Lysten til at fabulere

De første år af livet var for Janina Katz dramatiske og omtumlede. Hendes forældre kom i kz-lejr, hvor faderen døde. Selv blev hun smuglet ud af lejren, hvorefter hun blev anbragt i pleje hos et ægtepar, som hun omtaler som sine krigsforældre. Hendes krigsfar blev en dag hentet og henrettet. Hun var seks år, da Anden Verdenskrig sluttede, og alt det, der skete, har hun fået fortalt, men hun har dog en erindring om, at den lille pige tog nogle hellige billeder ned fra væggen for at forsvare sin krigsfar, da han en gang tidligere var blevet beskudt i hjemmet, og at hun holdt billederne foran sig som et skjold.

»Jeg var en meget from, katolsk pige, og jeg var sikker på, at helgenerne ville hjælpe,« siger hun, »men helt ærligt: Hvorfor skal vi snakke om alt det? Det har jeg jo skrevet om i mine bøger«.

Sandt nok. Janina Katz har skrevet nogle erindringsbøger, som fik anmelderne til at finde de store ord frem som »blændende godt skrevet« og »lethed i en skæbnetung fortælling«. Den aktuelle anledning til, at vi lige nu — mere end et halvt sekel senere — sidder i hendes Østerbro-lejlighed, er hendes netop udkomne digtsamling med den drilske titel Skrevet på polsk.

— Bogen påstår, at den er skrevet på polsk, men enhver kan se, at de står på dansk. Hvordan hænger det sammen?

»Mens mine andre bøger er skrevet på dansk, skrev jeg disse digte på polsk og har selv oversat dem. De fleste af dem er med i en bog, som udkom for et par år siden i Polen med den samme titel. Senere er der kommet nye digte til i den danske udgave.«

Både i Polen og Danmark har digtsamlingen igen fået anmelderne til at bruge de helt store superlativer.

Da både det første og sidste digt i bogen indledes med linjerne »Sidder under et ungt æbletræ/ begloet af krigen« kunne der være god grund til at opholde sig ved krigen og de to positioner eller måske identiteter, den afstedkom, og som der leges sprogligt med i titlen. Men vi kan jo også starte et helt andet sted.

— Hvordan var din polske ungdom?

»Den var herlig, fordi jeg var ung. Derudover var den ikke herlig.«

Janina Katz fortæller, at hun og hendes mor boede i en toværelseslejlighed. Vel at mærke i det ene værelse. I det andet boede en anden familie.

»På grund af krigen havde vi ikke en kniv, ikke en gaffel«, siger hun, »simpelthen intet«.

Blomstrende kunst

Både økonomisk og kulturelt var de første år efter krigen egentlig okay, fortæller hun også, men så holdt det op, efterhånden som kommunismen strammede sit greb. Indtil hun var 16 år, var hun aktiv i et kommunistisk ungdomsforbund og havde i årene efter en idé om, at den kunne reformeres indefra. Der var kræfter i samfundet, som virkelig ønskede en forandring. Hun husker nogle arbejderes opstand i Poznan, hvor premierministeren sagde, at »han ville hugge deres arme og ben af«.

Selv kom den unge Janina på universitetet. Krakow var en meget smuk by, og hun fik mange venner og tilbragte megen tid på biblioteket og cafeer. I begyndelsen af 1960’erne havde Polen igen et blomstrende kunstliv. Polsk plakatkunst, polsk mime, polske teater og film blev fulgt opmærksomt og inspirerende i Vesten. En af de stærkeste profiler var film-instruktøren Roman Polanski, som også var fra Krakow. Janina Katz skrev litteratur-anmeldelser i tidsskrifter og var optaget af den polske malerkunst, som qua sin tradition var meget avantgardi-stisk. Hun fik et nært forhold til lyrikeren Wislawa Szymborska, som senere fik nobelprisen i litteratur, men faktisk var det via teatret, at Janina blev en del af kunstnermiljøet i Krakow.

»Jeg lavede nogle sociologiske undersøgelser, som bragte mig i forbindelse med teatret,« beretter hun, »og jeg fik en kæreste, der var instruktør«.

— I bogen har du et mindedigt om Jerzy Grotowski, som skabte en helt ny form for eksperimenterende teater. Hvad betød han i dit unge liv?

»Vi blev meget gode venner, og i begyndelsen var jeg meget begejstret for ham og hans 13-rækkersteater, som det hed. Men senere blev han for meget guru. Han var djævelsk intelligent og yderst kynisk.«

— Hvordan kynisk?

