En mærket dag

Søndag den 27. er det ti år siden Venstres Anders Fogh Rasmussen efter valget den 20. november 2001 dannede sin første regering med de konservative som partner og med fast støtte i Dansk Folkeparti. I magt- og realpolitisk forstand var konstruktionen en succes og holdt til valget i september i år. De konservative mistede som bekendt ved den lejlighed broderparten af vælgerne, og VKO-flertallet var brudt.

VK-regeringen, eller rettere VKO eftersom Dansk Folkeparti var med i alle vigtige beslutninger og i høj grad havde Fogh Rasmussens bevågenhed på det værdipolitiske overdrev, indledte i 2001 en usædvanlig periode i dansk parlamentarisk historie. Danmark havde helt klart fået en regering der regerede, og en opposition der var magtesløs. En benhård blokpolitik var vilkårene. Lovene kom i byger varslet som kontrakter med danskerne i hver nytårstale fra Marienborg eller fra podiet på Venstres landsmøder, hvor førstemanden gik omkring i skjorteærmer og mikrofon og udlagde teksten. Samtlige finanslove kørte regeringen igennem med Dansk Folkeparti, der som modydelser fik værdipolitiske gevinster på fremmedlovgivningen og symbolske nationalromantiske projekter. Det hele foregik planlagt og kontant efter førstemandens drejebog. Få, om nogen i regeringskredsen kunne, ville eller turde give udtryk for afvigende holdninger. Det gled som smurt i amerikansk olie.

VK-regeringens og i særdeleshed støttepartiets holdning og retorik kostede Danmarks navn og rygte — ifølge det udenlandske pressekorps en kølig konstatering. Alt har sin pris. En af VK-regeringens mere bemærkelsesværdige bestræbelser var at søge befolkningen delt i dem der var for og dem der var imod. Med Fogh Rasmussens yndede udtryk skiltes fårene fra bukkene, mens det gik ufatteligt, skattestop og -lettelser var ufinansierede og dekonstruktionen af velfærdssamfundet tog fart.

De seneste års barske opvågnen har pillet Fogh ned af piedestalen. Som det fremgår af betingelserne i jernindustrien lagde VKO i den strenge mands regi sporene til den økonomiske nedtur. Likvideringen af en lang række civilisatoriske samfundsindretninger, sociale ordninger og den humane tradition i dansk retspolitik og fremmedlovgivning begynder nu så småt at møde bredere modstand.

Brød traditioner

Det er for tidligt at gøre regnebrættet for VKO 2001-2011 endeligt op. Historikere kommer til at bruge mange kræfter på at udforske periodens særegenhed. I sig selv tankevækkende at regeringens chef var Fogh Rasmussen, så markant anderledes i form og indhold end det gamle højskole- og borgmestervenstre, og som med åben pande brød traditionen for et samvirkende folke- styre. Den traditionelle rolle som hele landets statsminister, den de fleste i embedet søger at leve op til, var heller ikke just Fogh Rasmussens kop the. Rollen var ham fremmed, forurettelsen og den indre vrede for stor. Værd at bemærke er også den kreative bogføring og grove vildledning af Folketinget. Jens Otto Krag sagde i sin tid — og hentydede ikke til folks privatliv — at der ikke måtte kunne sættes en plet på en dansk minister — og tilføjede: allermindst på statsministeren.

For første gang siden 1901 indtog en så belastet politiker 100 år senere statsministerstolen, hvilket allerede anviste en ny praksis og en anden politisk moral end hidtil. Flertallet helligede midlerne, kan man sige. En ganske stor håndfuld ministre gik endog meget langt i bestræbelserne på at gennemtvinge regeringens ønsker og ideer. Landets finansminister administrerede som beskæftigelsesminister direkte ulovligt, og flere på hinanden følgende integrationsministre synes at have begået åbenbare konventionsbrud samt med tilsyneladende overlæg vildledt Folketinget. Mange kritisable forhold under VK er tidligere trukket frem. Nogle blev til skandaler som lækagesagen i Forsvarsministeriet, hvor ministeren fandt det klogest at fortrække; andre blev fejet ind under gulvtæppet, hvor et flertal bestemte at de lå trygt og godt. Senest har det vist sig at skatteministeren i den sidste VK-regering kan have haft noget for i Helle Thornings mands skattesag, hvilket har medført den kedelige situation at den nye skatteminister har beordret en undersøgelse af forholdene under forgængeren. Et usædvanligt og ganske farligt skridt som kan skabe uoverskuelig præcedens.

Huller i bunden

Sagt på en anden måde har VKO-regeringernes forvaltning ikke alene rokket båden, men også slået huller i bunden. Den demokratiske kultur er sart og beror i høj grad på aktørernes adfærd i et system af mere eller mindre stiltiende, mere eller mindre uskrevne aftaler. Der er noget man gør, og noget man ikke gør. Gør man alligevel det man ikke gør, kan det fremprovokere mod- foranstaltninger der yderligere undergraver kulturen og tilliden og i sidste ende svækker demokratiet. I den forstand er det tankevækkende at et borgerligt styre oven i købet med et sikkert flertal og med stærk betoning af de nationale værdier, herunder må man forestille sig de demokratiske organer og den demokratiske kultur, har været parat til at strække reglerne langt ud over deres naturlige elasticitet.

Den flertalsunderstregende forvaltning, hvor der ikke har været noget at komme efter, ganske enkelt fordi flertallet bestemte at det var der ikke, har mildt sagt ændret vilkårene i dansk politik. Tidligere var numre i den pågældende størrelsesorden den absolutte und- tagelse. At disse sager er svulmet ud over alle bredder og har efterladt ordet skandale som inflationsramt, skyldes bortset fra de borgerlige VK-regeringspolitikeres og DF’s egenartede moral også embedskorpsets udvikling. Værkets sikre stige fra ansættelse til forfremmelse og til pension var det gamle tjenestemands- systems indre mekanik, som ikke just indbød til den store dynamiske udfoldelse. Nu sker karrieren i ryk. Det er der mange gode grunde til; det gamle system blokerede som antydet ofte for talentet og begavelsen og belønnede lige så tit forsigtigheden og middelmålet. Spørgsmålet er imidlertid om karriere- embedsmandssystemet har fået den rette fernis, og om ikke den praksis der nu er knæsat snarere kommer til at minde om et politisk statssekretærsystem uden rigtigt at være det. Den stærke pressemedarbejder — og her skal man ikke se spøgelser ved højlys dag og tro at alting ligner en tv-serie — men den stærke spindoktor kan i givet fald komme til at fungere som konkurrent til de ledende embedsfolk og dermed presse disse over i politisk eller polemisk frem for faglig rådgivning. Hvis man kan skelne.

Vi skal videre

Er man tilbøjelig til det pessimistiske, kan man godt bekymre sig over at de sidste ti års adfærd i regeringskontorerne ikke rejser en mere højrøstet debat blandt politikerne selv. De ti år er som viftet bort, nu skal vi videre. Det gik ganske stærkt for den nye regering at aflyse behovet for en kommissionsundersøgelsesreform. Men om ikke andet kunne debatten om hvordan en sådan eventuelt skulle se ud i det mindste fremtvinge en registrering og definition af sager egnede til kommissionsundersøgelse. Materialet er som anført stort.

Nu drukner alle tilløb til en tilbundsgående diskussion om VKO’s adfærd og konsekvenserne for dansk folkestyre i Ole Sohns dumme fortid, hvis følger for det danske samfund jo er forholdsvis overskuelige.

Men den sag er ligesom nemmere at tage stilling til i land og folk.