Opslag til denne artikel

Emneord:alkoholisme, kvindeliv, sex, uddannelse
Steder:Rusland

MOSKVA — De vil gerne, de russere, men mange kan ikke have sex og dermed få børn. Det fortæller en af landets alt for få sexologer, doktor Aleksandr Polejev til Information.

Selvom premierminister og efter alt at dømme kommende præsident Vladimir Putin af mange russiske kvinder bliver betragtet som et sexet machosymbol og har to børn med sin kone og ifølge rygterne også et barn med en kendt sportsstjerne, så har det ikke hjulpet på befolkningstallet. Samtidig eksploderer sexindustrien, og Rusland har siden systemskiftet i 1991 gennemlevet en regulær sexuel revolution. Men intet synes at hjælpe — befolkningstallet falder katastrofalt. Folk, især mænd, dør alt for tidligt, og de russiske familier og kvinder vil ikke have børn af frygt for den økonomiske byrde og på grund af katastrofal boligmangel.

Vladimir Putin har selv sagt, at den lave levealder og det lave fødselstal er Ruslands absolut største problem — samtidig med at han lægger stemme til tv-reklamer for sit parti, Et Forenet Rusland, hvor han lover folk en sikker fremtid og velfærd.

Sex med måde

Både Putin og den nuværende præsident Dmitrij Medvedev har bevilget enorme summer for at rette op på det demografiske problem, men intet synes for alvor at hjælpe.

Som han sidder der smilende i sin hyggelige klinik i det centrale Moskva, kan man ikke set det, men doktor Polejev, der også er kendt fra russisk tv og netkonsultationer, er dybt bekymret: »Jeg modtager dagligt snesevis af klienter, mænd og kvinder, som har seksuelle problemer. Sekslivet i Rusland foregår ’med måde’, på trods af at tv og medierne stort set ikke handler om andet. Det drejer sig først og fremmest om mænd, der har problemer med potensen — mænd lider generelt af store mindreværdskomplekser — og kvinder, som ikke får nogen form for orgasme eller har nydelse ved samleje. Men det er blot det mindste problem, som jeg oftest kan løse for dem. De største problemer, som betyder, at antallet af russere hvert år falder med op mod en million, er boligmangel og alkoholisme.«

Ruslands potens er væk

Doktor Polejev fortæller, at unge par som regel undlader at få børn, fordi de er tvunget til at bo i 5-10 år hos forældrene til den ene eller den anden i små toværelses lejligheder.

»Hvis de endelig formår at skaffe sig en lejlighed, så er renten på hypotekslån (kreditforeningslån, red.) typisk 11 procent, hvor den i Vesteuropa typisk ligger på 4 procent,« siger han: »Det kan tage potensen fra enhver og har fjernet Ruslands potens. Lidt skævt kan man sige det sådan, at svigermor tager potensen fra svigersønnerne. Det er ikke sjovt at skulle på toilettet efter en tur med svigermors datter, når du skal igennem svigermors soveværelse.«

Dertil kommer, siger Aleksandr Polejev, at hans klienter og store dele af den russiske befolkning ikke tror på fremtiden.

»De er bekymrede for deres job, de kan ikke forvente hjælp, hvis de bliver arbejdsløse, og det gør de tit. De har ingen tiltro til staten, fællesskabet, for de har aldrig oplevet det sociale velfærdssystem, som I har i Danmark. De tjener ikke nok til at sikre sig. Middelklassen, som alle taler om som den store frelser, er stadig alt for lille til at få indflydelse på situationen. Hvordan skulle man kunne forvente, at de unge vil have børn i den situation? Hvordan skal de kunne betale for børnehave, skole, uddannelse og fritid for deres børn?« spørger sexologen retorisk.

Vodka dræber mændene

Fødselstallet er en ting. Dødeligheden en anden. Ifølge den russiske doktor er det altafgørende problem, at russiske mænd dør alt for tidligt. Og det skyldes alkoholisme.

»Det er et ældgammelt problem i Rusland, men det har aldrig været så stort som i dag. Narkotika, tobaksrygning og aids er småting i forhold til det evindelige russiske problem — vodka. Vodkaen fører til skilsmisser på stribe, impotens, familiestridigheder, faldende fødselstal og tidlig død.«

»Det er lykkedes myndighederne at løse noget af problemet i storbyer som Moskva, Sankt Petersborg og Jekaterinbur, men i provinsen er det et kæmpe problem,« siger Aleksandr Polejev.

Han anslår, at hver tredje mand i provinsen er alkoholiker, og ifølge hans oplysninger er den gennemsnitlige levealder for mænd ikke det officielle 59 år, men 57 år, og i den russiske provins’ håbløshed er situationen endnu værre.

Vladimir Putin og Dmitrij Medvedev, der begge er kendt som asketiske mænd, går til valg på søndag med partiet Et Forenet Rusland, under sloganet »Sammen vil vi sejre!«

Det er hidtil ikke lykkedes Information at finde bare én eneste, som har tænkt sig at stemme — bortset fra økonomiprofessor Musin, som vil stemme imod alle — til det forudbestemte valg. Heller ikke doktor Aleksandr Polejev.

Denne artikel er anbefalet af: