Paradoksal borgerlig EU-skepsis vokser

Det var et godt borgerlig-liberalt projekt, at man oprettede EF for at styrke samhandlen og sikre freden. Men nu er EU gået for vidt. Sådan begrunder Morten Dahlin, formand for Venstres Ungdom, den voksende unionsmodstand blandt de unge borgerlige politikere.

»Det EF, der startede som et liberalt projekt, var nationalister og socialister imod. Når modstanden mod EU nu vokser blandt de blå, skyldes det en god borgerlig tankegang om, at det ikke er vores opgave at betale for andres utilstrækkelighed til at træffe beslutninger i rette tid,« siger han med henvisning til krisen i de sydeuropæiske lande.

Historieløse K

Ifølge VU, som nu anbefaler et nej til euroen, har EU udviklet sig til et projekt, der i al for høj grad vil styre medlemslandene.

»Man diskuterer seriøst, om nogle skal nikke ja og nej til en dansk finanslov, millioner af skatteborgernes penge går til at undersøge, om kildevand modvirker dehydrering, man vil koordinere socialpolitikken og drøfte, hvad hvert enkelt land skal mene om stort og småt. Og sågar overvejer man, om EU skal have hjemmel til at opkræve skatter,« siger Morten Dahlin.

Mens Konservativ Ungdom nu plæderer for, at Danmark melder sig helt ud af EU, vil VU ikke gå så vidt:

»KU er her noget, de ikke plejer at være, nemlig historieløse. EU har sørget for, at min generation aldrig kommer til at opleve krig på europæisk grund. Selv om jeg er imod den nye regering, går jeg stadig ind for folkestyret,« siger VU-formanden.

EU-forsker Rebecca Adler-Nissen fra Institut for Statskundskab, Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet, påpeger, at den liberale tænketank CEPOS længe har ytret sig kritik over for udviklingen af EU.

»Men der er et interessant paradoks i den borgerlige modstand, for på substansen burde de juble. Nu handler det jo om reformer og om at begrænse udgifterne til den offentlige sektor. Og øget privatisering og liberalisering bør i princippet glæde de blå partier. Men den borgerlige skepsis kan også hænge sammen med opfattelsen af, at Bruxelles blander sig for meget,« siger hun.

Også den EU-begejstring som opleves hos både Socialdemokraterne og SF er til en vis grad paradoksal, påpeger Rebecca Adler-Nissen, netop med henvisning til besparelserne på den offentlige sektor.

»Omvendt har borgerne fået flere rettigheder på blandt andet sundhedsområdet. Det er velfærdsrettigheder, som er populære hos S og længere ude på venstrefløjen,« siger hun og peger desuden på den miljøregulering, som begejstrer de røde og bekymrer de blå.

»Det er komplekst, for det handler både om, hvor man står på en højre-venstre-skala, og om man mener, at beslutningerne skal træffes på europæisk eller nationalt plan,« siger Rebecca Adler-Nissen.

Taberregion

På sidste weekends landsmøde hyldede Venstres formand Lars Løkke Rasmussen EU. Og det indgår også i hans nye sigtelinjer, at Danmark skal være fuldgyldigt medlem af EU »når muligheden er der«.

»Vi kan ikke melde os ud. Vi kan ikke blive en vindernation i en taberregion. Vi kan ikke lade eurolande i problemer sejle deres egen sø,« sagde Lars Løkke Rasmussen.

Men den linje står hans unge bagland altså ikke længere bag. Tværtimod nærmer de borgerlige sig den modstand, som Dansk Folkeparti og deres ungdomsorganisation længe har ytret. Alligevel mener VU-formanden, at modstanden ikke kan sammenlignes.

»Min modstand er en helt anden end DF’s. EU prøver at tvinge ting igennem, som DF i virkeligheden bakker op om, men som de bare vi gennemføre nationalt,« siger han.

Rohde: Jeg var naiv

Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU er ikke overraskende tilfreds med, at skepsissen breder sig — uanset bevæggrundene.

»Der er en voksende modstand hele vejen rundt, som ikke bare kan deles op i højre-venstre,« siger han og betoner, at Folkebevægelsens opgaver er at forhindre, at EU får mere magt og at trække mest mulig af den magt tilbage, som unionen har fået.

»Folk kan have forskellige bevæggrunde for deres modstand, men hvis vi skal have et nej igennem til folkeafstemningerne, er det afgørende, at modstanden er bredest mulig,« siger Søren Søndergaard.

Ganske anderledes ser Venstres medlem af EU-Parlamentet, Jens Rohde, på sagen. Han mener, at den voksende skepsis beror fortrinsvis på to misforståelser:

Den første er, at EU er ved at udvikle sig til et socialistisk projekt:

»Og det er helt sort at sige. Du kan ikke kalde traktaten hverken rød eller blå. Den er et sæt spilleregler. EU er en kampplads som andre politiske kamppladser, og hvis der går for mange røde forslag igennem, gør de liberale det bare ikke godt nok,« siger han.

Fejlopfattelse nummer to er ifølge Jens Rohde, at EU tilraner sig mere magt på bekostning af medlemslandene:

»Nej, for EU er først og fremmest nationalstaterne. Og kommissionen står langt mere svækket i forhold til medlemsstaterne i dag end førhen. Når man fremsætter forslag som de borgerlige er i mod — f.eks. en Tobinskat (skat på internationale valutatransaktioner, red.) — er det fordi, medlemsstaterne fremsætter de forslag,« siger han med henvisning til pres fra både Tysklands Angela Merkel og Frankrigs Nicolas Sarkozy.

Men Jens Rohde erkender også, at de borgerlige politikere har forsømt at italesætte nødvendigheden af et integreret fællesskab.

»Jeg troede, at vi var ude over diskussionen for eller imod, men jeg må konstatere, at jeg var naiv. Vi ser tværtimod en stor diskussion, som er skarpere end i mange år.«