Opslag til denne artikel

Emneord:Christiansborg, velfærdsstat

»Vi har en forpligtelse over for hinanden, før vi benytter staten.«

Sådan lød det fra Liberal Alliances Joachim B. Olsen, som i fattigdomsdebatten med SF’s Özlem Cekic opfordrer til, at vi spørger familie og venner om hjælp, før vi henvender os til staten. I 2007 fik daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) læsterlige verbale tæsk, da han med en opfordring til at male på mors plejehjem forsøgte at rejse debatten om det personlige ansvar i velfærdsstaten. Ministeren beklagede, at debatten kom skævt fra start, men det gør den langtfra irrelevant.

Jævnligt hører vi historier om, hvordan forældre må gå til hånde i daginstitutioner, og om, hvordan skoler efterlyser, at mor og far påtager sig et ansvar for børnenes læring — og hvorfor så betale skat?

Men behovet for, at vi tager et personligt ansvar og ikke overlader alt til staten, presser sig på.

Vi er ikke pæne

Vi er simpelthen nødt til at lære at styre os, siger professor ved Center for Velfærdsforskning på Syddansk Universitet Jørn Henrik Petersen, som har forsket i velfærdsstatens grundlag og historie.

»Fra sin spæde begyndelse har velfærdsstaten haft lidt af en iboende spænding. På den ene side forventes vi at tage hånd om hinanden, hvis der måtte være problemer. Vi forventes med større eller mindre smil på læben at betale, hvad gildet koster, og ikke hver gang at møve os til truget for at få sugerøret derned. På den måde stiller velfærdssamfundet krav om betalingsvilje og tilbageholdenhed, som på sæt og vis står i skrigende modsætning til måden, vi opdrages på. Her handler det om noget for noget og om at få mest muligt ud af givne midler — det er et privatøkonomisk rationale.«

Midt imellem kravet om at opføre sig ordentligt og den privatøkonomiske griskhed ligger ifølge Jørn Henrik Petersen selve kernen i diskussionen: »Der ligger det dybe problem for velfærdsstaten. Og det er et kulturproblem, som handler om adfærd. Velfærdsstaten tager udgangspunkt i, at vi er pæne og ordentlige mennesker, der udviser tilbageholdenhed. Men det gør vi ikke. Og den etik og moral kan man ikke sidde på Christiansborg og dekretere,« siger han.

Velfærdsstaten bygger med andre ord på forudsætninger, som staten ikke er i stand til at tilvejebringe.

»I en vis forstand er det velfærdsstatens problem, at den ikke har et religiøst aspekt. Den er næstekærlighedens surrogat. Velfærdsstaten spejler, at vi binder os selv til masten — vi erkender, at vi er grisebasser, og derfor laver vi en lovgivning, der pålægger os at elske hinanden vel vidende, at det gør vi ikke.«

Som Informations serie vil kunne fortælle, mener velfærdsforskerne, at vi står med et enormt problem i forhold til at få folk til at påtage sig et personligt ansvar. Således er også Jørn Henrik Petersen bekymret:

»Det kan være meget godt at appellere til befolkningens vilje, men hvis frivilligheden skal kunne noget, må det være noget, der kommer nedefra. Det interessante ved det danske velfærdssamfunds udvikling er, at det er groet op nedefra i modsætning til i Tyskland, hvor det kom med Bismarck siddende på toppen. Vores kom med bøndernes og arbejdernes forenede kræfter.«

Så når det handler om at udvise tilbageholdenhed, er det ifølge Jørn Henrik Petersen kun muligt, hvis vi kan enes om, at der er sådan vi vil opføre os.

Kulturelt problem

Alligevel løber man ind i et problem med, at velfærdsstaten forsvarer sig selv:

»Hvis vi siger, at forældre skal male i børnehaven, vil malerne protestere mod, at man stjæler deres arbejde,« siger han og betoner det komplicerede i at udføre frivilligt, hvad man betaler andre for. Alligevel er det personlige — og frivillige — ansvar vejen frem, hvis velfærdsstaten skal overleve — men det kan ikke fungere pr. magtbud pointerer professoren.

— Så vi har alle sammen et ansvar for at opdrage på os selv og hinanden?

»Ja. Velfærdssamfundets helt store problem er kulturelt. Det handler grundlæggende om at stille spørgsmålet: Hvad er det gode samfund? Det er noget, vi må diskutere med hinanden. Derfor er det fortvivlende, at politik er degenereret til regnearkspolitik. Vi ser på, om der står et rødt eller sort tal på bundlinjen, men grundproblemet kan ikke sættes på tal. Det handler om adfærd, om værdier og om, hvordan vi ser på os selv og opfører os over for hinanden. Og der skal laves noget om, hvis vi fortsat vil leve i en velfærdsstat. Løsningen begynder med, at vi diskuterer med os selv og hinanden — det er en lang og sej proces.«

Denne artikel er anbefalet af: