Kina har problemer med at indfri øko-ambitioner

»Forhåbningerne er blevet gjort til skamme. Kinas forsøg med øko-byer er blevet fortællingen om højtflyvende ambitioner og ingen resultater.«

Sådan siger Wen Bo, der er en førende kinesisk miljøaktivist.

I Vesten har der været knyttet store håb til Kinas storstilede forsøg med øko-byer, som landets kommunistiske ledelse har promoveret i flere år. Men indtil nu er landet ikke i stand til at fremvise et succesfuldt projekt, men kun uforløste planer.

»Det er et stort problem, da det er absolut nødvendigt, at Kina hurtigt finder en løsning og gør landets byer bæredygtige,« siger Wen Bo, der i flere år har studeret udviklingen af Kinas øko-projekter.

Kinesernes fremtidige boformer vil få stor betydning for verdens klima og miljø. Regeringens plan er, at omkring 300 mio. mennesker skal flyttes fra landområderne og ind til byerne over de næste 20 år — det vil i ekstrem grad belaste energi og vandressourcer. Hver anden af verdens nye bygninger opføres i dag i Kina. Landet producerer 50 procent af verdens cement, og byggeboomet er bl.a. med til at få energiforbruget til at eksplodere — for tiden med 12 procent om året — og det dækkes hovedsageligt af kulafbrænding, som med sin CO2-udledning er med til at forårsage klimaforandringerne.

Store forventninger

Regeringens ønske om større energieffektivitet, har bragt visionerne om øko-byer på banen. Og specielt to projekter var omgærdet af store forventninger. De blev lanceret som intet mindre end skabeloner for Kinas — og verdens — udvikling. De skulle vise vejen for bæredygtigt design, og hvordan mennesket kan minimere sin belastning af miljø og klima. Magtfulde kinesiske politikere bakkede projekterne op. Og de blev udtænkt af førende vestlige eksperter og stjernearkitekter.

Planen for det ene projekt var at opføre en splinterny by, som skulle være »verdens første økoby«. I Dongtan, ved Yangtze-flodens udmunding nær Shanghai, skulle titusindvis af mennesker allerede i dag leve en næsten CO2-neutral tilværelse med en cykelvenlig infrastruktur og med strøm og varme skabt af sol, vind og biomasse.

Og i det andet projekt var det planlagt, at bønderne i Huangbaiyu i Nordøstkina i dag skulle bo i Kinas »første økologisk bæredygtige landsby« i miljøvenligt fremstillede økohuse og i et energieffektivt samfund med solpaneler og biomasseanlæg.

Dongtan ville »definere fremtiden for bæredygtig byudvikling«, sagde Arup, det britiske ingeniør- og konsulentfirma, der sammen med regeringen i Shanghai var ansvarlig for projektet.

»Dongtan er det største håb, vi har, for at udvikle en bæredygtig livsstil,« hed det.

Ingen fremskridt

Målsætningen var ambitiøs. Men både i Dongtan og Huangbaiyu gik intet efter planen. Begge projekter blev sparket i gang i 2005. I Dongtan skulle der allerede i 2010 bo 50.000 indbyggere — og ifølge planen skulle det tal stige til en halv million i 2030.

Projektet blev søsat med stor fanfare af Kinas præsident, Hu Jintao, og skulle bevise Kinas grønne sindelag. Men stadig i dag er det første spadestik til øko-byen endnu ikke taget, og ingen er flyttet ind. Grunden er bl.a. uenighed om finansiering mellem lokalregeringen (der åbenbart forventede en gratis økoby) og britiske Arup. Og samtidig fordi en af projektets største støtter, Shanghais borgmester og kommunistchef, Chen Liangyu, i 2008 blev idømt 18 års fængsel for korruption.

Huangbaiyu blev designet af William McDonough, en berømt personlighed i den amerikanske grønne arkitektur bevægelse. Og amerikanske Ecoworks Foundation, der var involveret, erklærede ved projektets start: »Med dette nye design vil Huangbaiyu have en unik mulighed for at redefinere sig selv økonomisk, socialt og miljømæssigt.« Men projektet kollapsede, da ingen tog lokalbefolkningen med på råd og satte sig ind i, hvilke behov de havde. Som en af landsbyboerne beskrev projektet overfor Information allerede i 2006: »Det er en god idé, bare ikke her.«

Mange af bønderne nægtede at flytte ind i de nye økobygninger, da de ikke var designet til at give dem mulighed for at holde husdyr og køkkenhaver, hvor de kunne dyrke livsvigtige ekstra afgrøder. Boligerne endte samtidig med at blive så dyre, at få havde råd til at flytte ind i dem. Desuden var der ingen kontrol med, at visionerne faktisk blev ført ud i livet. Biomasseanlægget kom aldrig rigtig i brug. Kun en håndfuld af de 42 nye boliger blev bygget efter de planlagte miljøvenlige forskrifter. Og kun et enkelt hus fik installeret solpaneler.

Nyt projekt

Drømmen om øko-byer i Kina lever dog videre. De største forhåbninger er for tiden knyttet til en ny økoby i Tianjin, nær Beijing. Det er et samarbejde mellem regeringerne i Kina og Singapore, og bygges på et 30 kvadratkilometer stort område, hvor der skal bo 350.000 mennesker i 2020. Planerne fortæller om solenergi, geotermisk energi (fra jordens indre f.eks. i form af varmt vand eller jordvarmeanlæg, red.) og en stor satsning på offentlig transport. Bygningerne vil leve op til »strenge grønne standarder«, men der er dog ingen detaljer om, hvad det betyder i praksis.

Kritikere mener, at projektet ikke er ambitiøst nok. For eksempel er målet, at blot 20 procent af byens energiforbrug skal dækkes af vedvarende energi, hvilket er en minimal forbedring i forhold til det nationale mål. Og målet for CO2-udslip er ligeledes ganske beskedent.

Et hult koncept

Wen Bo stiller da også spørgsmålstegn ved regeringens ønske om at flytte så mange flere mennesker ind i Kinas allerede eksisterende byer og de nye øko-byer, der er på tegnebrættet.

»Hvorfor skal stadig flere flytte til byerne, der allerede lider under mangel på ressourcer? Det er ikke bæredygtigt,« siger han.

Samtidig kritiserer han hele konceptet med øko-byer. »Selve opførslen af byerne skader miljøet og naturen. I Dongtan ville byen ødelægge vådområder, der var vigtige for trækfugle. I Tianjin vil de ødelægge et naturligt kystområde. Og i andre byer bygger de såkaldte øko-byer i områder, som ellers er præget af urørt natur. De kalder det øko-byer, men viser ingen respekt for naturen.«

Samtidig mener han, at erfaringerne fra Dongtan og Huangbaiyu bør få omverdenen til at dæmpe sine forventninger til den grønne udvikling i Kina.

»Kinas byers udvikling i fremtiden vil få store konsekvenser. Ikke kun for Kina, men også for omverdenen,« siger han.

»Og når Vesten så hører om Kinas satsning med øko-byer og bæredygtighed, så skabes der begejstring og håb. Men det håb forblænder måske Vesten så meget, at de ikke ser kritisk og realistisk på situationen, eller om de fine ord faktisk omdannes til realitet. De har overvurderet den kinesiske regerings evne til at gennemføre visionerne.«

»Kina har mange byer, som er øko-byer af navn, men de mangler substans,« siger Wen Bo.

»I Kina ynder magthaverne at promovere øko-byer. Det er et image, de prøver at sælge for at vise, at de tænker grønt. Men for Kinas politikere og byplanlæggere bliver en by til en øko-by, hvis den blot ser moderne ud, har rene gader og nogle træer og grønne områder. Konceptet bruges ikke til at beskytte miljøet og klimaet, men til at tiltrække investeringer — specielt fra Vesten. Det er et reklamestunt.«