Tilbageringning fra Peter Larsen efter en travl julefrokostuge på PH Caféen i København:

— Der er forestilling de fleste aftener i hele julemåneden?

»Ja, så indimellem prøver jeg at restituere mig ved at holde kæft i dagtimerne, men det er ikke dét, vi er bedst til her i firmaet …«

— Du er inden i både Tjener Frandsen og Erna Iversen …

»Ja, hele mindelunden. Forhåbentlig uden at det bliver en parodi på fortiden. Men begge figurer danner en slags skelet i showet, så der også er plads til det løse.«

— Hvad synes hun om sexchikane ved julefrokoster?

»Altså når nogen får øje på hinanden ind over de lune egnsretter, så er det vel i orden, hvis bare begge parter er med på den. Og det kan da sagtens være, at Erna Iversen godt kunne tænke sig meget mere sexchikane. Hun har jo både til gården og til gaden og med åben luge. Så hun kan nå ned på bageste række, når publikum har fået noget i hovedet inden forestillingen. Jeg har lært meget af at spille gadeteater. Også hvis der er nogle friske fyre, der kommer op scenen og prøver at lægge an på Erna Iversen …«

— Hvad mon hun siger til, at hotellet i Ørestaden ikke må have en særlig gang kun for kvinder?

»Det synes hun til gengæld er galopperende fundamentalistisk. Og hun er jo konstrueret som et terrængående missil. I modsætning til Tjener Frandsen, som er syet med flere sting og ikke nogen skrigeballon. Med hende kan jeg sige noget til folk, som jeg ellers ikke ville kunne komme af sted med. Og der er jo nok at tage fat på efter den forrige regerings paranoide kulturkamp og smagsdommere og lirumlarum, så det hele nu er gået op i fjernsynsquizzer, hvor folkekære typer skal gætte, om det er en ko eller en hest. Eller underfrankeret satire, hvor det sjove er at tage en strikket sweater på og snakke jysk …«

— Apropos paranoia: Tror du nogensinde, Tjener Frandsen har fået drikkepenge fra Moskva?

»Nej, han hører til i en hel anden verdensdel. Faktisk så jeg noget i retning af ham for mange år siden på en varieté i Lissabon. Club Ritz hed den. Dér gik der nogle tjenere og serverede under det mølædte show. Med det ene ben i graven og den anden fod på et stykke grøn sæbe, mens en dame oppe på scenen prøvede at holde styr på sytten flaksende duer, der ikke ville sætte sig på den rigtige pind. Så lige meget hvor meget man klæ’r sig ud og skaber sig, kan man aldrig overgå virkeligheden.«