Det ebber ud

Det er synd for Ole Sohn. I alle årene efter DKP’s sammenbrud har han gjort afbigt og afbigt ved at afsløre alle de andre kommunister, og alligevel kan medierne ikke lade den arme mand være i fred, bare fordi han også selv har været kommunist, og ligesom alle andre formænd for de europæiske kommunistpartier har modtaget penge fra Moskva.

Men hvorfor siger han ikke bare, at selvfølgelig har han det? Hvordan skulle han ellers betale huslejen i Dronningens Tværgade og lønningerne til alle de pampere, partiet havde ansat? I stedet siger han en smule, og når han derefter forholdes, at han tidligere har sagt det modsatte, svarer han, at det skam også er rigtigt.

Svaret er, at han laver en Ib Nørlund. Til oplysning for yngre læsere, der ikke har oplevet DKP, så var Ib Nørlund partisekretær med teori og skoling samt internationalt arbejde som speciale. At lave en Ib Nørlund ville sige, at man først sagde ét og derefter sagde det modsatte.

Derved var man nemlig dækket ind over for angreb fra begge flanker. At resultatet blev en lind grød af utroværdighed, betød i denne sammenhæng mindre, instinktet for at afværge angreb var meget vigtigere for kommunister. Det var en kultur, der formentlig udsprang af Sovjetunionen, hvor man risikerede liv og lemmer, hvis man kom i modsætning til en ledelse, der godt kunne have skiftet kurs flere gange, uden at man havde opdaget det. Derfra har den sandsynligvis har bredt sig til de vestlige kommunistpartier, og Ole Sohn er simpelthen blevet smittet. Han har pådraget sig en Ib Nørlund. Derfor kunne medierne ærlig talt godt lade ham være i fred. Ole Sohn gør, hvad han kan, og hvis vækst- og erhvervsministeren i dag var i stand til at skaffe et par oliemilliarder fra Moskva, ville han sikkert gladeligt levere sit bidrag til regeringens kickstart.

Men tiderne skifter, og initiativer kan ofte vise sig at have utilsigtede virkninger.

Gratis reklame

Det ser man også eksempler på i hotelbranchen. Hotel Bella Sky på Amager er således på ingen tid blevet verdenskendt for sin kvindeetage med store spejle og friske orkideer. Hotellet har haft besøg af omkring 20 tv-stationer fra hele verden. USA, Fjernøsten, ja selv Korea har bragt udsendelser med hotellets direktør, Arne Bang Mikkelsen, hvor han fortæller om kvindeetagen. Så en enkelt mands klage til Ligestillingsnævnet engang i foråret har med et slag gjort hotellet verdensberømt, bestillingerne strømmer ind fra begejstrede kvinder, der glæder sig til at være i fred. Og det er ærlig talt svært at tænke ilde om det. Som direktøren argumenterer, så bestemmer hotellet jo alligevel, hvor folk skal bo.

»Hvis der ikke er flere ledige værelser på en bestemt etage, får gæsterne ikke et værelse dér, og hvis de ønsker et værelse på 20. etage, får de værelse dér. Mit ønske er ene og alene at efterkomme mine kunders ønsker.«

At tale om diskrimination i den forbindelse er sødt sagt noget sludder. Mænd er ikke en forfulgt minoritet, hvilket alene ses af den kendsgerning, at hotellet har andre 19. etager, hvor mænd frit kan bo.

Det ebber ud

Men mon ikke sagen ebber ud af sig selv? »Jeg er pålagt at ophøre med, at der ikke er adgang for mænd, men hvis jeg ikke gør det, sker der ikke noget, før der er én, der rejser sagen igen,« fortæller direktøren.

Sådan er det også med politikerskandaler. Lektor i journalistik på RUC, Mark Blach-Ørsten har netop begået en kronik på Videnskab.dk, hvoraf det fremgår, at der fra 1980 til 2010 har været ikke færre end 35 politikskandaler, heraf hele 21 fra 2000 til 2010, altså de år, hvor den borgerlige regering har været ved magten. Og hvad husker vi i dag? Vi husker Tamil-sagen og måske Thor Pedersens ulovlige hektarstøtte, vi husker Jægerbogen/lækagesagen og Lars Løkke Rasmussen overbetaling af privathospitalerne, og Informations læsere husker Anders Fogh Rasmussens kreative bogføring. Men hvem kan i dag forklare, hvad sagen om Kalø Gods Vildtforvaltning gik ud på? Endsige hvilken minister, der var indblandet? (Da dette ikke er en quiz, kan vi røbe, at det var landbrugsminister Niels Anker Kofoed (V), og for at ingen skal beskylde Sødt Sagt for partipolitisk favorisering, iler vi med at nævne sagen om Solhavegård. Nej, det var ikke en plejehjemsskandale, det var en socialdemokratisk kursusejendom med rod i regnskaberne, og den kostede Pia Gjellerup (S) ministerjobbet.)

Og julegaverne

Næh, det ebber ud, gør det. Også julen ebber ud af sig selv engang i januar, dog med den forskel, at sagen regelmæssigt rejses en gang om året. Så skal mændene ud og købe frækt undertøj til konerne, mens konerne køber køkkengrej og bøger, de gerne selv vil læse, til mændene. Det er årets trend, forlyder det. Magasins kommunikationschef har i den forbindelse bemærket, at kvindernes gaver til mændene peger på hjemlig hygge, mens mændenes tøj, smykker og kosmetikgaver lægger op til fest og byliv.

Her har vi måske forklaringen på, at kvinder gerne vil have en hoteletage for sig selv? Måske ville de allerhelst sidde derhjemme med den krimi, de har givet deres mand i julegave, og skal de absolut ud og feste igennem, vil de gerne have lidt fred til at komme sig bagefter. Det er da et meget rimeligt ønske.

Kun folk med ond vilje vil kunne fortænke dem i det.