Åh, hvor er det dejligt med kritiske læsere. Denne søde avisspalte glædede sig i sidste måned over, hvor meget klogere finanskrisen gør os på nationaløkonomiens sammenhænge. Herunder, at renten presses op, når det kniber med långivere.
Det fik en kærlig læser — Niels E. — til at maile:
»Du mangler lige at skelne mellem de to forskellige former for underskud og gæld, der svirrer derude, nemlig statens gæld, som øges, når det offentliges indtægter ikke dækker de offentlige udgifter, og udlandsgælden, som øges af et underskud på betalingsbalancen.«
Hvor er det godt, at Niels E. fremhæver den sondring. Og han fortsætter:
»Grækenland og flere af de sydeuropæiske lande har underskud både på stats- finanserne og betalings- balancen og er derfor nødt til at finansiere både statsunderskuddet og udlandsgældens afdrag ved at låne af andre lande.«
Og så kommer en væsentlig pointe:
»Danmark har overskud på betalingsbalancen og behøver ikke finde velvillige långivere uden for landets grænser. For eksempel de 100 milliarder kr., som man aktuelt siger, der mangler på statsregnskabet næste år — dem kan vi selv finansiere med opsparingsoverskuddet i den danske private sektor.«
Sikke gode nyheder: Vi kan bare lade danske borgere betale den danske stats gæld — og håbe, at den danske stat betaler tilbage.
Håb sænker rente
Det er jo det håb om tilbagebetaling, der presser renten ned på låntagning.
Ældre læsere vil kunne huske Anker Jørgensens sidste fortvivlede og forgældede regeringsår. På et tidspunkt kom en åbenmundet socialdemokratisk formand for Folketingets finansudvalg til at lufte den løsning, at den danske stat »nedskrev sine statsobligationer«.
I virkelighedens ubarmhjertige verden betyder de ord, at staten ikke længere betaler, hvad den skylder sine långivere. Men måske kun spiser dem af med halvdelen.
Jeg kan huske, at man dengang måbede ved finans- udvalgsformandens ord, der vandt vid udbredelse: Nu ville det da for alvor blive svært for den danske stat at låne — når Folketingets øverste formand for finanserne sagde, at pengene måske ikke blev betalt tilbage.
Kort efter valgte Anker Jørgensen frivilligt at lade sin regering afgå. Jeg har stadig en fornemmelse af, at hans finansudvalgs- formands ytring var med til at fremme den beslutning.
Den Schlüter-regering, der med radikal støtte gik i gang med at sanere Danmarks økonomi, svor, at landet sandelig ville svare enhver sit. Og for at vise, at regeringen ikke ville narre indenlandske långivere ved bare at lade kronen udhule af inflation og devaluering, låste regeringen den danske krone i forhold til den tyske D-mark. Denne ’fastkurs- politik’ — nu overført til euroen — har været en af forudsætningerne for, at Dan-mark har kunnet holde fallitten fra døren.
Over i fadæsen
Og se, den forhistorie fører os lige over i den aktuelle europæiske finansfadæse.
Den græske løsning, som Tyskland og Frankrig har brygget sammen, går nemlig ud på at nedskrive de græske statsobligationer. Långiverne skal kun regne med at få halvdelen af deres lån betalt tilbage. Sådan noget har det med at gøre långivere misfornøjede. Og ikke ligefrem forhippede på at låne flere penge til Grækenland. Det kan jo være, at nye lån også bliver nedskrevet. Disse udsigter er kommet til at præge Italiens lånemuligheder. For hvem siger, at den italienske statsgæld ikke også ender med at blive nedskrevet? Og Spaniens? Og guderne må vide hvems?
Det er derfor, det rumler med forslag om, at eurolandene skal garantere for hinandens statsobligationer — så långiverne ikke har grund til at frygte for at miste deres penge. Ikke underligt vånder tyskerne sig ved tanken om sådanne fællesgaranterede lån. De ved nemlig, hvem den fælles garant hurtigt kan ende med at blive.
Hvor er det heldigt, at finanskrisen har indskærpet os, at det er pengene, der holder sammen på det hele. Som sangen lyder i musicalen Cabaret: »Money makes the world go around«.
Hvor viden om penge kan sprede glæde, røber reklameplakater hængt op i København. De viser smukke og lykkeligt smilende unge kvinder og mænd i eksotiske omgivelser. Den engelske tekst på plakaten lyder: »Send the gift of cash« — send kontantens gave. Plakaterne er sat op af Post Danmark og amerikanske Western Union. Og man forstår sandelig godt budskabet. Hvad skal de smukke unge med uldsokker befordret pr. post? Når de med kontanter i hånd kan gøre nøjagtigt, hvad de vil. Herunder måske sidenhen belønne den glade giver på passende vis og i naturalier.
I tilslutning til kampagnen udsendte Western Union forleden en pressemeddelelse, hvoraf fremgik, at en global rundspørge har vist, at 83 procent foretrækker gaver i form af kontanter.
Hvorfor spørge hele kloden rundt? Man kunne da bare have spurgt EU-landenes finansministre.
Kommentarer
Tak for at Information sætter fokus på finanskrisen og nationaløkonomien . Men at tage Anker Jørgensen op igen som skræmmeeksempel forstår jeg ikke. Fx var renten usædvanlig høj , der havde været 2 oliekriser, der væltede et hvert budget og medførte en omfattende international lavkonjunktur.
Anker Jørgen gav op dels fordi hans løsningsforslag blev nedstemt i Folketinget , men ”sjovt” nok så genfremsatte Schlüter flere af Anker Jørgensens nedstemte forslag og nu kunne de vedtages . Dels var Anker Jørgensen lidt hurtig til at opgive, da konjunkturen vendte et ½ års tid herefter.
Denne kommentar er anbefalet af:
Er problemet ikke også det, at man bare har opskruet hele økonomien uden dækning af nogen som helst art?
Ligesom i gamle dage, hvor vurderingsmanden fra realkreditvirksomhederne aftalte med ejeren på flisegangen indtil huset, hvad man skulle sætte prisen på huset til.
Husejeren var pludselig en million rigere og vurderingsmanden havde tjent 25 tusinde på ½ time, uden at være inde i huset. Og var hurtigt på vej til den næste vurdering eller kørte hjem til sofaen.
Pengene er der ikke! Men det er spørgsmålet om hvem!, som skal betale?
Mit gæt er, at de rige og de kunstige millionærer ikke vil gi en krone. Og regeringen og DA, Cepos (hvem betaler dem?) vil tage det hele fra de fattige og lavest lønnede. I den rækkefølge.