Opslag til denne artikel

Emneord:erhvervslivet, kvindeliv, ligestilling
Personer:Peter Straarup
Organisationer:Dagbladet Information, Danske Bank, Grundfos

Pludselig midt i vores forretningsmøde sagde han: Lige nu sidder jeg og tænker på dig og mig uden tøj på.

Kvindelig leder, Protocols rapport 2011: ’Snublesnore på direktionsgangen’.

 

Tillykke med jeres nye chef. Klog — og gode nødder. Men OK, hun er jo kun blevet ansat, fordi hun har været kæreste med chefredaktøren.

Sladder i kantinen om klummistens udnævnelse til chefstilling i 1999

Det kan være indviklet med sex på arbejdspladsen. Ja, ikke konkret sex — det fører med garanti til komplikationer; uanset om det er det klassiske julefrokostknald hen over kopimaskinen, et hurtigt blowjob i rygerummet eller den langstrakte affære, der starter med flirt ved kaffemaskinen og ender med forløsning på P-pladsen eller forretningsrejser med flere dagsordener.

Tro mig, klummeskriveren ved, hvad hun taler om efter et langt liv i medieverdenen. Der er ikke mange, som knalder så meget på arbejdspladsen som journalister, ja altså lige bortset fra musikere, skuespillere, forlæggere og folk ansat i levnedsmiddelindustrien. Med andre ord: De fleste af os har enten været der, eller kender nogen, der har.

Men hvor mænds affærer enten synes at booste deres ego som supermænd eller også er temmelig ligegyldige for deres karriere, så kan det være livsfarligt for kvinders jobmuligheder som topchefer.

Karrierekvindens Catch 22

Og for at det ikke skal være løgn så gælder det endda tit begge veje.

Hvordan det. Jo, hvis den nye kvindelige chef ser godt ud og har et udadvendt, passioneret væsen og brænder for sit arbejde, er hun i fare for at blive beskyldt for at have ligget sig til udnævnelsen.

Men hvis hun — bevidst om denne fare — vælger den 100 procent aseksuelle tilgang på jobbet, vil hun blive hvisket om på gangene — »hun har intet liv ud over arbejdet«, »knalddygtig, men se også lige, hvordan hun ser ud«, »fint nok, men hun har jo heller ikke nogen børn/hun har outsourcet sine stakkels børn til andre«.

Jeg siger ikke, at der ikke er undtagelser. For det er der bestemt, og der bliver forhåbentligt flere og flere.

Men nu er det så heldigt, at ledelses- og karrierenetværket Protocol lige har lavet en stor og fremragende undersøgelse med titlen Snublesnore på direktionsgangen. Den handler om ligestilling i erhvervslivet, bestemt ikke kun om sex, men da vi ikke kan nå alt, så kaster vi os i dag over det med sex. Det er jo også weekend. Her kan man få syn for sagen. Ligestillingen har langt igen i det danske. Meget langt. Her ser vi kvinder, der helst skal være ’fars lille pige’ over for topchefen; kvinder, hvis chefer pludseligt står splitternøgne foran dem i deres hotelværelse. Og så videre. Der er nok at tage af.

Alligevel er det, som de siger i Protocol, overraskende så meget og samtidig så lidt der tales om sex på de danske arbejdspladser. »På den ene side er vi åh så frigjorte, på den anden side er det stærkt tabuiseret, at seksualiteten faktisk ofte spænder ben for gode samarbejder mellem mænd og kvinder, alene fordi de selv og deres omgivelser fokuserer så meget på kønnet. Seksualiteten risikerer at ’punktere’ det professionelle fokus.«

Hvad skal man så gøre ved det. I kapitlet gås der lige til sagen, og det er ikke altid så nemt. Jeg ville selv have sat pris på nogle professionelle spilleregler, da jeg for 12 år siden fik en ny (chef)stilling, hvorefter det i kantinen hed sig, at udnævnelsen kun havde fundet sted, fordi jeg havde været kæreste med den øverste chef. En løgn, som mine (særdeles få, det skal siges) venligt sindede nye kolleger forgæves kæmpede mod, da de efter bedste evne forsøgte at forklare sandheden. Det bed ikke på rygtemagerne.

»Lyst hoved med store bryster« var en anden replik, jeg fik refereret. Ak, hvis det nu ikke bare — jo sandheden skal frem — var grundet indkøb af op til flere push-up-bh’er så havde man da i det mindste kunnet glæde sig over komplimenten.

At duske firmasnacken

Protocol understreger, at man kun har en chance over for sådanne fordomme og stereotyper ved som virksomhed at lave klare spilleregler. Hvilket alt for mange arbejdspladser vægrer sig ved, fordi emnet er pinagtigt, følsomt og tabubelagt.

Og i øvrigt kompliceres af, at vi alle i stigende grad bliver bedømt på vores personlighed på arbejdet.

Der kan ligefrem »være et vist gruppepres om at bidrage til den festlige stemning ved at flirte lidt. Det skal helst ikke hedde sig, at man er kedelig eller aseksuel. Selv i 2011 skal kvinderne helst være attråværdige, og mændene skal helst snakke med om at duske de kvindelige medarbejdere. ’Mandekvinder’ er i lav kurs — og mænd, der ikke taler om at duske firmasnacken, virker i nogle virksomhedskulturer knap så chefagtige. Det forventes nærmest, at der er lir i luften fredag eftermiddag. Og det er aldrig glemt mandag formiddag, selv om man lader som om det. Og derfor bliver det automatisk akavet for alle parter.«

Løsningen er også her, at virksomhederne »fokuserer på at snakke om individuelle kompetencer og erfaringer frem for på køn«. Og siger fra »hver gang, der bliver sagt automat-reaktions-sætninger, som antyder, at kvinderne kun har nået op af karrierestigen, fordi de har brugt deres seksualitet eller køn«. Det er også en god ide med »klare regler mod sexchikane, fordomme, myter og vittigheder, som spiller på kvinden som et seksuelt væsen eller på kvindekønnet som den underlegne på arbejdspladsen.«

Lyder det banalt? Sådan er virkeligheden jo. Banal. Grum. Rå. Og ofte også morsom, modsætningsfyldt og medrivende. Med brug for kloge regler.

De 6,5 procent

Nu gaber De måske allerede, kære læser. For ærligt talt, ser vi da ikke, at yngre kvinder buldrer frem overalt. Træder den ene mandlige topchef efter den anden ikke frem og siger at det er ’kvindernes tid’ og at de unge mænd skal tage sig vældig sammen for at nå bussen. Og skal vi nu ikke lige glemme de egocentriske og veluddannede karrierekvinder og bekymre os om slagteriarbejdere og hjemmehjælpere, som Politiken sagde for nogle uger siden i en irettesættelse til ’elitefeministerne’.

Jovist, det skal vi også. Men lad mig lige citere Protocols ildsjæl og direktør, Christel Skousen Thrane som i sin indledning netop forsøger at tale til dem, der sukker: »Hvorfor er det så vigtigt …. Hos os er hele vækstlaget kvinder — om få år vil der være mændene, der er i undertal!« For uanset hvad, så forbliver tallene de samme nu på 15. år Der er kun 6,5 procent kvinder i de danske topledelser.

Diskussionen om, hvorfor har det med at sande til i skyttegravene (’kvinderne vil ikke’ vs. ’de onde mandenetværk vil ikke have os med’).

Her er det skønne ved Protocols rapport bl.a., at den går uden om at tildele skyld, men forsøger at finde frem til mønstre og hvordan man kan gå op imod dem. Snubletråde på direktionsgangen ser på arbejdspladskultur, dagligdag, kompetence, tabuer, synlighed og altså sex. Og stiller spilleregler op for det hele.

Rapporten siger også, at Protocols medlemsvirksomheder som IBM Danmark, Grundfos, Tryg, Danske Bank, Novo Nordisk og ISS ønsker sig mere mangfoldighed og balance på køn i toppen.

Det, der driver dem, er med Grundfos’ koncernchef Carsten Bjergs ord ikke et specifikt hensyn til kvinder, men »at skaffe de bedste betingelser for at lave resultater her på Grundfos, og så nytter det ikke noget, hvis man i realiteten kun skeler til den ene halvdel af talentpuljen i forhold til at drive ledelse.«

Eller som Peter Straarup, ordførende direktør, Danske Bank siger det:

»Kvinder er fuldt ud lige så kompetente som mænd, så du udvider den pool, du har at vælge fra, ved at få flere kvinder i ledelse … Når vi sidder og diskuterer, hvad kunderne gerne vil have af nye produkter, er det langt fra sikkert, at vi 6-7 mænd mellem 40 og 60 år er bedst til at beslutte det. Det kunne være rart med nogle kvindelige input og nogle yngre…«

Hørt! Skønt at få lov til at rose toppen af dansk erhvervsliv i Information. Det gør vi alt for sjældent. Nu vil vi gerne se udnævnelserne følge trop.

Denne artikel er anbefalet af: