Opslag til denne artikel

Emneord:ledighed, socialpolitik, staten, velfærdsstat
Personer:Joachim B. Olsen, Özlem Sara Cekic

Vi er faldne. Den samme historie var på forsiden af to borgerlige aviser på samme dag. Det var ikke pinligt, det var uhyre væsentligt. Den socialdemokratiske socialminister Karen Hækkerup sagde nemlig endelig noget, der kunne minde om det, de kalder for ’værdikamp’.

’Normskred’ var hendes diagnose af problemet i den danske velfærdsstat, og svaret var ’ret og pligt’. Det store problem med den danske velfærdsstat er ifølge ministeren, at borgerne tænker for meget på sig selv og for lidt på fællesskabet. De forholder sig til velfærdsstaten som en butik, hvor det gælder om at rage så meget til sig som muligt, og de spørger ikke til deres egne pligter.

Det var en diagnose, som statsministeren Helle Thorning-Schmidt kunne snakke med på. For en gangs skyld sagde hun selv noget andet, end at hun ikke har noget at sige:

»Det er meget muligt, at der over de sidste år er sket et normskred, så man tror, at man bare kan få af samfundet,« sagde statsministeren.

Normskredet handlede ifølge statsministeren ikke om, at velhavende borgere skal have børnecheck og ældrecheck og alle mulige garantier. Det handlede ikke om privilegier til dem, der ikke har brug for dem. Det oprørende for statsministeren var de arbejdsløses privilegier. Hun kaldte det »en ekstrem provokation« over for »hårdtarbejdende lønmodtagere«, at raske mennesker ligger hygger sig på overførselsindkomster i stedet for at finde noget at rive i. Normskredet er for statsministeren hverken politisk eller systemisk: Det er moralsk.

De slappe fattige

Socialdemokraternes fortælling om det moralske forfald gentager en borgerlig figur: Staten er for gavmild, og de grådige borgere udnytter det. Engang var vi dydige mennesker med arbejdsmoral og pligtfølelser. Nu har vi fået det så godt, at vi er blevet egoistiske og uproduktive. Problemet med ledighed er i denne fortælling ikke, at der er borgere, hvis arbejdskraft ikke efterspørges, men derimod at den sociale godhed har gjort de ledige for slappe til at tage sig sammen. Helle Thorning-Schmidts karakteristik af de sociale klasser er symptomatisk: Det er ikke dem, der har meget, som skal forpligtes på dem, der har mindre, og de laveste skal ikke rette deres vrede mod de etablerede. Tværtimod: Underklassen skal ikke provokere den arbejdende middelklasse med lediggang. De, der er nederst, skal være taknemmelige over for dem, der er oppe, og de skal opføre sig ordentligt, så de arbejdende gennemsnitsdanskere ikke bliver frustrerede.

Det er en ikke en kritik nedefra og op, det er en kritik oppefra og ned. Og den afslører, hvad det vil sige at være et moderne arbejderparti: Man holder ikke med arbejderne imod arbejdsgiverne. Man holder med dem, der har arbejde, mod dem, der ikke har arbejde.

Sociologisk er diagnosen forkert: Det såkaldte normskred har ifølge forskeren Jørgen Goul Andersen ikke fundet sted. Han kan ikke af sine undersøgelser for Rockwoll Fonden aflæse tendenser, at det bliver regnet for smart at være arbejdsløs. Det giver ikke social anseelse at være på overførselsindkomst, og det giver ikke personlig stolthed at leve af almisser. Hvem har hørt nogen i et selskab stolt erklære sig som kontanthjælpsmodtagere, og hvem har læst kontaktannoncer, der efterlyser det stimulerende samliv med en langtidsledig? Myten om den lykkelige arbejdsløse er sociologisk forkert, men politisk effektiv. De, der lever af overførselskomster, har gennem de seneste 25 år fået færre rettigheder og flere pligter, men politisk set er de blevet fremstillet som ekstremt provokerende.

Den selvforskyldte elendighed

Normskredet handler således ikke om, at underklassen er blevet mere egoistisk og skamløs. Det handler om, at det dominerende Danmark ikke vil finde sig i, at de, der ikke arbejder, har samme rettigheder som dem, der arbejder. Og så snart Socialdemokraterne indleder fortællingen om de fattiges moralske forfald, fører de kulturkamp — for oppositionens politik. Det viste allerede reaktionerne på Karen Hækkerups diagnose: Pia Kjærsgaard meldte straks, at hun var helt enig, og hun var forarget over, at folk på overførselsindkomst havde penge nok til cigaretter! Den slags svineri skal ikke støttes, sociale klienter skal ikke have frie valg. Venstres Inger Støjberg var lige så begejstret for statsministerens melding om ’normskredet, og hun gjorde opmærksom på, at man netop burde fastholde de laveste ydelser, fordi de skabte større afstand mellem de gode arbejdende og de slappe ledige. Også de konservative var med på Hækkerupdoktrinen: Jo, sagde en ordfører fra partiet: »Der er sket et værdiskred, hvor modtagere af offentlige ydelser let glemmer, at andre har afleveret dem.«

De ledige er ikke tilstrækkeligt taknemmelige, forstår man. De anerkender ikke, at de lever på fællesskabets nåde. Det er det klassiske borgerlige forsvar for ulighed: De laveste klasser er selv skyld i deres dårlige stilling, fordi de er umoralske og uopdragne. Det overraskende ved den offentlige historie om kontanthjælpsmodtageren Carina var i denne uge forargelsens retning: Folk bliver ikke vrede over, at hun havde så lidt. Folk blev forargede over, at hun havde det for godt.

Det virkelige normskred er således, at Socialdemokraterne har overtaget fortællingen om forfaldet. I stedet for at se ulighed som et politisk problem, ser de den som afspejling af et moralsk hierarki. De erstatter politiske krav til dem i toppen med moralsk foragt for dem i bunden.

Denne artikel er anbefalet af: