»Gudstjeneste er hver søndag klokken 14, og husk nu: White time, no black time!«

Det klinger noget grovkornet for en almindelig velfærdsdansker, men for kirkesangeren her er det tydeligvis blot et spørgsmål om at forsøge at skabe lidt mere orden på menigheden.

Hun er nu selv mødt op til tiden, ligesom de overvældende mange andre, der på den ene eller anden måde er en del af gudstjenesten, men det er ganske rigtigt meget få af de menige kirkegængere her 10 over to denne søndag.

De kommer drypvist sivende ind, så man fristes næsten til at tro, at der ikke er tale om en særligt afrikansk kultur, men at man, som enhver der har været til en generalforsamling i foreningsdanmark ved, er nødt til at pålægge folk en tillidspost, før de kommer til tiden.

Det er nu ikke, fordi man som sådan går glip af et storstilet brag ved begyndelsen af messen; der er en decideret afslappet og uhøjtidelig stemning, koret øver lidt, trommeslageren spiller reggaerytmer og på den store skærm bag alteret viser projektoren med jævne mellemrum enten fejlmeddelelser eller pauseskærm.

Det må hermed være bevist, at end ikke Gud er mægtigere end Bill Gates.

Church on the rock, som holder gudstjeneste hver søndag i Timotheuskirken i Valby, er en del af en frikirke, der udspringer af USA. Deres danske menighed består altovervejende af herboende afrikanere, og pastor James Lubega — som sjovt nok ligner Lou Bega en smule, ham med »Mambo Number Five« — er selv fra Uganda.

Ham får man dog ikke at se lige med det samme, i stedet åbnes ballet med nogle salmer, som synges af koret, delvist suppleret af menigheden.

Teksterne på skærmen bliver stadig kun sporadisk vist, men det synes ikke at genere nogen. Det er heller ikke, fordi variationen er stor; der er tale om lovsang, og 80 pct. af ordene, der synges, er ’Jesus’. Ind imellem får vi at vide, at han vores Daddy-O, hvilket er meget betryggende.

Halvanden times Bibel

Mens kvinderne i koret straks fanger opmærksomheden med farverige kjoler, opsat hår, stiletter og voldsom make-up, er de tre mandlige sangere i et matchende sæt skjorte og bukser, der ligner noget fra et Din Tøjmand-katalog fra 1998.

Prædikenen er typisk evangelistisk, en lang prædiken over enkelte korte citater. Meget lang, endda; denne søndag lykkes det ham at prædike over fire Bibel-citater i sammenlagt halvanden time, uafbrudt. Til alt held er menighedens børn gået til søndagsskole, sammen med en yngre præst med et flot halstørklæde med det angolanske flag på, men vi voksne bliver pænt siddende og følger med i anekdoterne.

I dag handler det om, at man skal bygge sin tro på det, man allerede ved.

Man behøver ikke søge uden for sig selv, for inde i hjertet har Gud allerede givet os troen, så vi skal fokusere, på de ting vi allerede har hørt.

Halleluja for det

Fremtiden, og det vi kommer til at høre, tilhører ikke os endnu. Det kan godt være lidt svært at følge hans tankerække, men han vender altid tilbage til hovedpointen, omend det kan tage noget tid. Heldigvis afslutter han ikke, som flere af de andre der har talt, hver eneste sætning med »Halleluja«. Halleluja for det!

Der er andre end jeg, der er ved at blive rastløse, men så sker der pludselig noget: Vi er nået til klimakset i prædikenen, og nu vandrer pastor Lubega rundt foran alteret, mens han råber sin bøn til Gud ud for sine lungers fulde kraft, imens de tilhørende råber »AMEN!«.

Og så er det lige pludselig slut, og kollektet bliver sat frem midt i lokalet. Ikke noget med at snige sig uden om her.

Jeg har ikke været her før, så jeg får en mikrofon, og skal fortælle hvem jeg er.

Det lykkes at undgå AA-vitsen, og jeg bliver budt velkommen og får en masse kram og en kuglepen, der kan lyse.

Jeg siger, at det har været hyggeligt, og lader være med at sige, at prædikenen var lidt for lang. Selvom det allerede er blevet mørkt udenfor.

 

Church on the Rock, hver søndag klokken 16 i Timotheuskirken, Christen Bergs Allé 5, Valby