Opslag til denne artikel

Emneord:familieliv, individualisering, parforhold, skilsmisse
Personer:Maria Sveland
Steder:Danmark

Far, mor og børn er en umoderne men urokkelig kliché. Vi skal gøre op med familien som et helligt ideal i et samfund, der har ophøjet den traditionelle kernefamilie til den eneste sandhed. Der findes mange andre familieformer, som ikke er bundet af biologi, der er meget bedre for børn at vokse op i. For hvorfor har venskabelig kærlighed ikke samme status som den romantiske, seksuelle relation, spurgte den svenske forfatter og debattør, Maria Sveland, torsdag aften til et arrangement i Den Sorte Diamant.

Under overskriften ’Er familien et helligt ideal?’ havde politisk kommentator Lotte Hansen inviteret til samtale med familieidealer som omdrejningspunkt.

Maria Sveland, der for alvor kom i vælten 2008 med den kontroversielle bog Bitterfissen, var sat over for Finn Korsaa, psykolog og parterapeut, der har udgivelserne Parforhold og børneopdragelse (2001) og Naturens muntre søn (2007) bag sig.

»Noget tyder på, at der er et problem i den måde, vi organiserer familien på. Måske kan vi i virkeligheden meget bedre samarbejde om børnene med nogle nære venner end med vores partner. Jeg ville ønske, at vi kunne udvide familiebegrebet, så det rækker ud over det traditionelle far, mor og børn. Derfor skal vi tale om stjernefamilien frem for kernefamilien. Moderne familierelationer har ikke nødvendigvis med biologi at gøre,« sagde Maria Sveland, der er aktuel med bogen Happy happy — en bok om skilsmässor, hvor 10 svenske feminister fortæller om den glæde og frihedsfølelse, der midt i sorgen og smerten også kan komme ud af en skilsmisse.

Bundet af biologi

Finn Korsaa er fortaler for, at vi ikke bryder op med de familietraditioner, vi har organiseret os under i 50.000 år. For hvorfor røre ved noget, der virker? Han ser den stigende grad af individualisering som den største trussel mod kernefamilien, og han deler parforholdsformer op i tre forskellige kategorier:

Der er ’individualisterne’, der gør, hvad de selv har lyst til, hvor familien fungerer som en slags backing group. Så er der ’lighedsfamilierne’, der kæmper mod hinanden om det bedste stykke slik og går op i, hvis støvsugeuge det er. Endelig er der ’slægtsfamilien’, hvor familien er rammen er hovedpersonen, som mor og far indordner sig under. Her har manden én klar rolle, og kvinden udfylder en anden. Det er netop denne familieform, der er tilstræbelsesværdig, ifølge Finn Korsaa:

»Når denne familietype lykkes, så har børnene har det godt. Mor og far spiller en overordentligt stor rolle i familiebilledet, og de kan hverken erstattes af pædagoger, lærere, venner eller naboer. Vi er ikke bare sociale individer, vi er bundet af biologi og kan ikke bare sådan gøre os fri af disse relationer.«

Maria Sveland fortæller til de cirka 60 fremmødte om sine erfaringer med, hvor ualmindeligt mange reaktioner det afføder, når man sætter spørgsmålstegn ved det traditionelle familiebegreb. Især når man — som hun — har problematiseret kernefamilien. Så skaber det et ramaskrig, for det er blevet tabu at røre ved kernefamilien.

»Jeg synes nødvendigvis ikke, at kernefamilien er et ideal. Derfor har vi brug for at italesætte og debattere nye familieformer, så de bliver mere socialt accepterede,« siger hun.

Infatilisering

Finn Korsaa ser infatilisering som en massiv samfundsudvikling, hvor man har svært ved at indordne sig under, at det er familien, der er paraplyen over det hele. Det bliver et problem, at vi bare kræver og kræver uden at tage ansvar for os selv og den familie, man stifter.

»Voksnes stigende lyst og trang til at gå på cafe og arbejde meget, bekymrer mig. Det betyder, at den kommende generations børn får det svært, fordi de ikke har mærket de voksnes tilstedeværelse i familien. Mange kommer først helt op i 40’erne og 50’erne, før de begynder at tage ansvar,« siger Finn Korsaa. Han mener, at kvindens ansvar er at påtage sig omsorgsrollen i familien, mens mandens betydningsfulde opgave er at sætte skel mellem mor og barn, så barnet kan begynde sin individualisering.

»Det er rart, at vores samfund er blevet mere rummeligt. Der skal være plads til os alle. Men den klassiske familieform er nu engang bedst for familien,« siger han.

Han ærgrer sig over, at vi siden 70’erne er blevet bombarderet med kritik af familien, og at det hele kulminerede med Thomas Vinterbergs film Festen (1998), som udstillede faren som et monster.

»Det er utrolige anstrengelser, man har gjort for at smadre familien — og alligevel består den,« siger han.

Maria Sveland sætter også spørgsmålstegn ved, hvad det er for en propaganda, vi lever under. Dog med omvendt fortegn. Hun mener, at reklamer, tv, bøger, film og medier i høj grad er med til at fastholde den traditionelle kernefamilie som ideal, og at det er en samfundsopgave på alle niveauer at blive ved med at italesætte og debattere nye familieformer, så de bliver mere socialt accepterede.

»At ændre familiebegrebet er en længere proces, der kræver politisk indblanding — men i ligeså høj grad hviler ansvaret på medierne, kulturlivet og ikke mindst på den enkelte borger.«

Fakta: Kernefamilien

En ny undersøgelse fra Epinion viser, at mænd i højere grad end kvinder ønsker at leve i en kernefamilie, og at de sætter idealet om kernefamilien højere end kvinderne.

I undersøgelsen har danskerne blandt andet svaret på, om kernefamilien er et ideal, de går ind for. Det svarer hele 81 pct. mændene ja til mod 69 pct. af kvinderne.

Samtidig svarer færre mænd (31 pct.) end kvinder (50 pct.) ja, når det gælder spørgsmålet, om det er lige så godt at leve alene (single eller fraskilt m. børn), som det er at leve i en kernefamilie. 

Flere mænd end kvinder, ser altså ud til at vægte de traditionelle familiemønstre højt.