Anerkendelseskampe har altid været centrale for fagforeningerne. Noget tyder dog på, at forudsætningen for kampenes succes er kommet under voldsomt pres, for flere medlemmer tør nemlig ikke længere deltage i kampene.
Kamp om omfordeling
Traditionelt har fagforeningerne kæmpet for en bedre omfordeling af samfundets ressourcer. Den kamp kan bogføres som en succes, selv om lønforskellen mellem arbejdstager og arbejdsgiver for flere professioners vedkommende i øjeblikket er stærkt stigende.
Traditionelt har fagforeningerne desuden varetaget yderligere tre kampe.
Kamp om status
Den første er en kamp om anerkendelse af fagforeningernes respektive professionernes særkende, særlige kvaliteter og præstationer. Denne kamp om anerkendelse i professionshierarkiet om, hvad der kan betragtes som det mest attraktive fag og arbejde, vil aldrig ophøre. Den er et grundvilkår for alle fags behov for at sikre sig status.
Kampen om, hvorvidt det er mest prestigefyldt at være pædagog, lærer, sygeplejerske, økonom eller kunsthistoriker, vil altid ændre sig i takt med samfundets efterspørgsel og fagforeningernes evne til at profilere de forskellige professioner.
Kamp om retfærdighed
Den anden kamp om anerkendelse er kampen om at bringe de arbejdsrelaterede oplevelser af uretfærdighed ind i en politisk offentlighed. Det er kampe om at få anerkendt arbejdsskader som fysiske, f.eks. rygskader, eller psykiske såsom stress.
Denne gruppe af anerkendelseskampe omfatter også dem, hvor et fag af hensyn til både professionens status og kravet om retfærdighed rykker i felten, f.eks. når pædagoger påpeger, at det er uforsvarligt at passe børnene med uhyrligt lave normeringer.
Kamp om autonomi
Den tredje kamp om anerkendelse handler om realindholdet af et fag, en profession eller et arbejdsområde. Denne kamp drejer sig i høj grad om det enkelte fags autonomi. Eksisterer der et handle- og råderum for den faglige udvikling? Denne kamp kommer konkret til udtryk i modstanden mod f.eks. kontrol og dokumentationsøvelser — styringsredskaber, som i mange tilfælde indskrænker det enkelte fags autonomi og dets mulighed for selv at sætte rammerne for sin udvikling. Et eksempel på dette er, når lærerne med rette beklager sig over, at de individuelle elevplaner ødelægger undervisningen.
Kamppladser under pres
Både omfordelingskampen og de tre typer af anerkendelseskampe er centrale for enhver fagforenings overlevelse, men noget tyder på, at de fire kamppladser er kommet under pres. Forudsætningen for, at kampene kan lykkes, ja, i det hele taget ende med sejr, er, at medlemmerne tør ytre sig. Alle kampe er nemlig stærkt afhængige af, at privat eller offentligt ansatte tør ytre sig uden frygt for repressalier.
Mange undersøgelser peger imidlertid på, at flere professioner ikke tør udtale sig. Senest har Dansk Sygeplejeråd foretaget en undersøgelse, der fastslår, at alt for mange sygeplejersker viger tilbage for at ytre sig kritisk offentligt om deres arbejdsplads, fordi de er bange for at blive fyret.
Måske kan en del af forklaringen på fagforeningernes faldende medlemstal findes her.
Den medarbejder, som undlader at ytre sig for ikke at blive forbigået, tilsidesat i arbejdssammenhænge eller i værste fald fyret, udøver selvcensur.
Meningen forsvinder
Det er imidlertid ikke en selvcensur, der blot knytter sig til nogle få ubetydelige, kritiske bemærkninger, men en selvcensur i forhold til medarbejderens faglige integritet og professionsetik. Det er en censurering af selvet, af den arbejdsidentitet, som alle på arbejdsmarkedet lægger så mange kræfter i at bibeholde.
Selvcensur er censurering af den mening, den enkelte lægger i arbejdet. Når det ikke er muligt at ytre sig, forsvinder meningen med arbejdet.
Der er reelt ingen medindflydelse. Det hævdes, at problemet med selvcensur er, at den ikke efterlader nogen spor, men måske er fagforeningernes faldende medlemstal et sådant spor, for hvis forudsætningerne for fagforeningernes kampe er under voldsomt pres fra en arbejdskultur, hvor det bedre kan betale sig at tie end at diskutere, er der måske heller ikke noget incitament til at engagere sig.
En engageret debat forudsætter helt elementært, at der overhovedet er nogen, som tør ytre sig på kamppladserne.
Kommentarer
Tak for den Refleksion. Der i mine øjne er vigtig og kan det kan blive rigtigt uhyggeligt for vort samfund, hvis fællesskabet helt tabet til jeg kan bedst selv.
Fx fik OVK indført at arbejdsulykker mere og mere skulle være den enkelte lønmodtagers eget ansvar . Her blev det fx lavet om så arbejdsgiveren ikke fik så mange bøde pålæg vis Arbejdstilsynet påpegede uregelmæssigheder. Arbejdstilsynet blev derudover beskåret kraftigt
Denne kommentar er anbefalet af:
En anden ting, der er vildt skræmmende i Danmark er den mængde arbejde sygeplejersker og lægesekretærer påtager sig for læger, der behandler patienter i deres private praksis.
I starten af året (da der endnu en gang var fokus på whistleblower ordninger) lavede man en undersøgelse blandt ovenstående faggrupper. Man fandt at lægesekretærer brugte op mod 25% af deres arbejdstid på at føre journaler for lægers behandling af patienter i deres egen private praksis og 40% af sygeplejersker fortalte at de var vidende om læger, der henviste patienter til egen praksis fremfor at behandle dem i det offentlige sundhedsvæsen.
Læger må tjene 3 millioner DKK ekstra om året ved siden af deres lægeløn på deres private praksis i Danmark. Når de svenskere jeg dagligt har kontakt med hører dette er de ved at besvime. For dem er 3 millioner mange penge, men det mener danske politikere ikke.
Resultatet på ovenstående undersøgelse blev forresten, at man ikke mente der var behov for en whistleblower ordning blandt sygeplejersker og lægesekretærer.
Denne kommentar er anbefalet af:
En fagforening der ikke varetager fagets og fagfolkenes faglige interesser, er ikke en fagforening.
Et eksempel er Dansk Journalistforbund. Det er forlængst ophørt med at være et fagligt forbund.
Se her, der ikke fik nogen til at replicerede. Og dog. Udsagnet blev viftet for næsen af DJ’s formand, og yderlige kommentarer kom på, uden at fagfolk reagerede.
Som ovenstående artikel ganske korrekt fastslår, gælder følgende:
“En engageret debat forudsætter helt elementært, at der overhovedet er nogen, som tør ytre sig på kamppladserne.”
Jeg roser meget gerne journalisterne på Dagbladet Information, der ofte er stærkt kritiske, men hvor er brodden hos danske journalister og danske medier? HHvor er journalistfagets etik? Den faglige selvrespekt og integritet?
Journalister i almindelighed er lige så selvfornedrede og docile som alle andre borgere. Det er dog stærkt glædeligt, at oprøret tydeligvis ulmer hos Dagbladet Information, der i en måned eller to har kørt hårdt på med et meta-tema om perception, selvfornedrelse, bedrag, umyndiggørelse m.v. Meget mere af det…
Denne kommentar er anbefalet af:
Det ville være rart, om Rasmus Willig kunne uddybe sin tese om, at fagforeningernes faldende medlemstal er relateret til problemerne med selvcensur. Især fordi klummen har fokus på de såkaldte professioner. Det er umiddelbart oplagt at tolke teksten på den måde, at Willig mener, at selvcensuren især gør sig gældende blandt professionerne.
Undervejs nævnes pædagoger, lærere, sygeplejersker, kunsthistorikere og økonomer. Med undtagelse af den sidste kategori er det for disse – ligesom for mange andre professioner – et kendetegn, at de i altovervejende grad er ansat i den offentlige sektor. Og netop dér falder fagbevægelsens medlemstal ikke nær så meget som blandt privat ansatte.
Jesper Due og Jørgen Steen Madsens ”Udviklingen i den faglige organisering” (2010) viser, at organisationsgraden i perioden 1994-2008 faldt fra 75,3 til 64,5 % inden for den private sektor, mens udviklingen inden for den offentlige sektor var noget mere afdæmpet: fra 85,7 til 83,4 %.
Ser man nærmere på medlemsudviklingen inden for den offentlige sektor, opdager man, at forbundene under hovedorganisationerne AC og FTF har stigende medlemstal. På baggrund heraf konkluderer Due og Madsen, at det er fagforeninger præget af en professionsideologi, der mest effektivt fastholder deres organisationsgrad.
Det betyder selvfølgelig ikke, at selvcensur ikke er et vigtigt problem. De forhåndenværende medlemstal tyder bare ikke på, at det får professionerne til at forlade fagforeningerne, som Willig skriver.
Denne kommentar er anbefalet af:
Den faglige kamp er altid blevet ført af en enkelt eller to enere på arbejdspladsen, fordi flokken nok kan være enig i behovet for faglig kamp, men sjældent tør satse andet og mere end en hemmelig ja-stemme til en aktion.
Problemet på arbejdspladser med mange avancementmuligheder, - som f.eks. for sygeplejersker og journalister er, at de potentielle tillidsfolk ofte hellere vælger at satse kræfterne på personlig karriere, frem for fællesskabet.
Oven i det kommer så traditionerne, og der er det tit et problem at opdyrke solidaritet i typiske funktionærstillinger, - oprindeligt var disse jo ikke omfattet af Hovedaftalen, men hørte under Funktionærloven, og havde derfor ingen overenskomst.
Jeg tror at arbejdskamp er noget man lærer hjemmefra. I mit hjem var det respekteret at være tillidsrepræsentant, og både min mor, far og bror har været det, - men mindre kan nok gøre det.
Desværre tror jeg at smædekampagnen mod fagbevægelsen generelt (med de kedelige sande historier om pamperi i toppen), har haft så stor succes, at også tillidsrepræsentanten er blevet en absolut lavstatus-funktion, og at det de unge mest hører hjemme ved spisebordet er, at tillidsmanden er en doven stodder der tager på fede kurser for kollegernes kontingent, og ikke engang kan skaffe et par øre i lønforhøjelse.
Det giver dårlige tillidsrepræsentanter, og så er den nedadrettede spiral begyndt.
Måske kan tendensen stoppes, men jeg tvivler. Det vil kræve noget i stil med en storstrejke for et populært mål, at få forbundene op igen. Og det kommer nok ikke til at ske: en regering med S&SF deltagelse vil forhandle sig ud af det, og en borgerlig regering vil bare vedtage en lov imod strejken (som f.eks. Schlüter gjorde).
Enig i at mange offentligt ansatte er bange for repressalier, hvis de ytrer sig - kritik er sjældent velkommen i det offentlige, og de senere år er systemerne blevet mere og mere topstyrede.
Men det er ikke kun mod, der mangler. Det er også evner. Ikke sådan ment, at vi er dumme i det offentlige, men at New Public Management-strategierne med deres der til hørende new speak, giver mere og mere fragmenterede systemer, hvor det er svært at gennemskue, hvem man egentlig skal rette henvendelse til med sin berettigede kritik. Sproget på direktionsgangene er DJØF-sprog meget langt fra de offentligt ansattes fagsprog. “Bullshit”-ord som kvalitetssikring, effektivitet, sikker drift osv. fylder i endeløse notater om dette og hint, og da det er svært at have noget imod kvalitet og effektivitet, bliver man let magtesløs i argumentationen.
Sproget er dehumanisernede overfor både borgere og medarbejdere (der tales for eksempel om “produktion” inden for socialt arbejde) og bliver desværre lige så stille overtaget af professionerne, hvilket fører til, at nogle uden at opdage det, glemmer deres fag og gennemfører de politisk bestemte nedskæringer, svigt og overgreb på borgerne helt ude i frontlinien.
Jeg kan da forestille mig, at fagforeningstrætheden blandt andet opstår, når fagforeningerne heller ikke formår at formulere kritikken, men blot leger med i diverse samarbejdsorganer og overlader den sproglige magt til økonomerne.
Denne kommentar er anbefalet af:
Inger Riis Laursen - tak for læseoplevelsen. Du ville helt sikkert kunne opmuntre mange af dine kolegaer rundt omkring med dine levende skildringer. Mht de faglige krav er der ikke noget så godt som at fokusere på de ord der anvendes or som “kvalitetssikring, effektivitet, sikker drift - indbyder næsten i sig selv til modspørgsmålet - “hvor god kvalitet ? - hvor meget mere effektivitet ? hvor meget mere sikker drift ?” - derefter kommer forhandlingsoplægget, der så skal dreje sig om ‘noget for noget’. Det vil helt sikkert kvalificere komunikationen at stille rimelige krav om at arbejdstageren får en andel af ‘rationaliserings gevinsten’ - som man dog i mange år er gået glip af i den glidende forandringsproces hvor der ukke har været fokuseret på indholdet af ‘arbejdstakt 100’ og dets output. Tak for de forfriskende tanker.
Denne kommentar er anbefalet af:
Hej Heinrich
Selvom vi to måske nok er en lille smule uden for emnet, så synes jeg lige, at din ros til den kritiske sans hos Informations journalister fortjener en syrlig kommentar. I går blev det nemlig annonceret at Informations ‘politiske’ journalist Philip Egea Flores skal være spindoktor for den radikale minister Morten Østergård.
I den forbindelse tillader jeg mig i al ubeskedenhed at lægge et link til en kommentar jeg følte mig stærkt foranlediget til at skrive, da samme Flores for nylig lavede et alt andet end kritisk ‘interview’ med den nok så bekendte leder af De radikale, Marianne Vestager.
http://www.information.dk/bruger/lasse-glavind
Hvad sagde jeg, sagde den sure mand? Det er fandeme et dybt stød til den såkaldt kritiske journalistik på Information, når man sådan kan være kritisk den ene dag og supersupporter den næste.
Denne kommentar er anbefalet af:
Ja, og så knibe det seriøst med at linke - i første omgang ramte jeg vist et sted ude i verdensrummet - jeg prøver igen og håber på bedre modtageforhold.
http://www.information.dk/283691#comment-447917
Lasse Glavind:
“din ros til den kritiske sans hos Informations journalister fortjener en syrlig kommentar.”
Det er bestemt svipsere blandt artiklerne, og det er meget muligt din kritik er velplaceret i den tråd du henviser til. Arrtiklen var ubærlig læsning efter få linjer, så jeg droppede at læse videre. Beklager.
Før de seneste folketingsvalg syntes jeg Margrethe Vestager var en fornøjelse at lytte til (relativt ifht. andre politkere). Nu indser jeg, at jeg end ikke orker at høre om hende.
Denne kommentar er anbefalet af:
(fortsat)
Jeg mente (og mene) min ros til nærværende dagblads skrivende stab. Særligt de seneste par måneder synes jeg artiklerne er blevet væsentlig mere interessante, på underfundige måder.
Jeg tror såmænd godt at fagbevægelsen og LO kunne redde sig lidt mere opbakning, hvis man gjorde lidt for at promovere de unge tillidsfolk, - se f.eks. bare på Mattias Tesfaye som skriver i EB.
Men problemet er, at systemet stadig kun støtter de unge, hvis de er 100% konforme i forhold til forbundenes tanker, og ikke kan acceptere at der er lidt mere rød kant i de unge år. Trist!
Jammen jeg mener, at artiklen har ret i sin påstand. Og jeg tror også, at det er medvirkende, at vi oplever den ene efter den anden, der åbner munden, trækkes gennem en mediemølle, hvis de ikke blot bøjer hovedet og tager en fyring uden at sprælle.
Jeg tror, at det enorme pres, der er på offentlige institutioner medfører en generel usikkerhed, fordi ledelsernes indsigt i den daglige drift ofte ikke når længere end til et blik på økonomien på personale kontiene.
Når en topleder ikke har indsigt i andet end personaleforhold, er det personalet, der må stå for skud, når der skal reguleres. Det giver et system af samme karat som gammel-sovjet. Al kritisk tænkning opfattes som kritik af ledelsen og ikke som forsøg på udvikling af løsningsmodeller til opgaverne.
For en mand med en hammer ligner ethvert problem et søm.
Så personalelederens fantasi rækker ikke længere end til at skrue på personalekontoen. Dét betyder, at alle dukker sig.
Nå ja. Det er noget kompliceret bras, og mine evne rækker ikke længere end her til…
Denne kommentar er anbefalet af:
Det handler ikke om, hvorvidt hr. Hansen eller fru Jensen rejser det røde flag på arbejdspladsen.
Det handler om, at gør de dette, ja, så stiller tillidsrepræsentanten op med de rette ansigtsfolder og deltager på behændig vis i afrettelsen af hr. Hansen, der valgte ikke at gå i et med væggen, men sige fra over for dårligt arbejdsmiljø, manglende sammenhæng mellem arbejdsmængde og –ressourcer og manglende sammenhæng mellem indsats og aflønning.