Opslag til denne artikel

Emneord:demokratidebat, digitale medier
Steder:New York

NEW YORK — »Hvordan skal vi genopbygge Island efter finanskrisen — hvilke strategier skal regeringen anvende, og hvordan skal den nye forfatning se ud?«

De spørgsmål stillede den islandske regering islændingene, efter at landet reelt gik rabundus for tre år siden. Borgerne kunne kommunikere direkte med politikerne på en ’brainstorming-platform’, et digitalt diskussionsforum, hvor borgerne, ikke politikerne, havde initiativet.

Da den palæstinensiske premierminister, Salam Fayyad, skulle sammensætte sin regering blev spørgsmålet lagt ud på Facebook. Politikerne benyttede sig af crowdsourcing(at få inspiration til at løse en opgave ved at dele den med en åben gruppe mennesker via internettet).

I Det Hvide Hus har USA’s præsident Obama lige lanceret en åben digital platform, hvor han beder amerikanerne fortælle, hvad regeringens prioriteringer bør være i det kommende år.

Tre eksempler på en ny, digitalt drevet udvikling, der kan forandre verden og give os nye former for demokrati og politisk deltagelse. Som Beth Noveck, tidligere Deputy Chief Technology Officer og chef for Obamas White House Open Government Initiative, siger til Information, så går udviklingen »væk fra fortidens lukkede hierarki hen imod et mere åbent, kommunikerende samfund i fremtiden.«

Et helt nyt spil

Noveck uddyber, at verdens ledere er ved at indse, at »det at fortælle deres egen historie ikke er tilstrækkeligt. De er nødt til at engagere sig i en løbende dialog, hvor forskellige stemmer, der tidligere har kæmpet for at blive hørt, nu spiller en aktiv rolle, som ikke bare ændrer reglerne, men spillet selv.«

Information mødte Noveck ved Club de Madrids 10-års konference ’Digitale teknologier for demokrati i det 21. århundrede’ i New York.

Konferencen fokuserede på nye former for borgerdeltagelse; fra lokal konfliktmægling til sociale netværks betydning i samfundsforandringer som det arabiske forår over nye former for mobil teknologi til netværksbaseret journalistik. Der alt sammen har »demokratiseret informationsmængden, øget gennemsigtigheden og reduceret barrierer for enkeltpersoner til at fortælle deres historier«, som det hed i indkaldelsen til konferencen.

Men hvordan vil den nye teknologi påvirke de politiske institutioner? Vil demokratiet udvikle sig til en ny, digitalt inspireret model?

Flere af konferencedeltagerne påpeger faldgruber, som potentielt kan underminere det repræsentative demokrati. Canadas tidligere premierminister Kim Campbell siger til Information, at hun personligt finder det svært at afgøre, hvor repræsentative magtfulde grupper på internettet er:

»De, der ytrer sig mest og højest, bør ikke automatisk have forrang i et demokrati. Den minoritetsbeskyttelse, der ligger i princippet om repræsentation, kan ikke lige overføres til internettet. Ytringsfrihed består ikke kun i at beskytte de mennesker, vi kan lide, men også de mennesker, vi virkelig ikke kan lide,« siger hun, og fortsætter:

»Da jeg var justitsminister, baksede jeg med en lov, hvor Canadas oprindelige folk krævede deres eget retssystem. De brugte i høj grad de sociale medier som platform og fik megen opmærksomhed, men jeg mener, at det var min pligt som politiker at sige nej. Vi har brug for en straffelov, hvor de overordnede principper gælder for alle canadiere, og så skal der i loven naturligvis være rum og plads til en kulturel følsomhed og beskyttelse af mindretal.«

Blot et redskab

Clay Shirky — netguru, forfatter og professor i interaktiv kommunikation ved New York University’s afdeling for journalistik — er delvist enig med Campbell.

»Mange mennesker synes at tro, at hvis politikerne bare lyttede til borgerne, ville disse på en eller anden måde give svarene. Men det er ikke tilfældet. Snarere vil vi se en myriade af uenigheder og argumenter komme op til overfladen. Sociale medier er blot et værktøj.«

Han kommer også med et eksempel.

»Præsident Obama er i krig i Afghanistan, og USA står midt i den værste økonomiske depression i moderne tid. Men spørger du borgerne på hans nye interaktive webside, burde hans vigtigste prioritet være sikringen af medicinsk marihuana! Det er jo åbenlyst ikke den vigtigste problemstilling for USA lige nu, men der eksisterer en meget stærk interessegruppe, hvoraf nogle er en del af det demokratiske parti, der ønsker at skubbe sagen højere op på dagsordenen. Sociale medier kan bruges til at måle omfanget af den diskussion, men de kan ikke bruges til at beslutte noget i demokratiet som sådan.«

At lytte og mødes IRL

Susan Pointer er tidligere Europa-direktør for Amazon.com og arbejder nu i London som Googles direktør for Public Policy & Government Relations i henholdsvis Europa, Mellemøsten og Afrika.

Hun siger, at vi skal »være forsigtige med at være på udkig efter perfektion. Vi kan ikke skabe et perfekt demokratisk samfund via internettet. Vi kan åbne for deltagelse, men vi har langt igen. Lige nu opererer regeringerne fortsat meget med en top-down-model. Men en ’nedefra og op’ kan være lige så nyttig, og udfordringen er, hvordan man forbinder disse to modeller for politisk deltagelse.«

Pointer mener, at verdens regeringer burde tage sig mere tid til at lytte.

»Der er en tendens til, at de ikke ønsker at starte noget, hvis de ikke kan forudse udfaldet. Jeg synes, regeringerne skulle koncentrere sig om at bygge gode digitale rammer, så skal borgerne nok komme. Vi skal tale mindre om teknologi og mere om invitationer til dialog.«

Norges tidligere statsminister Kjell Magne Bondevik har en kommentar til Pointers synspunkt:

»Direkte demokrati via internettet kan helt sikkert bruges bedre i fremtiden, men folkehøringer er fortsat nyttige. Den bedste kontakt for en politiker er stadig ansigt til ansigt. Et kig i hinandens øjne, ikke ind i skærmen på din computer eller iPad eller smartphone. Det er mennesker, der har værdierne, drømmene og ideologierne, ikke maskiner,« siger han og tilføjer:

»Jeg vil også gerne advare om, at selve anonymiteten af en blog eller internettet kan føre til mere hadefuld tale, misbrug og chikane. Lad os huske at bruge den digitale teknologi som en god tjener, ikke som en dårlig herre.«

Dysfunktionelt system

Den sidste person, Information taler med på konferencen, er Ariana Huffington, stifter af verdens mest læste internetavis, Huffington Post. I dag er hun præsident og chefredaktør for mediegiganten AOL Huffington Post Media Group.

Hun siger: »Jeg ser et kæmpe hul, alt efter hvilken side af hegnet du befinder dig på, en dyb mistillid til regeringer og politikere over hele verden. Uanset om det er en socialistiske regering i Spanien eller en konservativ regering i Paris. Du kan simpelt hen mærke vreden fra folk på gaden. De nuværende politiske systemer er blevet dysfunktionelle. Se bare på præsident Obama. Han har stået foran smuldrende broer, lige siden han kom til magten. Nu vil han genvælges, men det bliver svært, han har ikke gjort noget for at ændre magten.«

Hun fortsætter:

»Ikke fordi alt er negativt. På positiv-siden tror jeg virkelig på, at de digitale teknologier giver mennesker helt nye muligheder for at organisere sig lokalt. Vi ser det regionalt i Kina. Vi så det i Iran, hvor styret følte sig presset til at lukke helt ned for internettet og invitere nogle få udvalgte journalister til området.«

Ariana Huffington ser muligheder for den såkaldte borgerjournalistik, som er en af de oplagte muligheder for at imødegå den tillidskrise, hun taler om:

»Vi har 25 millioner arbejdsløse eller underbeskæftigede i dette land. Vi har svært ved rigtigt at rumme det. Hvad betyder det egentlig? Borgerjournalistik giver os flere data, flere visninger, mere viden end før, hvor vi bare lige sendte et par journalister ud. Nu får vi ansigter på. Det er muligt, at selvudfoldelse er den nye underholdning, men det er bedre for demokratiet end mennesker, der blot sidder passivt og ser tv.«

Hun tilføjer:

»Vi taler om dialog. Men hvordan kan man sikre, at den digitale samtale ikke blot er en enorm mængde af mennesker, der skriger til hinanden? Drevet af klik og infotainment? Vi ser fortsat en masse politikere handle, som om de har løsningen, længe før diskussionen overhovedet er begyndt. Vi må kræve, at mennesker med magt bruger deres indflydelse på at ændre dette.«

Fakta: Konferencen

Konferencen ’Digitale teknologier for demokrati i det 21. århundrede’ blev afholdt i New York som Club de Madrids 10-års konference.

Club de Madrid er en non-profit-ngo bestående af 81 tidligere demokratisk valgte præsidenter og premierministre fra 57 lande. Klubben har Aung San Suu Kyi som æresmedlem og har uddelt sin særlige demokratipris to gange, første gang til præsident Nelson Mandela og i år til tidligere præsident Bill Clinton.

Denne artikel er anbefalet af: