»Som vi jo ved, kan kvinden ikke få nydelse uden det mandlige organ,« forsikrer den anerkendte kvindelæge dr. Dalrymple den yngre doktor og lærling Mortimer Granville i den premiereaktuelle film ’Hysteria.’ Komediens udgangspunkt er 1800-tallets hysteri-diagnosticering af borgerskabets undertrykte og oversete kvinder. De indebrændte kvinder var syge, og kuren var massage af de ydre kønsdele. Granville stod fadder til underlivsvibratoren, som vi i dag kalder dildoen. Siden har dildoen vundet så stor udbredelse, at den måske ikke er hver kvindes eje, men i hvert noget der tales rigtig meget om og sælges rigtig mange af. Trist nok – vil nogle måske mene – er det lang tid siden, at dr. Dalrymples udsagn om den kausale sammenhæng mellem det mandlige organ og kvindelig nydelse blev taget for gode varer. Kvinder kan i dag sagtnes håndtere orgasmen helt selv, netop takket være dildoen. Og sexologer rapporterer om, at kvinder ligefrem er blevet ’dildomaner’ – afhængige af dildoerne for at få orgasme. Mange kan ikke længere opnå tilfredsstillelse uden de kraftige, mekaniske vibrationer, hvilket efterlader mændene frustrerede, fordi netop det at kunne give en kvinde orgasme opfattes som en central del af maskuliniteten. Den kvindelige dovenskab bliver til mandens nederlag. I den polariserede kønsdebat om ’powerkvinder’ og ’tabermænd’ er det opløftende, at mænd også melder sig med kritik af kvinders (over)forbrug af tekniske stimulanser. Vi har brug for en mandeoffentlighed, der tør udfordre maskulinitetens snævre grænser for, hvad man kan/tør tale om i det offentlig rum. Overforbrug af dildoer er desuden et symptom på, at samfundets overstimulerende kultur udfordrer sexlivet og forholdet mellem kønnene. Og ligesom mådehold og begrænsninger af forbrugskulturen er et aktuelt tema i den globale finans- og klimakrise, bør det også blive en del af diskussionen om de nære relationer.