Reaktionær rygerstue

Replik til en ikke-anmeldelse - og en opfordring til ikke at gå hus forbi.
Af Mai Misfeldt
På stationen står de, sælgerne af Hus Forbi. Ubarberede lidt forhutlede mænd, repræsentanter for mennesker, som ikke har et hjem, en base, et hus. Som lever en form for nomadisk liv, og er henstillet til at slå ny lejr hver aften. Jeg tænkte på de tre sælgere på Nørreport, da jeg kort efter stod foran Martin Erik Andersens nye værker i Galleri Susanne Ottesen. Ikke fordi det er social kunst, eller fordi værkerne tematiserer det at være udstødt, men fordi de på deres helt egen måde danner små nomadelejre, steder, hvor en krop har været, har siddet på en pude eller en bambusbriks, hørt musikken, røget en cigaret, efterladt en trøje, et spor, og er gået igen. Værkerne er ikke private, de handler ikke om Martin Erik Andersen som person, men de er personlige, kropslige, de handler om at være kroppe i rum, at være kød og blod mellem billeder, jord, luft, lyd, skrift, stof, strik og alle mulige andre teksturer. De handler også om at kunne danne midlertidige hjem, om at kunne tage ophold i kunsten, slå sig ned og lade tiden folde sig ud som et helt 15.ende element blandt alle disse mange elementer. Martin Erik Andersens materialeregister er enormt, og alene den pirren af sanserne, er hele turen værd. Vil man længere ind i det, kan værkerne åbne et væld af tanker. Både ud fra det helt lokale, nærværet i rummet, til den måde de griber fat i kunsthistorien på, til en politisk kritik og til de mere filosofiske/åndelige lag, de også griber fat i.
Galleri Susanne Ottesen er et anerkendt galleri, Martin Erik Andersen er en anerkendt kunstner, faktisk modtog han sidste år Danmarks største kunstpris, nemlig Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat på 600.000 kr. Det er derfor forventeligt at en avis, som sætter kulturen højt, hvilket er en af grundene til at jeg, stadigt sværger til Information hver dag, bringer en anmeldelse af denne udstilling. En anmeldelse som kan fortælle de læsere, som ikke kender Martin Erik Andersens kunst, hvad han er for en kunstner, og en anmeldelse som også kan folde udstillingen ud og forholde sig kritisk til den, det være sig positivt og negativt. Jeg finder også en anmeldelse. Overskriften i Information den 2.12.2011 lyder: ”Reaktionær rygerstue”, og der gives 3 stjerner. Men hvad er det, vi kan se på udstillingen, ifølge anmelderen? Ja, vi kan få et kig ind i kunstneren, som er: ”et multikulti-kludetæppe, lidt tåget og spirituel og lidt rytmisk musik uden tekst. Men ikke multikulti som i progressiv, men mere som i reaktionær rygestue og gammel teenager.” Tak for det, tænker man, så er vi vist alle med – eller hvad er vi? Ud over at være slapt og dovent skrevet, så er der ingen, der har en jordisk chance for at forstå, hvad anmelderen her taler om. Kunstneren er ”god til at finde sine ting, og man er ikke i tvivl om, at det er ham, der har lavet det” forlyder det så. Men hvorfor er man ikke det? Hvad er det, Martin Erik Andersen kan? Anmelderen har ikke gidet gøre sig den umage med at sætte sig ind i det og formidle det. I galleriet ligger der bl.a. et interview med kunstneren, som man som interesseret kan læse. Men det er ”på russisk” skriver Jeppesen. Nej, vel er det ej, det er både på engelsk og dansk. Det er ikke tyggemad, og ja, det kunne være formidlet bedre, men det kan man vel netop forvente at en kunstkritiker kan kapere. Kunst er ikke nødvendigvis tyggemad, kunst kan være svært, uforståeligt, og dybt frustrerende, men det er da netop det, som også ansporer til at beskæftige sig med det. Hvis man ikke gider det, som Jeppesen tydeligvis ikke gør, så er det fair nok, men er det så ikke lidt bizart at vælge en metier som bl.a. avisanmelder? Det her handler ikke om, at Jeppesen ikke må anfægte Martin Erik Andersens værker, eller diskutere, om de er for hermetiske. Men om at ingen er tjent med, en tekst som den, der kunne læses den 2.12. i Information.
Tag og gå forbi Galleri Susanne Ottesen. Læg mærke til, hvordan kunstneren bruger materialerne: Her er lyd, her er lys, her er røg, duft og forsvinden, her er spejling, transparens, skjulte rum, her er poesi i form af Ezra Pounds oplæsning, hvor man må sætte sig ned på hug, og bogstavelig talt tage lyden i ørerne (Pound der med alvor og rytme sønderlemmer verdens åger-system), her er stoffer og syninger, strik, og skrift som skriver spejlvendt. Der er så mange nuancer. Helt basalt og tilgængeligt for enhver, så meget man må røre ved med synets sans, det sartfarvede bløde strik, de hårde jernstænger, muslingeskallernes perlemor, asken, der både er materiale, forsvunden tid og spor efter åndedrættet. Det er en opdagelsesrejse, for den, der giver sig tid. Og der – på væggen – hænger et tæppe, eller rettere, en afstøbning i polyester af et tæppe, af et af Freuds tæpper (han havde både sin divan, væggen bag og gulvet foran beklædt med ægte tæpper fra Gashgai (Iran)). Et tæppe er bundet af tusinder af små bitte knuder, der tilsammen danner mønstre, som måske, måske ikke, er fuld af symbolske referencer og sære betydninger (Freud mente faktisk at disse mønstres symbolik kunne påvirke patienternes underbevidste), samtidig med, at et tæppe også bare er et tæppe, farver og former. Præcis sådan kan man betragte Martin Erik Andersens værker. Man kan selv bestemme, hvor langt ned i lagene man vil gå, men der er betydning hele vejen igennem.
Martin Erik Andersen: From the source of a river to its mouth –with usura the line grows thick. Galleri Susanne Ottesen, Gothersgade 49, Kbh. K. Ti-fre: 10-18, lø: 11-15. Til 30.december 2011.