Opslag til denne artikel

Emneord:Christiansborg, ensomhed, staten, velfærd
Personer:Karen Hækkerup
Organisationer:Syddansk Universitet

Debatten raser på Christiansborg efter socialminister Karen Hækkerups (S) udsagn om, at danskerne er blevet dygtige til at kræve, men har glemt det personlige ansvar. Ifølge Karen Hækkerup er det på tide med en debat om vores normer.

Asbjørn Sonne Nørgaard er professor på Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet. På spørgsmålet om, hvorvidt velfærdsstaten kan tillade sig at stille krav om, at vi skal hjælpe hinanden, svarer han:

»Det er et principielt og meget vanskeligt spørgsmål. Vi har ordninger, som følger princippet om at være universelle og skattebetalte, og vi er ikke vant til, at der også skal ligge et personligt bidrag.«

Asbjørn Sonne Nørgaard pointerer, at der uanset omfanget af staten altid vil være noget ’på den anden side’ af de offentlige ydelser:

»Du kan lave ekstra meget hjemmehjælp, men kan du kurere ensomhed? Du kan fastsatte sociale tiltag, men kan du skabe en identitet og et sammenhold i lokalsamfundet uden foreningsliv? Der er grænser for, hvad velfærden dækker,« siger han.

Så selv hvis man lader borgerne betale for en del ydelser og af den vej går på kompromis med lige adgang for alle, vil der ifølge Asbjørn Sonne Nørgaard være grænser for statens evner:

»Der er kvaliteter eller social velfærd, som er vanskeligt for det offentlige at tage sig af.«

— Men skal vi vænne os til, at staten i endnu højere grad vil bede os om at tage mere personligt ansvar?

»Ja, det er min klare vurdering. Der er en ekstrem overefterspørgsel på ydelser, og det er svært at forestille sig, at svaret er ’staten’ hver eneste gang, vi kan komme på et behov af social og velfærdsmæssig karakter. Ikke mindst i en fremtid med knappe ressourcer.«

Selv om debatten om pligter og rettigheder nu har indfundet sig på Christiansborg, er der endnu ikke taget fat på, hvor og hvordan borgerne skal bidrage, eller hvor de skal holde sig tilbage med krav. Og så snart drøftelserne bliver konkrete, gør det ondt.

Asbjørn Sonne Nørgaard spår, at der vil blive slagsmål, hver eneste gang vi ser eksempler på, at borgerne må bistå, hvor staten tidligere har gjort det.

»Det er konkrete dilemmaer hver gang, og der er politik på spil hver gang,« siger han og eksemplificerer med sit eget barns skole, der sendte en forespørgsel til forældrene om at købe en bærbar computer til brug for bedre it-undervisning.

»Og hvis ikke man havde mulighed for det, kunne skolen stille gamle computere til rådighed. Allerede der i 7. klasse ser vi en adskillelse i det, vi kalder folkets skole.«

Rettigheder under pres

Og de universelle ydelser vil efter alt at dømme blive færre over de kommende år. Blandt politikerne er der oplagt uenighed om, hvor grænsen for staten går. Liberal Alliances Joachim B. Olsen, som først på ugen plæderede for, at man henvender sig til venner og familie, før man beder staten om hjælp, tog i går debatten et skridt videre. Indledningsvis erklærede han sig enig med socialministeren, som han dog klandrede for at hykle med de socialdemokratiske krav om højere skatter. I en debat på TV 2 News kaldte Joachim B. Olsen det ’amoralsk’, at kræve, at folk i mange tilfælde betaler mere til staten, end de kan beholde selv.

»Sådan et samfund vil på et tidspunkt bryde sammen. Og når det sker, så går det ikke ud over de rigeste, men ud over de svageste,« lød det fra Joachim B. Olsen.

Set fra Asbjørn Sonne Nørgaards stol er det svært at forestille sig, at man kan fastholde universelle ydelser i det omfang, vi ser i dag:

»Vi vil nok i stigende grad anvende indkomstafhængige ydelser. Der er områder, hvor vi lægger stor vægt på lige adgang, men andre steder må vi differentiere. Man skal måske acceptere, at der ikke vil blive tid eller plads til, at samfundet kan tage sig af ens egen mor. Det bliver en kon-kret diskussion om, hvorvidt staten skal påtage sig mere eller mindre ansvar. Det bliver et slag fra tue til tue, for der er rettigheder, der vil komme under pres,« konstaterer professoren.

Denne artikel er anbefalet af: