Kunstsamling med mangler hængt op på ny

Der er meget lidt engelsk og spansk kunst, for den vej gik rejseruterne ikke, og der er slet ingen kvinder repræsenteret.

Derfor er man på udkig efter værker af italienske kunstnere som Artemisia Gentileschi og Sofonisba Auguisolla. Det fortæller museumsinspektør Eva de la Fuente Pedersen, der er kurator på nyophængningen af den ældre europæiske kunst fra 1300-1800 på Statens Museum for Kunst, der åbner i morgen.

Men hvad hænger der så egentlig af europæisk kunst på Danmarks nationalgalleri? Omfangsmæssigt er den nye ophængning med sine 443 værker mindre end den forrige, der rummede 660 malerier, for kun det bedste er med, siger Eva de la Fuente Pedersen.

Der er værker af Mantegna, Tizian, El Greco, Lucas Cranach, Rembrandt og Bernini, men der er også mange huller i samlingen.

Eksempelvis fik Christian IV i sin tid tilbudt en meget fin Rubens-samling, men den ønskede kongen ikke modtage. Afvisningen var dog næppe udtryk for manglende royal dømmekraft, mener Eva de la Fuente Pedersen. Snarere var det en slunken pengekasse, der var skyld i, at Rubens gik det kongelige kunstkammer forbi. Da kongen senere fik foræret Rubens’ Salomons dom, afslog han nemlig ikke tilbuddet.

Meget fra kongernes samlinger er også gået tabt, eksempelvis ved brande, som da Frederiksborg Slot, der rummede billedkammeret, brændte i 1859, men desuden har epokernes vekslende modestrømninger sat deres præg.

Frem til enevældens afskaffelse i 1848 var de store kunstindkøb en kongelig sag, kunstforstandige mænd, som tyskeren Gerhard Morell, der var Kunstkammerets kurator under Frederik V og Christian VII, rejste rundt i Europa som opkøbere.

Morell købte især på auktioner i Hamburg og Amsterdam, fortæller Eva de la Fuente Pedersen, for flamsk og hollandsk kunst var på mode. Den har museet derfor en del af, hvorimod italiensk kunst var håbløst umoderne. Til gengæld kunne den fås billigt, og det er sikkert er årsagen til, at man i dag kan beskue en af kunstmuseets absolutte perler, Andrea Mantegnas Kristus som den lidende frelser fra ca. 1495-1500. Det blev købt for 150 rigsdaler!

Kunstsyn er det samme

Kunstkammeret blev på et tidspunkt umoderne, og i 1824 blev det nedlagt, samlingerne blev splittet ad og delt ud på landets museer eller bortauktioneret.

Kunstkammeret var indrettet i Renæssancens ånd efter det encyklopædiske princip, hvor eksempelvis en jagtscene af Lucas Cranach blev ophængt ved siden af våben og jagtredskaber, som dem, man kunne se på billedet, fortæller Eva de la Fuente Pedersen.

I Oplysningstiden begyndte man i stedet at vurdere efter kvalitet og den individuelle kunstner frem for at lægge vægten på, hvad billedet forestillede. Til gengæld har kunstsynet ikke ændret sig grundlæggende siden, siger hun, »det er de samme kriterier, vi lægger til grund i dag.«

Dér, hvor man i dag kan aflæse nye syn på kunsten, er først og fremmest i ophængningen, mener hun. I den tidligere ophængning, der dog ikke er ældre, end at det også var Eva de la Fuente Pedersen, der stod for den, var rummene tematisk organiserede.

Ældre og nyere kunst var sammenstillet, blandt andet med det formål at aktualisere den ældre. Dette princip er afløst af en kronologisk orden, hvor man følger historien fremadskridende, så de 500 år folder sig logisk ud, samtidig med at ophængningen prioriterer variation. Ingen ’tæppeophængninger’, altså i rækker over hinanden. Derimod er rummene farvesat forskellig fortrinsvis mørke, varme nuancer, selve ophængningen varierer fra rum til rum, møblerne varierer og måden at formidle på ligeså.

Formålet med kronologien er at give folk tryghed ved tidsforløbet, hvilket ifølge Eva de la Fuente Pedersen har været kunstmuseets direktør siden 2007, Karsten Ohrts, ønske.

Ledsagende stemmer

»Hver direktør har haft sine egne præferencer, direktører som Jørn Rubow og Leo Swane bestemte det hele selv. Dengang var der dog heller ikke andre til at bestemme, i dag er en udstilling først og fremmest resultatet af teamwork.«

Inden for den kronologiske ramme kan man imidlertid tematisere og vinkle topografisk og geografisk. Således er der to italienske rum, men de er kronologisk arrangeret, og det samme gælder den hollandske samling af 1600-tals maleri.

Ved siden af løber der så, ud over de kunsthistoriske oplysninger, der ledsager det enkelte billede, forskellige lydspor, hvor man eksempelvis kan høre fem unge fortælle om deres rejser, som akkompagnement til temaet om den klassiske dannelsesrejse.

I en anden sal har forfatteren Julia Butschkow digtet en novelle til et fransk maleri fra 1700-tallet, og i salen med italiensk renæssancekunst kan man høre psykoanalytikeren Judy Gammelgaard, kirkehistorikeren Carsten Bach-Nielsen og kunsthistorikeren Hanne Kolind Poulsen fortolke Filippino Lippis Joakim og Annas møde ved den gyldne port fra 1497.

Det vækker nysgerrigheden og er givetvis yderst interessant, men er det ikke udtryk for en vis mistillid til, at kunsten kan klare sig selv?

Det er en problematik, man har været meget opmærksom på, svarer Eva de la Fuente Pedersen. Der er ingen tvivl om, at kunsten kommer først, understreger hun.

De øvrige tiltag er gemt væk i små rum eller bag diskrete, fritstående skærme, hvor man efter lyst kan opsøge historierne. Man har villet skabe et supplement til den kunsthistoriske tolkning ved af invitere andre faggrupper og nye stemmer indenfor, men kunsten kommer i første række, fastslår hun.

Statens Museum for Kunst: ‘Europæisk kunst 1300-1800’ i nyophængning. Udstillingen åbner i morgen