»Jeg ved ikke, om han selv troede på sit teater, eller om det hele var en kæmpestor vittighed. Der er stadig nogle, der beundrer ham.«

Rødt Danmark

Nogle gange fik man lov at rejse ud af Polen, andre gange ikke. Det virkede tilfældigt. Janina Katz kom på rejser til Wien, München, Paris og København og mødet med Vesten gjorde et enormt indtryk. En tid boede hun i Norge, hvor hun arbejdede på hotel. Hendes forlovede var den norske journalist, Dag Hal-vorsen. I 1969 tog hun springet og emigrerede til Danmark, et lidt tilfældigt valg, siger hun. Som modstandere af kommunismen havde hun og hendes mor ofte talt om at komme til Vesten. Nu blev der handlet.

— Hvad var det for et Danmark, du kom til?

»Det var rødt!«

— Rødt?

»Statsministeren var ham den søde, gamle socialdemokrat, Anker Jørgensen, men det var ikke så meget ham, mere det miljø, jeg var i. Jeg bryder mig ikke om venstrefløjen i Danmark. Men Danmark var også et sympatisk land, og jeg mødte en stor hjælpsomhed.«

— Hvad synes du om danskerne nu, hvor du gennem mange år, har oplevet, hvordan vi er over for flygtninge og indvandrere?

»Ja, undskyld mig, men jeg synes faktisk, at danskerne opfører sig udmærket over for indvandrere og flygtninge. Ikke kun dem fra Europa og fra Rusland, Vietnam, Kina, men også arabiske og muslimske. De har temmelig mange muligheder her.«

Ikke svage

— Hvad er det, du elsker ved staten Israel, som du har henvisninger til i dine digte?

»At den findes! Først og fremmest det, men også, at den er så dynamisk og trods alt fungerer.«

— Hvad er det så, folk på venstrefløjen i Danmark efter din mening ikke har forstået angående Israel?

»De forstår ikke situationen, som Israel befinder sig i. De kan ikke Israels historie.«

— Kommer du der jævnligt?

»Jeg plejer at være der hvert år.«

— Hvorfor tror du, at Israel bliver udlagt som skurk i Danmark?

»Danmark adskiller sig ikke fra andre lande, hvad det angår — bortset fra, at Helle Thorning-Schmidt godt kan lide Israel. Det var en overraskelse. Man kan sikkert forklare det på mange måder, men jeg synes, det egentlig er uforklarligt. Der er 22 arabiske lande, som drypper af olie. Man mener, de er svage, og det er etisk forsvarligt at være på de svages side, men jeg synes ikke, de er svage, og der foregår ting f.eks. i Iran og Syrien, som er hårrejsende. Hvad taler man om? Man taler om Israel. Først nu, hvor folk er gået på gaderne, taler man om, at Assad er et svin og en morder. For et år siden var jeg i Israel og opsøgte en læge. Han tog en globus og viste, hvor lille Israel er. Man må have en lup frem for at se det. Der er så mange andre lande, man kunne fordømme i FN, men det er hele tiden Israel. Jeg så en af mine forfatterkolleger i tv. Hun vidste lige så lidt om Israel, som jeg ved om Timbuktu. Alligevel mente hun, at det nærmest er forbudt at kritisere Israel i danske medier. Jeg har næsten kun hørt noget kritisk om Israel.«

Amerika

— Der er en forståelig trang til at udforske fortiden i dine værker, både din personlige og Holocaust, men er det ikke også med til at fastholde en i et lukket, sorgens rum?

»Det synes jeg ikke. For resten foretrækker jeg betegnelsen Shoah frem for Holocaust, som antyder, at man selv ville ofre sig, og sådan var det jo ikke.«

— Hvad er så din drivkraft som forfatter?

»Min hukommelse — eller som tyskerne siger: lust zu fabulieren.Den er en drivkraft hos alle mennesker. Nogle af os skriver det ned.«

— Det er vel også indholdet?

»Jo, det interesserer mig enormt, for jeg vil aldrig kunne forstå det, der skete under Anden Verdenskrig. Jeg bliver aldrig færdig med det.«

— Føler du dig mere i familie med midteuropæisk litteratur end nordeuropæisk?

»Jeg læser helst amerikansk prosa og israelsk prosa og poesi, men også gammel engelsk og amerikansk poesi. Midteuropæisk? Jeg er ikke vild med Europa i det hele taget.«

— Hvorfor ikke?

»Hvad har vi egentlig præsteret? To verdenskrige. Jeg er en stor tilhænger af Amerika. Der er et vidunderligt land, og de har virkelig skabt noget. De har deres synder, men hvem har ikke det?«

— Europa har da skabt eksempelvis en Mozart …

»Han har skabt sig selv!«

Præferencer. Montanaprisnominerede Janina Katz læser helst amerikansk prosa og israelsk prosa og poesi, men også gammel engelsk og amerikansk poesi. Hun er ikke vild med Europa i det hele taget. Foto: Jakob Dall