Man behøver ikke have et svar, før man handler

Occupy Wall Streets styrke er, at den hverken har klare krav eller målsætninger. Nancy Fraser, professor og filosof ved universitetet The New School i New York, er opløftet af den vilje til forandring, der har bredt sig ikke kun i USA, men i hele verden i kølvandet på Occupy-bevægelsen.

»Den tiltrækker flere og flere med forskellige sociale dagsordener og perspektiver. Men de vil jo i bund og grund alle det samme: Det handler om at komme den sociale ulighed til livs. Der har i mange år manglet sådan en bevægelse, som fungerer som en slags paraply for interesserer, der i virkeligheden er tæt forbundet,« siger Nancy Fraser til Information.

Hun ser muligheder i den og roser bevægelsen for at være forgrenende frem for fragmenteret, som den så ofte bliver beskyldt for at være.

Det er også et væld af mangeartede budskaber og frustrationer, der møder én nede blandt demonstranterne i finansdistriktet på Manhattan.

»Den egentlige forandring er den, der sker inde i dig selv,« siger Alex Hu.

Den 19-årige studerende, der har været en del af bevægelsen lige fra dens begyndelse 17. september, holder et brunt stykke pap op foran sig med påskriften: »Følg dit <3«.

Hver dag, når han har fri fra studierne, tager han turen til det nedre Manhattan for at være med til at informere folk om bevægelsens mål.

»She loves you, yeah yeah yeah,« bliver der sunget i baggrunden, hvor skoven af budskaber vokser dagligt: »Retfærdige studielån!«, står på ét papskilt, »kokke mod GMO« på et andet. American Indian Movement slår sig op på at »afkolonisere de 99 procent« og rundt i de smalle stier blandt telte og presenninger bliver der tilbudt coaching, sandwich, joints — og et par boder sælger occupy-souvenirs, mens en anden tilbyder information om det hele på spansk.

»Det er ikke bare en fest, det her; vi forsøger rent faktisk at uddanne befolkningen i ulighed og krav på deres demokratiske rettigheder. Det kan godt være, at det udefra set virker som en værre rodebutik — det er det nok også lidt — men vi er en del seriøse folk, der sammen har skabt et ganske unikt fællesskab, hvor vi kan få vores budskaber ud. I virkeligheden handler hele bevægelsen om, at vi sammen skal lære at gå igen,« siger Alex Hu.

Den ene Beatles-sang er skiftet ud med en anden: »She’s got at ticket to ri-ide,« lyder det i bedste lejrskolestil.

Tiltrængt paraply

Befolkningen har glemt tidligere tiders stærke bevægelser på venstrefløjen, fordi man i USA aldrig rigtig er kommet sig over mccarthyismen, som var kendetegnende ved et kapitalistisk samfundssyn som ideologisk forudsætning, mener Nancy Fraser. Hun påpeger, at de senere generationers viden om politiske strømninger og amerikansk politisk historie har været temmelig amputeret efter heksejagten på de venstreorienterede i starten af 1950’erne. Den manglende bevidsthed om tidligere tiders kollektive ånd er en af årsagerne til, at de seneste årtier har været gennemsyret af identitets- og enkeltsagspolitik.

»Occupy Wall Street-bevægelsen kommer som et tiltrængt alternativ. Den repræsenterer noget meget mere integrerende og sammentænkende. Befolkningen er begyndt at indse, at det kræver deres individuelle engagement at ændre dagsordenen. Og det faktum, at folk ikke med det samme forvandler deres protest til konkrete politiske krav, er en styrke og viser deres forståelse for, at udfordringerne stikker langt dybere end hidtil antaget og ikke kan løses fra den ene dag til den anden,« siger Nancy Fraser.

Occupy Wall Street i downtown Manhattans finanskvarter er blevet lidt af et tilløbsstykke. Nysgerrige amerikanere holder sig ikke fra at diskutere ivrigt med demonstranterne, turister knipser løs med kameraerne, som om det var en turistattraktion på linje med Frihedsgudinden, og det hele bliver foreviget af alle dele af pressen, som også lugter en god historie.

Unikt momentum

Fox News, som indtil for blot et år siden ikke interesserede sig synderligt for diskussionen om ulighed, interviewer denne novemberdag aktivisten Krystal Garner.

»Jeg er her for at skabe et større bevidsthed om, hvordan vores samfund undergraver lønninger til almindelige mennesker, samtidig med at de rigestes indkomster eksploderer,« siger hun til Information.

Indtil Krystal Garner blev fyret for et halvt år siden, arbejdede hun på et kontor som gruppesalgskonsulent i Madison Square Garden. Otte dollar i timen var lønnen. Garner, der har en universitetsgrad i international business management, var godt utilfreds. Men hver gang, hun påtalte de urimelige vilkår, blev hun af sine chefer mødt med et: »Der er mindst 100 derude, der står klar til at overtage dit job!«

Kristian Weise, der er direktør i tænketanken Cevea, mener, at Occupy Wall Street mere end nogensinde har sin eksistensberettigelse, fordi mange af de problemer, demonstranterne sætter fokus på, først er kommet på dagsordenen efter protesterne.

