Opslag til denne artikel

Emneord:lærere, undervisning
Personer:Christine Antorini
Organisationer:folkeskolen
Steder:Danmark

De danske folkeskolelærere underviser for lidt. Sådan lød onsdagens udmelding fra undervisningsminister Christine Antorini (S).

Men flere forskere peger nu på, at de tal, som ministeren lægger til grund for sin opsang til lærerne, ikke kan bruges.

»Måden, man opgør tallene på, varierer fra kommune til kommune, og det gør det meget indviklet at sammenligne kommunerne,« siger Peter N. Allerup, som er statistiker og ansat ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.

Han peger på, at kommunerne ikke er forpligtet til at opgøre tallene på en bestemt måde, og at metoderne derfor typisk varierer meget.

»Det betyder, at en sammenligning af kommunerne bliver ret tyndbenet,« siger han.

Formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen, giver heller ikke meget for de opgørelser, som undervisningsministeren bruger som anledning til at kræve mere undervisningstid.

Han nævner Glostrup som et eksempel, fordi det ifølge opgørelsen er der, hvor lærerne underviser mest. Men i Glostrup Kommune bliver elevernes tidsforbrug i skolebiblioteket også medregnet som undervisningstimer, og det står i kontrast til andre kommuner, der ikke medregner det som undervisningstid.

»Når Christine Antorini taler om et meget stort spænd mellem kommunerne, kunne hun have gjort sig den ulejlighed at undersøge årsagen. For det kan i hvert fald ikke bruges som argumentation for at sige, at lærerne skal undervise mere,« siger Anders Bondo Christensen, som i øvrigt understreger, at lærere i folkeskolen underviser 25,5-26 timer om ugen: »Hvis de underviser mindre, skyldes det, at kommunalbestyrelsen eller skolelederne har sat dem til andre opgaver,« siger han.

Alle tæller med

Kritikken bliver afvist af undervisningsminister Christine Antorini (S), som ikke mener, at der er særlig stor forskel på kommunernes måde at optælle undervisningstimerne på.

»Bibliotekarer er ansat som lærere, og derfor tæller de med. Det gør alle dem, der er ansat som lærere, og sådan burde det være i alle kommuner. Så kan det godt være, at der er nogle skoler, der vælger at bruge flere ressourcer på at have læsevejledere og biblioteker, men de funktioner har alle skoler jo, og derfor vil der kun være tale om små variationer,« siger hun og tilføjer, at det er den samme metode, der er blevet brugt gennem de sidste mange år.

»Undersøgelsen kommer hvert år, og vi konstaterer bare nøgternt, at lærerne underviser lidt mere, men at der er en stor variation på tværs af kommunerne. Som kommentar til undersøgelsen har regeringen sagt, at den gerne vil arbejde på at finde mere tid til, at lærerne kan undervise mere, så de kan lave det, de er bedst til,« siger hun.

Misvisende rapport

Det er dog ikke kun sammenligningen af de danske kommuner, der bliver kritiseret af forskerne.

I en ny rapport om undervisningen i OECD-landene har Danmark fået en middelmådig placering, fordi de danske folkeskolelærere angiveligt ikke underviser lige så meget som deres udenlandske kolleger.

Men forsker ved Danmarks Pædagogiske Universitet Jan Mejding mener, at det også er en fejlslutning.

»I opgørelsen er alle personer på skolen blevet talt med som lærere — både skoleinspektørerne, bibliotekarer og andet administrativt personale. Derfor er det klart, at antallet af undervisningstimer er lavere i Danmark end i andre lande,« siger han og bliver bakket op af Anders Bondo Christensen, der er godt træt af, at usammenlignelige opgørelser bliver brugt politisk:

»I nogle lande regner man frikvarteret med som undervisningstid. Hvis vi gør det, ligger vi nærmest i top,« siger han. Og den kritik kan Christine Antorini godt sætte sig ind i. Hun understreger, at OECD-undersøgelsen skal læses med et gran salt, fordi de medvirkende lande har vidt forskellige måder at opgøre deres undervisning på.

»Den viser ikke den endegyldige sandhed, men man kan bruge den til at få et indtryk af nogle tendenser — ligesom det er tilfældet med PISA-undersøgelserne, « siger hun og tilføjer:

»Men det skal ikke tages bogstaveligt, for landene optæller deres tid meget forskelligt«.

Sagen kort

Undervisningsminister Christine Antorini offentliggjorde i går tal indhentet fra folkeskolerne, der viser, hvor stor en del af lærernes samlede arbejdstid de brugte på at undervise i skoleåret 2010/11.

Tallene viser, at den gennemsnitlige undervisningstid ligger på en tredjedel af arbejdstiden.

Selv om det er en stigning på under én procentpoint i forhold til sidste år, er det ikke nok, sagde Christine Antorini.