Eirik skærer tænder i søvne og holder af at se brydning i tv. Når hans smukke, men selvudslettende kone Kaja (Agnes Kittelsen) bedyrer, at nu går hun i bad — og ligesom lader oplysningen hænge i luften — er der ingen entusiasme at spore. Våde, nøgne kvinder er vist alligevel ikke Eiriks (Joachim Rafaelsen) kop te.
Disse to følelsesmæssigt nødstedte menneskers nye naboer er et dansk-norsk par plus deres afrikanske adoptivbarn, Noa. Elisabeth (Maibritt Saerens) er en afmålt advokatskønhed, der hverken ser en intellektuel ligemand eller en potentiel hjerteveninde i Kaja, hvis fortrængninger i øvrigt har udmøntet sig i en spiseforstyrrelse. Sigve (Henrik Rafaelsen) ligner en høj, godmodig udgave af Hollywood-stjernen Edward Norton og dermed svaret på også seksuelt udhungrede Kajas bønner.
Sygt lykkelig udspiller sig ved juletid i den sneklædte norske provins, hvor det falder naturligt at stræbe efter godt naboskab. Navnlig når nu Eirik og Kaja har en dreng på Noas alder, Theodor.
Chanceløse alliancer
De fire thirtysomethings mødes da også omkring et middagsbord med rødvin, spil og det hele. Men hyggen indfinder sig aldrig: Bevidst eller ubevidst kompenserer Kaja op for Eiriks mutte knudemandsfremtoning med manisk kvidrende imødekommenhed. Det burde ikke være nogen mandemagnet, men arrogante Elisabeth har været Sigve utro, og han nærer ønske om at ’udligne’. Ingen af de to ægteskaber ser ud til at have en nævneværdig overlevelseschance.
Sygt lykkelig er en skandinavisk parforholdsfilm af de mere usædvanlige. En af grundene hertil er, at der i det høje nord høres et ekko af amerikanske Noah Baumbachs sublime skilsmissekomediedrama The Squid and the Whale (2005). En inspirationskilde, filmen ud over indfletningen af navnet Noa(h) vedkender sig via en klokkeklar reference i en kort konfrontationsscene mellem mor og søn.
Musikalsk øjenkontakt
Den følger dog børnene på knap så tæt hold som Baumbachs film, ligesom der heller ikke er den helt store interaktion mellem generationerne. Podernes løbende og lidet politisk korrekte leg udgør dermed et næsten separat handlingsforløb: Arisk udseende Theodor minder Noa om, at sorte i gamle dage var slaver, hvilket senere fører til, at førstnævnte ruller sidstnævnte ind i et gulvtæppe!
En tidlig scene rejser imidlertid mistanke om, at Theodors fascination af hersker-slave-forholdet stammer fra hverdagsstudier af hans dørmåtte-mor og den far, han endnu ikke ved, at han kun delvist kender. En far, der bider fra sig, når han føler sig presset, hvilket han af gode grunde ofte gør. Nu og da bryder Sygt lykkelig desuden på meget direkte vis med det realistiske udtryk, når et ’græsk kor’ i form af en velklædt herrekvartet synger spirituals (som dermed også knytter an til Noa-figuren og slavetemaet) direkte til kameraet og dermed os. Det lækre blå scenetæppe bag dem påpeger yderligere, at det er en illusion, vi overværer, skønt det musikalske element ligeledes er repræsenteret i selve fortællingen.
Hovedpersonerne er nemlig aktive i det lokale kirkekor, hvor en julekoncert lurer i horisonten. Og da Kaja kaster sig ud i et pivfalsk favntag med »Amazing Grace«, behøver man ikke spidse ører for at høre symbolikken.
Musikken synes både at kommentere handlingen og at danne en vis kontrast til den: Gradvist opstår nemlig en komisk kløft mellem visse numre på filmens lydside — såsom Israel IZ’ ståpels-udløsende fortolkning af »Over the Rainbow« samt en ærefrygtindgydende version af »Ave Maria« — og de meget jordnære konflikter, vores fire desperados gennemgår. Yndefulde, majestætiske toner over for ærlig talt noget ynkelig menneskelig dårskab.
Den svageste sejrer
Ikke at det er en kontrast, som den unge spillefilmdebuterende instruktør Anne Sewitsky bruger til at udstille figurerne og deres lidelse: Man er aldrig i tvivl om, at hun holder af dem.
Dog håndterer hun enkelte scener med utilstrækkelig finesse, ligesom en af filmens hovedkonflikter ikke afrundes på helt troværdig vis. Man kunne også have ønsket, at man havde lært Elisabeth lidt bedre at kende. Med sin kølige begavelse er denne glædesforladte kvinde den eneste af de fire, der ikke har beautiful loser-træk, og derfor den figur, som har mest kant. Lykkeligvis er Agnes Kittelsen fremragende i rollen som Elisabeths modsætning (de to skuespillerinders ansigter er i øvrigt fornemt visuelt (mis)matchet). Hun får et rigtigt menneske ud af en figur, der formentlig kunne være endt som et mægtigt anstrengende bekendtskab. Da låget omsider ryger af trykkogeren, og Kaja afkræver sin mand et ærligt svar på deres samlivs brændende spørgsmål, fører det til filmens klarest lysende tragikomiske optrin.
Det er også hende, der får lov at aflevere den måske mest mindeværdige replik: »Jeg har ikke nogen familie. Heldigvis. Min mor ville ikke have mig.« Sådan lyder overlevelse for enhver pris.
Sygt lykkelig. Instruktion: Anne Sewitsky. Manuskript: Ragnhild Tronvoll. Norsk (Gloria i København, Øst for Paradis i Aarhus og Café Biografen i Odense)
Kommentarer