Moden skifter. Og farverne. Som forsiden på gårsdagens Information kunne fortælle: »EU-modstanden har skiftet farve.«
For 40 år siden var det højrefløjen, der løftede Storbritannien og Danmark ind i det europæiske fællesskab. Den konservative britiske premierminister Edward Heath nedkæmpede modstanden fra fagbevægelsernes Labour-parti og gav sin signatur på Rom-traktaten. I Danmark måtte den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag knytte sit livsprojekt — dansk medlemskab af det europæiske fælles marked — til bred opbakning fra de borgerlige partier. Krags eget partis venstrefløj, heriblandt Ritt Bjerregaard og Svend Auken, var imod at give sig ind under ‘kapitalens overherredømme’. SF og Venstresocialisterne svor og svovlede. Selv de radikales venstrefløj havde kvababbelser. R-partileder Hilmar Baunsgaards uforbeholdne europæiske linje sled ham ned.
Snedige Labour-leder Harold Wilson slap ud af den europæiske klemme ved i 1974 at gå til valg på en folkeafstemning om fortsat britisk medlem-skab.
Wilson vandt parlamentsvalget, og selv om Wilsons kabinet var splittet 16-7 i Europas favør, lykkedes det Wilson at få hele 67 procent af deltagerne i den efterfølgende folkeafstemning til at stemme ja til at blive i Europa. I dag er den britiske situation den, at juniorregeringspartiet Liberal-Demokraterne er EU venligt sindet, Labour er tøvende, den ene halvdel af de konservative er stærkt skeptisk, og den anden halvdel af de konservative er vildt imod.
Herhjemme gjorde Marianne Jelved som partileder de radikale til et entydigt pro-europæisk parti. Socialdemokraternes venstrefløj er svinget over til noget, der ligner begejstring. »Er man til forpligtende internationalt samarbejde, er EU det eneste cirkus i byen,« erklærede Svend Auken. Efterhånden har SF sneget sig så meget over på EU-siden, at partiet problemfrit deltager i en EU-positiv regering.
Til gengæld er højrefløjen drattet af. I deres tid som folketingsmedlemmer for Fremskridtspartiet var de nuværende ledere af Dansk Folkeparti uengageret pro-EU. I dag har de fået engagementet — som et led i en kampagne mod alt, hvad der er ’fremmed’.
De Konservative er — splittede som vanligt — på vej over i et EU-skeptisk-kritisk standpunkt. Deres ungdoms- afdeling, KU, vil ligefrem have Danmark meldt ud. Og Venstres ungdom vil ikke — længere — have Danmark ind i euroen.
I gårsdagens avis erklærer VU-formand Morten Dahlin: »Det er ikke vores opgave at betale for andres utilstrækkelighed til at træffe beslutninger i rette tid.«
Dermed sigter Morten Dahlin til krisen i Europas sydafsnit.
Når fløjene deler sig om EU, afspejler det en uenighed om, hvad Europa er fælles om, og hvad fællesskabet indebærer. Det handler også om utrygheden ved globaliseringen. Nogle ser EU som globaliseringens forlængede arm. Andre ser EU som værnet mod globaliseringens hærgen.
Vi rejser glade og gerne i Europa. DF’s Pia Kjærsgaard har offentligt fortalt, hvor rart hun har det i sit feriehus på en lille græsk ø. Vi er også glade for at kunne handle med Europa. Det er faktisk forudsætningen den danske velfærdsstat. Det er denne sammenhæng, der var Jens Otto Krags ledemotiv i europapolitikken. Vi er bundet til Europa — og ikke bare på landstrækningen fra Flensborg Fjord til marskens Margrethe Kog.
Den britiske højrefløj har en drøm om at kunne kappe de snærende bånd til kontinentet og stævne ud på verdenshavene til nye imperie-eventyr. En sådan illusion er det vanskeligere at nære i Danmark — selv om nogle hjemlige alligevel lyder som ofre for den.
Besværligere bliver EU-diskussionen af, at den både føres om, hvilken politik der er den rigtige inden for EU’s givne rammer — og om disse rammer bør laves om. EU-modstandere griber med jubel enhver ændring af traktaten til at forlange folkeafstemning — for at jorde EU.
Derfor er det ulykkeligt, at Frankrig og Tyskland nu synes at låse sig på en traktatændring som løsning af den økonomiske krise. En ændret ordlyd skal bane vej for hårdere styring af euro-landenes finanser samt — måske — for fællesgaranterede statsobligationer.
Det er svært at se, hvordan alle 27 medlemslande skulle nå til at ratificere traktatændringer nu. Heller ikke i kredsen af euro-lande er tilslutning nogen given sag. Tværtimod. Det var kernelandene Frankrig og Holland, der i 2005 nedstemte den europæiske ’forfatningstraktat’.
Den bundne opgave for EU’s ledere er snarere: Find løsninger inden for den gældende traktat. Den traktat kan fortolkes, den kan udvikles, men dens ordlyd står ikke til at ændre — nu. Jævnsides med snildheden inden for traktaten må gå modet til at sige det, som det er: Vores skæbne er fælles, vi er nødt til at være solidariske. Det er til alles fordel.
Det budskab kan være ilde hørt på den ydre højrefløj, men burde varmt udbredes af centrum-venstre.
Kommentarer
Der kan være noget om det, David Rehling siger,
men det er fordi, vestreføjen har bevæget sig mod høje, og højrefløjen er blever forskrækket over, at de økonomiske fordele ved unionen er blevet til et mareridt.
Det hører ned til historien, at drivkraften bag
Storbritanniens og Danmarks interesse for EF-medlemsskab i 1972 var markedet, og kun markedet - særligt landbrugsvarernes frie marked. Det var Venstre i Danmark og de konservative i London der ønskede optagelse. En optagelse de havde søgt om i 10 år, men de Gaulle nedlagde veto. Han mente, briterne var for tæt knyttet til USA.
Da Storbritannien kom med, var det en konservativ regering der skrev under uden folkeafstemning. Efter oliekrisen kom Labour til magten, men i det parti var meningerne ligeså delte, som i det danske S. For at vinde over sine egne partimedlemmer satte Wilsom det allerede opnåede EF- medlemsskab til folkeafstemning. Et nej ville altså have sendt Storbritannien ud igen efter kun 2 års medlemsskab. Under hensyn til krisen og den dårlige økonomi stemte befolkning klart ja, og Wilson fik lukke munden på sine interne rebeller. Siden har Storbritannien ikke haft en eneste folkeafstemning om EU.
I dag er de danske og britiske socialdemokrater gledet langt mod højre, er blevet systembevarende og “borgerlige”, stærke og trofaste EU-tilhængere, mens de borgerlige kan se forretningen EU gå så dårligt, at de får “escape” - fornemmelser.
SF har gjort sig så stuerene og regeringsduelighed, at de har smidt arvegodset ud med badevandet, og Enhedslisten er endnu ikke kommet sig over den mageløse situation de er kommet i, og de vil næppe presse S-SF-R regeringen på EU spørgsmålet.
Så, egentlig er det ikke venstreføjen, der “står på”, som Rehling siger, det er venstrefløjen, der er stået af sig selv, og er hoppet ind i en borgerlig vogn, mens højrefløjen er begyndt at se lidt mere klart, hvilket giver kolde fødder.