Mænd, der er feminister

Antropologen Maurice Godelier opdagede tidligt i sit liv — for godt halvtreds år siden — hvor vigtig kønsmarkeringen i et samfund er. Hos baruyaserne på Ny Guinea var han øjenvidne til, hvor håndfast mænds magt blev konstrueret. Drenge blev som niårige taget fra deres mødre og slået til blods på vej over til ti års liv hos mænd. Manddommen sikredes ved, at de indtog sperm fra unge mænd, der aldrig havde været sammen med kvinder. Den ubesmittede sæd sikrede den styrke, der skulle til — for at hamle op med kvinder. Der var ikke noget valg, det var drik eller dø.

Det var også på Ny Guinea, at Godelier oplevede et af de to eller tre samfund i verden, hvor det kan siges, at kvinder har magten. Hos nagavosierne tilhører børnene kun kvindesiden i familien, de er også de jordbesiddende, og det er også kvinder, der styrer landsbyen. Men selv her er krig og udenrigshandel mænds domæne.

Det er et par af de historier, der kan læses i filosof og journalist Laure Adlers brogede værk Manifeste féministe. Men har de noget som helst med vore såkaldt civiliserede samfund at gøre? I al fald dukkede de op i tankerne, da jeg efter at have læst dem i flyveren, landede i Danmark og på tv betragtede syv jakkeklædte mænd diskutere udenrigspolitik med en oplagt Clement Kjersgard. De havde næppe drukket sæd fra yngre, uskyldige mænd, men hvorfor var der så alligevel — og som den største selvfølge i verden — kun mænd med i debatten?

Det er den type spørgsmål, der typisk stilles af feminister. Og næsten lige så sikkert som mænd sidder ved magten, har feminisme været identificeret med kvinder. Sådan har det ikke været i historien løb, forklarer Laure Adler i en udmærket indledning. Hun trækker tænkere som Condorcet, John Stuart Mill, Léon Blum og Balzac frem og fra nyere tid Pierre Bourdieu. Det er oplysende og interessant.

Langt mellem snapsene

Laure Adler blev kendt som Præsident Mitterrands rådgiver i kulturelle anliggender og var i en årrække direktør for radiokanalen France Culture. Men ikke mindst var hun med i kvindebevægelsens storhedstid i halvfjerdserne. Redaktørerne af bogserien Manifeste har bedt hende om at samle en række personligheder om begrebet ’feminisme’, og det har hun overraskende valgt at gøre ved at sætte fokus på mænd. Dels med den histories indledning, dels ved at lade en række nulevende feministiske mænd komme til orde.

Det er her, at Cordelier beretter om sit feltarbejde i Ny Guinea, og om hvor dybt indtryk, det gjorde på ham. Den mandlige dominans var så central, at den langt oversteg det klasseskel, han ellers havde troet, var fundamentalt.

Men ellers er der langt mellem snapsene i Laure Adlers bog, og det er dybt skuffende. Den tidligere franske premierminister Lionel Jospin lirer en kedsommelig kronologisk lektie af om den ellers spændende historie om, hvorledes han fik gennemført ved lov, at der bliver opstillet ligeså mange kvinder som mænd til valg i Frankrig. Modeskaberen Christian Lacroix leverer en række modetegninger, der ganske vist er androgyne, men ellers ikke har meget feministisk parfum over sig og heller ikke Maleren Claude Garache overbeviser med sin blodrøde kvinde på hug. Det bringer påmindelser om det, som så foragteligt blev kaldt menustrationskunst. Spændende er det til gengæld at læse »den intellektuelle« Pap Ndiaye’s tværlæsning af antiracismens og feminismens historie, men det bliver alt for kort, ligesom Jacques Dioufs beretning om »Kvinderne som Afrikas fremtid«. Og dejligt er det da at høre både sociologen Edgar Morin, diplomaten Stephane Hessel og såmænd også Jospin hævde, at »de elsker kvinder«. Men det er så moderligheden ved kvinden, der fokuseres på, hendes helt særlige evne til at elske.

Gået for stærkt

Så øv, der hoppede kæden af. En del af dem har travlt med af forklare at Judith Butler umuligt kan have ret i, at man selv vælger sit køn. Et par andre har bemærkninger til sagen om Dominique Strauss-Kahn, Valutafondens tidligere voldtægtssigtede direktør, som tegn på den stadigt herskende mandschauvinisme.

Og det er jo så sandt, som det er sagt. Men denne meget nylige reference siger så også noget om, at det er gået alt, alt for stærkt at samle disse maskuline feministiske udsagn sammen. Det samlede indtryk er en slags grundliggende ærefrygt for kvinden. Så stor, at man må drikke ubesmittet sæd for at få styrke nok? Den kunne det havde været interessant at bruge mere tid og flid til at grave i.