Patriarken, København

Jeg står i et godt gammeldags dilemma. Min teenagedatter på 14 har fået en kæreste, der er fem år ældre en hende.

Min kone og jeg fik nyheden under morgenmaden, og da min datter henkastet tilføjede, at hun skal overnatte hos ham næste weekend, var jeg var ærligt talt ved at få kaffen i den gale hals. Jeg ved, jeg sikkert lyder forstokket, men min datter er slet, slet ikke klar til den slags. Hun er jo kun et barn. Og hun har kun kendt ham i en måned.

Min kone siger, jeg skal slappe af og lade fuglen flyve, og hun synes, at fyren virker både sød og rar. Selv om jeg altid har opfattet mig selv som relativt frigjort, har jeg nu mere lyst til at finde jagtgeværet frem — for jeg kan godt huske, hvordan jeg selv var som 19-årig.

Kan I ikke fortælle min kone, at en pige på 14 slet ikke er klar til at sove sammen med en voksen mand?

Svar I:

Livet er fuld af støvregn, finansfolk, løgnagtige ministre og liderlige unge mennesker. Spørgsmålet er, hvilke af fænomenerne du kan gøre ved, og hvilke du bare må acceptere og få det bedste ud af. Du kan naturligvis melde ham til politiet, da vi stadig har en latterlig lov om, at man først må pille, når man er 15, men kan blive smidt i fængsel, når man er otte (som du kan se, ignorerer jeg totalt, at vi har fået ny regering, da den gamle simpelthen var mere ond-sjov). Dog tror jeg, at det vil resultere i en lettere presset julestemning, hvis loverboy skal ruske i Vestre som martyr for deres utæmmede kærlighed. Og her tror jeg, selv en iPod 4S kæmper forgæves for lidt Gitte Henning-dedikation i din datters øjne.For folk på 14 har sex. Sådan er det jo bare. Nu vil jeg jo ikke køre de fattige børn i Afrika-finten på dig, men faktum er, at der i store dele af verden kommer børn ud af de aktiviteter. Her roder vi — medmindre vi er meget uheldige — højst med noget klamydia og et hjerte itu. Det første er der vaccine for. Det andet er en slags vaccine til livet.

Og hvor henkastet det end blev leveret, så skal du være glad for, at hun faktisk fortæller jer om det. Det betyder, at hun stoler på jer, hvilket igen må betyde, at I er søde og tolerante, eller at hun er naiv og nu bliver gevaldigt skuffet. Det er valget.

Anna von Sperling

Svar II:

Indimellem rabler det lidt for brevkasseredaktøren: »Det her skal du svare på! Du har haft piger i den alder. En kvinde og så dig: Skønheden og Udyret svarer i Brevkassen. Make my day, kom så!«

Jeg gætter på, at jeg er Udyret. Det er bare ikke så nemt: Jeg har altid gerne villet være sådan en streng patriark, der sender mine uskyldsrene døtre på kostskole i Schweiz, mens jeg renser byen for liderlige hankatte, bukke, og hvad der ellers lusker rundt med alt andet end reelle hensigter. Sådan en, der får pigernes drengevenner til at føle sig særligt udvalgte, blot fordi jeg ikke har slået dem ihjel endnu. Mit motto skulle være: I må gerne hade mig, når bare I frygter mig.

Det ville være sejt. Jeg dur bare ikke til det. Så lad mig prøve en anden vej rundt:

En af nabokonerne derhjemme driver et lille firma med mærkevarekondomer. For nogle år siden, da jeg var på Roskilde Festival for at passe på min dengang 14-årige datter, var Kondommutter sponsor på festivalen. Hver deltager fik udleveret et af hendes kondomer sammen med festivalarmbåndet. Fra min datter hørte jeg så, at det dog kun gjaldt dem på voksenbillet. Dem under 15 måtte klare sig uden, for kondom rimer ikke på børnebillet, mente billetkontrollørerne. Kondommutter blev vred, da hun hørte det. For som hun sagde, mens hun rundhåndet rettede op på det forsømte: Hvis de ser gamle nok ud, så er de det også.

Og mere præcist kan det næppe siges. Jeg tilføjer for egen regning, at det nok bliver din datter og hendes fyr, der kommer til at stå for vurderingen af, hvad ’ser gammel nok ud’ dækker over.

Jeg indrømmer, at aldersforskellen er betragtelig, men som du fremstiller sagen — din kones vurdering og jeres datters tillidsfuldhed medregnet — er der intet i dit brev, der godtgør, at hun er på vej ud i noget grænseoverskridende og skadeligt.

Som det fremgår, er det vist bare farmands grænser, der ikke indgår i de unge menneskers overvejelser. Det kan være brutalt nok, men det er en tabersag at prøve at stritte imod.

Jeg ved ret beset ikke så meget om, hvad min datter lavede på den festival. Men milde himmel, hvor havde hun det godt. Det er det vigtigste.

Det er det også for din datter. Så få en eller anden, der ikke er hendes far, til at huske hende på det der med kondomet.

Jon Jørgensen