Et liv er forbi: Fusako Hansen

Man mærkede det ikke på hende, da hendes mand døde. Han var kun 47, men hun viste ikke sorgen og levede videre, som hun plejede. Det var nok en del af hendes kultur — det, der kendetegner japanere, mente man. Det havde været præcis det samme i 1970, da hendes otteårige søn var blevet kørt ihjel i et fodgængerfelt inde i Aalborg. Heller ikke dengang talte hun meget om det. Heller ikke dengang, viste hun sin sorg udadtil. Måske var det, fordi japanere så døden som noget naturligt. Det var i hvert fald sådan, man talte om det nede i byen. Det var nok bare sådan, de var.

Og mens sorgen overmandede Fusako Hansens mand, Søren Hansen, smilede hun fortsat, som hun plejede. I 1973 flyttede parret fra Aalborg til Aabybro, fordi de efter at have mistet deres eneste barn ikke kunne holde ud at bo i byen. Og det var også her, i parcelhuset på Syrenvej, Fusako Hansen levede videre alene, efter at hendes mand gik bort i 1979.

Hun levede videre, som hun plejede og smilede til naboerne. Og selv om hun hverken havde familie eller nære venner i Danmark, selv om hun både havde mistet barn og mand, blev hun i Danmark. Hun havde ikke lyst til at tage tilbage til Osaka i Japan, hvor hun kom fra. Danmark var blevet hendes land, her følte hun sig hjemme, her gik hun til dans, her lavede hun keramik, og her havde hun det godt. Japan kunne hun nøjes med at besøge, sagde hun og fortalte, hvor dejligt det var at komme tilbage, når hun havde været på besøg. Japan var så hektisk; Danmark så roligt.

I stedet nøjedes hun med at læse om sit hjemland, når hendes søster en gang om måneden sendte en pakke med grøn te, ugeblade, avisudklip — og tørret fisk, som naboerne syntes lugtede afskyeligt. Det var et noget ensomt liv, mente naboerne. Men Fusako Hansen kunne lide sit eget selskab. Hun følte sig aldrig ensom. Og efterhånden, som tiden gik, blev naboerne, Tove og Egon Pedersen hendes venner.

Talte ikke meget dansk

Det var i 60’ernes Osaka, Fusako Hansen mødte sin kommende mand, overstyrmand Søren Hansen, der kom fra nordjyske Manna. Parret boede i Osaka de første år, mens Søren Hansen sejlede. I 1965 flyttede parret, der i mellemtiden have fået en lille søn, til Danmark. Det første år i Danmark boede de hos Søren Hansens familie. I stedet for at slå sig ned rejste de rundt i Danmark — fra seværdighed til seværdighed — for at Fusako Hansen kunne lære sit nye hjemland at kende. I 1966 købte de et hus i Aalborg. Søren Hansen, der var holdt op med at sejle efter en hjerneblødning, han havde fået som 39-årig, begyndte at arbejde på land for skibsmæglerfirmaet Mammen & Drescher, mens Fusako Hansen, der i Japan havde arbejdet på et kommunekontor og var uddannet kosmetolog, gik hjemme med deres søn.

Hun talte ikke meget dansk, Søren og Fusako Hansen kommunikerede på engelsk. Men efter mandens død blev hun bedre til sproget, tog kurser og involverede sig mere og mere i livet i byen. Hun holdt af byfesterne, gik op i festfyrværkeriet og spurgte til, hvad juledekorationerne betød, når naboerne Tove og Egon kom forbi med julepynt til hende. I Japan havde alt en betydning, alt efter hvordan dekorationerne og blomsterne var sat sammen. Det måtte de danske juledekorationer da også have, mente hun.

Klagede aldrig

Til sidst var det længe siden, man havde set hende nede i byen. Det var længe siden, man havde lagt mærke til den spinkle dame med den elegante hat og den nydelige frakke, der altid smilede venligt og imødekommende. Levede hun stadig, blev der spurgt? Boede hun mon stadig på Syrenvej?

For selv om Fusako Hansen ikke sagde så meget, og selv om det ikke lå i hendes natur at tiltrække sig opmærksomheden, så lagde man mærke til hende nede i den lille by. Om sommeren gik hun med store bredskyggede hatte for at holde huden hvid, og til højtider gik hun klædt i kimono, der med alle underkjoler, bånd og overkjoler tog flere timer at få på. Fusako Hansen var jo japaner, og det var der ingen andre, der var i den lille by.

Fusako Hansen, der i de sidste år af sit liv var blevet afkræftet, holdt sig nu inden døre. Hun fik tiden til at gå med at læse sine ugeblade, aviser, avisudklip — især om den japanske kejserfamilie — Nordjyske og så selvfølgelig Hobro Posten. Naboerne blev ved med at kigge forbi for at snakke, ordne have og afløb og for at aflevere de madvarer, de have købt for hende. Det var altid tatar, grøntsager og fisk af bedste kvalitet, andet ville den spinkle dame, der vejede omkring 40 kilo ikke spise. Men Tove og Egon Pedersen måtte helst ikke komme før klokken 14, for Fusako Hansen holdt af at sove længe, det havde hun altid gjort, og før hun var kommet i stand, som hun kaldte det, kunne hun ikke modtage besøg. Som kosmetolog var det vigtigt, at læbestiften var appliceret som den skulle, og hun lagde vægt på at være pænt klædt på, uanset om hun skulle ud eller ej. Fusako Hansen havde ikke en rynke og holdt sig i form med gymnastik både morgen og aften.

Men en aften i august, da Tove og Egon Pedersen kom hjem, fandt de hende på gulvet. Her havde hun ligget i nogle timer. Hun havde kun lidt ondt, sagde hun. Det var typisk for hende, hun beklagede sig aldrig. I stedet takkede hun for hjælpen, da de forsøgte at hjælpe hende op. Men Fusako Hansen skreg af smerte. Hun havde fået et lårbensbrud, som hun aldrig kom sig over. Til sidst vejdede hun kun 30 kilo, og det eneste hun indtog var en sporadisk teskefuld vand. Hun var blevet træt af livet, mener Tove Pedersen. Hun ville ikke mere.