Iraks forsøg med demokrati lukker ned

400 konvojer med op til 50 lastbiler i hver. Så meget amerikansk militært materiel forlader i øjeblikket Irak — om ugen. Siden præsident Obama i en tale 21. oktober slog fast, at han vil holde sit valgløfte og trække resten af de amerikanske soldater hjem fra Irak inden årets udgang, har der været travlt med at pakke militært udstyr ned på USA’s 15 resterende baser i landet.

Større billede

Det Irak, der efterlades efter godt otte et halvt års fremmed kontrol, er et land, der på ingen måder lever op til de ambitioner, vestens magter i sin tid havde, da de gik i krig. På papiret gør USA’s endelige troppetilbagetrækning ikke den store forskel for Iraks stabilitet. De amerikanske soldater har længe levet et tilbagetrukket liv, hvor stort set alle sikkerhedsfunktioner har været overladt til irakerne selv, og de fremmede soldater har været svære at få øje på.

Men USA’s exit efterlader et magttomrum til et politisk system, der efter eksperters vurdering ikke er modent til ansvaret.

»Irak er politisk ved at lukke ned — ikke ved at åbne op. Den parlamentariske proces er brudt sammen i ekstrem grad, og derfor er chancen for, at der kommer en autokrat, høj. Irak er så fragmenteret, at man på nationalt niveau ikke kan tale om en meningsfuld politisk proces,« siger politologen og Irak-eksperten Michael Knights, der er forsker ved Washington Institute for Near East Policy med flere bøger om Irak på cv’et og jævnlige ophold i landet bag sig.

Uden regering

Det politiske sammenbrud skyldes i høj grad interne irakiske dynamikker, der blandt andet betød, at Irak officielt var uden regering i ni måneder indtil årsskiftet, da den afgående premierminister Nouri al-Maliki mod forventning vandt endnu en periode. Det amerikanske exit åbner imidlertid for et magtspil, som deres tilstedeværelse indtil nu har lagt låg på.

»I store dele af Irak vil der ikke være nogen synlig effekt af tilbagetrækningen. Men over hele Irak vil der være en mere usynlig effekt i og med, at irakerne nu ved, at de er helt på egen hånd. Det betyder, at de er overladt til irakisk partipolitik og etnisk-sekteriske spændinger, og at der efterlades et åbent rum til militante grupper,« siger Michael Knights.

Skønt volden er faldet kraftigt siden højdepunktet i 2007, fortsætter bomber og mord med at ligge på et stabilt højt niveau og skabe frygt for fremtiden.

»Den stivnede politiske situation er den største forhindring for, at de irakiske sikkerhedsstyrker kan stoppe terroren. Undersøgelser bliver ganske enkelt stoppet, fordi bagmændene har politiske forbindelser,« siger Michael Knights, der ser grupper som Moqtada al-Sadrs vinde frem sammen med sunnioprørere, »der grundlæggende ser Malikis regering som en iranskstøttet shia-regering« ved det amerikanske exit.

Kupforsøg

Frygten for en yderligere politisk afsporing er blevet kraftigt forstærket af de over 600 arrestationer, Malikis sikkerhedsstyrker har foretaget i oktober, og som har skabt uro hos særligt Iraks sunni-befolkning. Maliki fik i begyndelsen af oktober besøg af lederen af det libyske overgangsråd, Mahmoud Jibril, som informerede ham om et kupforsøg, der var under forberedelse af topfolk inden for militæret og tidligere Baath-folk. Oplysningerne førte til en lang række arrestationer i først og fremmest sikkerhedsapparatet, og mens Maliki har understreget, at mange af arrestationerne er foretaget i det shiitiske Sydirak, har de alligevel ført til vrede og krav om øget autonomi fra to af Iraks sunnidominerede provinser, Anbar og Nineveh, mens andre har beskyldt Maliki for at benytte lejligheden til at skaffe sig af med politiske og sikkerhedsmæssige konkurrenter forud for amerikanernes exit.

Alligevel er de etniske skillelinjer ikke så skarpt trukkede som op til den reelle borgerkrig i midten af det sidste årti. Siden dengang er skillelinjerne mellem Iraks sekteriske grupper blevet mere grumsede. Det sekteriske kort er noget, alle grupper er forsigtige med at spille ud, mens det stadig kører under overfladen.

»Maliki vil have sunni-provinserne til at tie stille, specielt når amerikanerne forsvinder og koncentrerer sikkerhedskontrollen i sine egne hænder, men jeg ved ikke, om stridighederne har så sekterisk karakter — grupperne er også splittede internt, og Maliki har også sunni-allierede på sin side,« siger Irak-eksperten Joost Hiltermann fra International Crisis Group.

Malikis kontrol er heller ikke blevet svækket af, at et råd, der kritisk skulle screene Malikis nationale sikkerhedstiltag med demokratisk bagtanke, aldrig er blevet skabt — på trods af at det var en betingelse for støtten til den nye regering fra Malikis hovedrival, Iyad Allawi, der skulle have været en del af rådet. Demokratisk vækker to højesteretskendelser tidligere i år også stor bekymring. Den ene fastslog, at det kun er Malikis regering og ikke parlamentet, der kan fremsætte lovforslag, mens den anden giver Maliki direkte kontrol over Centralbanken, valgkomité og Iraks anti-korruptions vagthund. Samtidig har Maliki gennem længere tid tiltaget sig kontrol over sikkerhedsstyrkerne — han er fungerende minister for alle sikkerhedsresorterne, som ikke er blevet besat efter den nye regerings tiltrædelse; forsvars-, indenrigs- og national sikkerhedsminister, og han har givet egne tidligere militsfolk øgede beføjelser.

Michael Knights mener derfor heller ikke, at et kup er sandsynligt, fordi de resterende sikkerhedsstyrker ganske enkelt ikke har nok autonomi til at plotte imod regeringen.

»Der er ikke nogen samlet identitet i sikkerhedsstyrkerne, fra hvilken et kup kunne opstå,« siger Michael Knights, der snarere ser arrestationerne som et forsøg på at koncentrere magten. »Arrestationerne har måske rykket udrensningerne frem, men de har været undervejs i lang tid. Spørgsmålet er, om Maliki hurtigt efter USA’s exit vil slå sin autoritet fast på karakteristisk irakisk facon. Massearrestationerne af civile og udrensningerne af officerer viser, at Maliki forbereder sig på at tage kontrol og eliminere enhver trussel mod sit eget styre.«

Stat, der ikke duer

Mens det Arabiske Forår har gået sin gang henover Mellemøsten og Nordafrika, har det i Irak ikke for alvor rokket ved Malikis regering. Trods talrige demonstrationer er aktivisters forsøg på at skabe forandringer blevet kvalt, som Information blandt kunne berette med fortællingen om mordet på aktivisten og journalisten Hadi al-Mahdi for nylig.

Aktivisterne har ellers rigeligt med skyts mod et styre, der nok har formået at undgå en decideret opblusning af borgerkrigen, men stadig kæmper med bomber, korruption og udbredt elendighed.

»Det politiske system fungerer ikke. Parlamentet lovgiver ikke, og de mest basale funktioner staten skal udføre, udfører den ikke. I Bagdad og stort set hele Irak er elektricitetssituationen helt forfærdelig, gas distribueres ikke og så og så videre. Det er et dybt, dybt dysfunktionelt system,« siger Joost Hiltermann, der deler de irakiske protester op i to kategorier: Protester mod regeringen i Bagdad og protester mod det kurdiske styre i Sulaymaniyah. Men han peger også på to problemer hos demonstranterne.

»I Kurdistan er de oppe mod et styre, som grundlæggende er et diktatur og meget svært at rokke ved. I Bagdad er der demonstrationer hver uge, men deres problem er, at det er en regering, som er blevet valgt ved en grundlæggende demokratisk afstemning. Derfor mangler de et mål,« siger analytikeren, der er mere optimistisk omkring de umiddelbare sikkerhedsudsigter, men på sigt godt kan forestille sig en væbnet konflikt. Ikke mindst mellem Bagdad og det kurdiske Nordirak, hvor en betændt uenighed om grænsedragningen stadig er uløst — en strid som de fleste eksperter vurderer som Iraks mest sprængfarlige emne.

Henover sommeren har der været flere sammenstød mellem irakiske og kurdiske styrker med dødeligt udfald, og de kurdiske peshmergastyrker rykkede tidligere på året ind i Kirkuk i en aktion, der af mange blev set som en slags besættelse. Her er der imidlertid også mulighed for et fait accompli, som set udefra ikke er just rosenrødt.

»Jeg tror, en aftale er undervejs, men ikke en, der kan lægges offentligt frem. Aftalen vil indebære, at spørgsmål om oliekontrakter og grænsespørgsmål gradvist vil blive hugget væk, og at Maliki og den kurdiske selvstyrepræsident Masoud Barzani enes om at blande sig uden om hinandens forhold og støtte hinandens autokratiske styrer,« siger Michael Knights.