»Bevægelsen har skabt et momentum for at italesætte emner, der ikke tidligere i tilstrækkelig grad har været på dagsordenen,« siger han og konstaterer, at det amerikanske samfund har ikke været mere ulige siden 1928 — inden den store krise i 1930’erne.

Profiterer på krisen

»Jeg har en universitetsuddannelse og havde et job, der på papiret var ret attraktivt. Men jeg var så flov over min løn, at jeg ikke fortalte nogen, hvor lav min timeløn var.«

Krystal Garner er en del af den bevægelse, der protesterer mod kapitalisme, men samtidig profiterer hun på den. For at tjene til huslejen har hun slået sig sammen med nogle venner, der sælger T-shirts. Med spraydåser lukrerer de på de allestedsnærværende I <3 NY og har i bevægelsens ånd lavet det om til I occupy NY. Man kan selv vælge, hvad T-shirten skal koste, og en mindre del af indtægterne går til at købe sandwich til de demonstranter, der ikke blot ’besætter’ Wall Street i dagtimerne, men er en del af bevægelsen døgnets 24 timer.

Krystal Garner mener, bevægelsens rødder stikker langt dybere og rækker længere tilbage i tiden end den seneste regerings embedsperiode. Hun håber, at hendes og alle de andres stemmer i protestbevægelsen giver genlyd helt ind i næste års politiske dagsordener.

»Jeg er så vred. Tænk, at der skal noget så drastisk som det her til, før vi bliver hørt. Vi har ikke tænkt os at give op sådan lige med det samme. Nu er vi her, og så må politikerne rundt om i landet, i fagbevægelsen og hos diverse organisationer finde ud af, hvad de vil bruge vores opråb til. Jeg er sikker på, at valget bliver et stort samtaleemne ved præsidentvalget næste år, men jeg håber ikke, Obama kommer til at bøde for det her kaos. Det er ikke hans skyld,« siger Krystal Garner.

Kristian Weise peger på, at potentialet i bevægelsen opstår, når mennesker uden for selve protesterne indser, at der er sket noget i det amerikanske samfund, som betyder, at man er rykket længere og længere væk fra den amerikanske drøm; og hvis man ikke formår at ændre det politiske landskab, stille nye krav, få en ’new deal’ og en form for social kontrakt, som man havde efter Anden Verdenskrig, så bliver situationen kun værre for de 99 procent.

»Men det er ikke bevægelsen i sig selv, som skal stille kravene. De er blot katalysatorer for dem. De har gjort det essentielle forarbejde ved at skabe opmærksomhed på en række problemstillinger. Det er så de traditionelle interessevaretagere, der i forvejen arbejder med politik i eksempelvis fagbevægelsen, forskellige organisationer og som politiske kommentatorer, der skal bruge opmærksomheden til identificere og formulere klare krav til lovgiverne,« siger han.

Vigtigt signal til omverdenen

Med hele ansigtet dækket af tatoveringer og hænderne ligeså, ligner Outlaw Bobby Steele, som han præsenterer sig som, ikke prototypen på én, der engang tjente godt på Wall Street. Men manden med de rare øjne har en karriere på 35 år bag sig i det finansdistrikt, han nu bander langt væk. I 15 år var han direktør for en afdeling af et finansieringsselskab med 30 mand under sig. Efter 11. september, og it-boblen sprang, blev han fyret. Da det var umuligt for den dengang 54-årige Wall Street-chef at finde et nyt job, og hans familie var i opløsning, traf han en beslutning om at blive en del af landevejen og få en alle de tatoveringer, han altid havde drømt om.

Her 10 år efter, hans personlige finans-eventyr stoppede, er han tilbage. Men nu med en helt anden dagsorden.

»Jeg er her for at sætte en stopper for grådighed og bedrageri. Hele systemet er råddent, og det gælder fra toppen af vores administration, som forringer velfærden for den almindelige amerikaner, ned til små underlødige låneselskaber, der lokker desperate folk i fordærv med lån til ublu renter,« siger han.

Nancy Fraser mener, at forandring sagtens kan begynde med kritik, der sidenhen leder til refleksion over, hvordan man som samfund på ny skal indrette sig. At man ikke behøver at have svar, før man handler. Hun påpeger, at der ikke er nogen, der ved, hvor bevægelsen er på vej hen, og hvilken indflydelse den får. Men hun har en stærk fornemmelse af, at der er gang i noget stort, og at vi har kun set dens spæde begyndelse: »Det sender et vigtigt signal til verden, at man sagtens kan rejse sig og sige ’nej ’ til noget, uden at man nødvendigvis ved, hvad ’ja’ betyder.«

De fleste tilskuere til hele Occupy-’showet’ virker skræmte af Outlaw Bobby Steeles anderledes ydre, men alligevel forsøger mange på diskret vis at få et par billeder i kassen af ham.

»Nu har jeg endelig en unik mulighed for at blive hørt. Jeg følger med i politik, og med mine mangeårige erfaringer fra Wall Street føler jeg mig forpligtet til at dele min viden og refleksioner med omverdenen. Det har dette forum i høj grad givet mig. Det er helt absurd. Jeg er nu mere kendt på Wall Street, end jeg nogensinde tidligere har været.«

læs mere på www.information.dk/journal/281945