Det er en styrket Birgitte Nyborg, vi forlader ved afslutningen af 20. afsnit af Borgen: Danmarks første kvindelige statsminister har tre år inde i sin regeringsperiode lige udskrevet valg og taget oppositionen på sengen. Hun har fået vedtaget sin store reformpakke på miljø- og sundhedsområdet. Hun har taget et mindre opgør med sin eksmand, som hun nok svigtede, da hun blev statsminister, men som også svigtede hende. Og endelig har hendes angstramte teenagedatter fået det bedre efter en behandlingsproces, der sendte statsministeren ud i et voldsomt politisk stormvejr.

Med andre ord har Birgitte Nyborg langt om længe taget sig sammen og samlet sig selv og sin politik op fra det gulv, hvor hun er blevet tværet rundt på det meste af både første og anden sæson af Borgen. Resultatet er ikke blot en stærk og mere selvsikker statsminister, men også et mere sympatisk menneske – og så forlader vi hende.

Ærgerligt, synes jeg, og i virkeligheden en af Borgens store svagheder; at man ikke for alvor har kunnet mønstre interesse og sympati for den person i serien, som det meste af handlingen drejer sig om.

Usikker og uselvstændig

Hvis pointen med Borgen har været at understrege, at magt korrumperer, og at det første, der ryger, når man når til tops, er idealerne, ja, så har bagmand Adam Price og hans hold af manuskriptforfattere og instruktører bestemt fået sat en tyk streg under den.

Det mest bemærkelsesværdige ved Birgitte Nyborg som fiktionskarakter er, hvor svag hun har været og let at påvirke. Der skulle ikke meget mere end en samtale med de liberales formand til, før hun ændrede miljøpolitik af hensyn til landets store virksomheder, ligesom hun efter mødet med faren til en soldat, der blev slået ihjel i Afghanistan, ændrede holdning til Danmarks militære engagement i landet.

Og det var først, da hun i et af anden sæsons sidste afsnit taler med sin datters kvindelige psykolog, at Birgitte Nyborg for alvor forstod, at hun ikke var den eneste grund til, at det gik galt mellem hende og eksmanden, Philip (Mikael Birkkjær).

Privatliv og politik

Har en anden af Borgens pointer været at vise, at det ikke kan lade sig gøre som kvinde at kombinere en karriere med et velfungerende privatliv, ja, så har Adam Price og Co. også slået den fast med syvtommersøm. Vil man gerne være statsminister, koster det på hjemmefronten, og man kunne godt have ønsket sig, at serien havde forsøgt sig med en knap så klichéfyldt udgang på den debat.

Næsten lige så skrækkeligt er spindoktor Juuls forhold til TV1-journalisten Katrine Fønsmark (Birgitte Hjort Sørensen) og hans kamp for at lægge en barndom bag sig, hvor han blev seksuelt misbrugt af sin far og dennes venner. Åbenbart er det derfor, at Kasper Juul ofte opfører sig som et svin.

Men hvorfor kan de dramatiske odds kun højnes med skilsmisser, utroskab, seksuelle eskapader, pædofili, journalistalkoholisme og teenagedepression? Det er fantasiforladt og alt for nemt, og man får indtrykket af, at Adam Price ikke mener, at det er spændende nok i sig selv at følge dansk politik tæt på, hvorfor han har skelet til sæbeoperaens billige virkemidler.

Men jeg hører selvfølgelig også til dem, der synes, at der har været alt for meget privatliv og for lidt politik i Borgen. Det er blevet bedre i anden sæson, og jeg var så glad, da Birgitte Nyborg og hendes eksmand valgte at lade datteren blive behandlet på et privathospital i stedet for at vente næsten et år på en offentlig behandlingsplads, samtidig med at statsministeren politisk argumenterede for et stærkere og bedre offentligt sundhedsvæsen.

Endelig spejlede hendes privatliv og hendes politik sig i hinanden i stedet for at befinde sig i to næsten totalt adskilte bokse, som kun sjældent i serien er kommet i direkte berøring med hinanden.

Ingen ambitioner

Når man befinder sig i magtens centrum, på Christiansborg, hvor mange beslutninger om vores liv og hverdag træffes, er der rig mulighed for netop at diskutere komplekse moralske og etiske spørgsmål ud fra det enkelte menneske, den enkelte politiker uden at det behøver blive privat og ligegyldigt. Det synes dog ikke at være en mulighed, Adam Price og de øvrige manuskriptforfattere har været interesseret i at gribe. Er DR bange for at kede seerne eller udfordre dem for meget ved at lade Borgen handle om noget, der betyder noget for os alle sammen? Eller synes man rent faktisk, at det er så meget mere interessant at skildre det usunde – og kulørt beskrevne – forhold mellem politikere og presse og tabloidavisernes heksejagt på de stakkels politikere?

Åbenbart, og DR bliver bekræftet i, at man har taget det rigtige valg, fordi små to millioner mennesker ser Borgen hver uge.

Men skyldes det rent faktisk, at serien er det bedste, seerne kan få, eller at DR efterhånden har opdraget os til, at det danske samfunds sammenhængskraft kun kan findes og udtrykkes i letforståelige og ofte ganske banale hovedsætninger og konflikter og personer hver søndag aften kl. 20?

Jeg hælder til det sidste, for selv om jeg da også godt kan slå hjernen fra og føle mig underholdt af Borgen – velspillet og håndværksmæssigt fermt skruet sammen, som den er – begræder jeg det faktum, at fiktions-ambitionerne fra public service-giganten i Ørestaden ikke er højere.

Borgen af Adam Price. 20 afsnit sendt på DR1 søndage kl. 20.