George W. Bush, Tony Blair, Anders Fogh Rasmussen (V) og Per Stig Møller (K) lovede det, og det var det eneste løfte, som de nogenlunde holdt: Irak blev et demokrati. Desværre bare et ufrit, blodigt og sekterisk demokrati. Om en måned har de sidste amerikanske styrker trukket sig ud; kun et meget lille antal soldater bliver tilbage. Et historisk ambitiøst, dyrt og blodigt forsøg på at eksportere demokratiet med våben i hånd er slut for Vestens vedkommende; for irakerne er det kun lige begyndt.

Irak-krigen er et historisk eksperiment. Den har været langt dyrere end Afghanistan-krigen og langt blodigere. Ingen nævner længere, at Afghanistan-krigen engang skulle indføre demokrati. Men efterhånden som Irakkrigens øvrige begrundelser om terrorforbindelser og masseødelæggelsesvåben blev gennemhullet, stod demokratiprojektet alene tilbage som den militære kraftanstrengelse og samfundsomvæltnings formål. Derfor gjorde Information i går det irakiske regnskab op med fokus på landets demokratiske tilstand.

Med dén ser det broget ud — og ildevarslende. Iraks leder, premierminister Nouri al-Maliki, er for tiden ikke bare premierminister, men også fungerende minister for forsvars- og indenrigsministeriet. Han og hans shia-alliance har ikke villet acceptere koalitionspartneren Iyad Allawis kandidater til posterne. Og derfor har Maliki selv kontrol over landets sikkerhedsstyrker — en kontrol, som han bruger til politiske formål.

Premierministeren har løbende fået inkorporeret nøglemedlemmer af den stærke shiitiske og Iran-støttede Mehdi-milits til ledende poster i sikkerhedsstyrkerne, parallelt med at han har opelsket relationen til militsens leder, Muqtada al-Sadr, som politisk støtte. Han har flere gange sat militæret ind mod et provinsråd i sunni-området Tigrit for at blokere udnævnelsen af en ny guvernør. Værre endnu kædes Maliki jævnligt sammen med shia-militser, som chikanerer, torterer og dræber politiske kritikere. Det er f.eks. en udbredt opfattelse blandt Malikis kritikere, at det var regeringstro shia-militser, som den 9. september likviderede den tidligerei Danmark bosiddende journalist Hadi al-Mahdi i dennes køkken i Bagdad, efter han havde kritiseret premierministeren og agiteret for et irakisk forår efter tunesisk og egyptisk forbillede.

Der er dem, der mener, at Iran er vinderen, når amerikanerne trækker sig ud. Sikkert er det, at både Maliki og shia-militserne har opbakning fra et stadigt mere uberegneligt Iran. Den sædvanligvis velunderrettede amerikanske sikkerhedsanalytiker Fareed Zakaria hævder, at det skyldtes en blokering fra de pro-iranske politiske kræfter, at USA ikke fik opfyldt et ønske om at bibeholde omkring 15.000 soldater i Irak for at afværge en voldseskalering efter den officielle exit. Tilbage står, at Irak gennemlever en demokratisk transition af den værste slags.

Det er langtfra ukendt, at demokratier er blevet født i blod. Men den måde, demokratiseringsprocessen bliver igangsat på, er afgørende for, hvor blodig den bliver. For det første avler vold naturligvis mere vold. Historikernes optællinger af samfundsomvæltninger viser, at voldelige omvæltninger i overvejende grad også efterfølges af mere vold, mens ikke-voldelige omvæltninger sjældent gør. For det andet mangler pludseligt forandrede samfund politisk modenhed til at skabe det rum, der gør det muligt at forhandle i stedet for at udøve vold mod sine modstandere.

For det tredje er demokrati og etnisk udrensning nært forbundne størrelser. Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller forklarede om Irak i gårsdagens Information, at »Vi har lært, at konflikten mellem sunnier og shiitter stikker meget dybere, end vi vidste i 2003«. Men sandheden er, at man ikke kan adskille den ufattelige etniske udrensning, der greb Irak efter invasionen, fra magttomrummet og det demokratiseringsprojekt, som invasionen bragte med sig. Masser af irakere husker en tid, hvor de dårligt vidste, hvilken gruppe deres nabo tilhørte: Den sekteriske alvor kom med invasionen. Og som historikeren Michael Mann har påpeget, udløses etnisk udrensning netop af dårligt håndterede demokratiseringsprocesser i lande med store etniske (eller sekteriske) grupper, som kommer til at forbinde deres etniske tilhørsforhold med ambitionerne om magten over en stat.

Hvad har de seneste ni år så lært os om invasioner og demokrati? Både Villy Søvndal og Per Stig Møller påpeger, at samfundsforandringen skal baseres på et ønske i det samfund, der skal forandres. Det kan tilføjes, at demokrati skal udvikles forsigtigt og langsomt. Den mest opmuntrende lære kommer desværre ikke fra Irak. Den er, at så mange lande i Irak-krigens periode ad ret fredelig vej er kommet mindst lige så langt med at afvikle diktaturer og igangsætte en demokratisk overgangsproces, som Irak er.

Af Irak kan vi lære, hvordan vi ikke skal gøre. Af de andre bør vi lære, hvad man skal gøre.

Denne artikel er anbefalet af: