I alle de riger og lande,

hvorhen jeg i verden for,

jeg fægted med åben pande

for, hvad jeg for alvor tror.

B.S. Ingemann

Som skrevet står (på forsiden af gårsdagens Information: »Tid til selvransagelse« for journalister og politikere.

Da man unægtelig er og har været journalist — stort set aldrig andet i hele sit liv og sikkert alt for længe og oven i købet kun på Information — må man uundgåeligt føle sig ramt. I anledning af en »spindoktors angivelige forsøg på at lække fortrolige oplysninger om Helle Thorning-Schmidts skattesag.« Ja, til udtrykkelig »alvorlig« selvransagelse bør det ifølge forsiden føre. Skærpet inde i bladet (side 4-5) til:

»Nu må det være tid til moralsk oprustning blandt danske medier. Det siger eksperter (i hvad? I moral? I oprustning? Danmark? Medier? Eller er det bare sådan, at er man ekspert i medier, er man også automatisk et særlig moralsk menneske? Eller hvad menes egentlig med ’ekspert’?), efter Ekstra Bladet i går kunne fortælle, at forhenværende skatteminister Troels Lund Poulsens spindoktor, Peter Arnfeldt, har forsøgt at lække fortrolige oplysninger om Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnocks skattesag til avisen. Samme oplysninger, vel at mærke, som B.T. kunne offentliggøre få dage før folketingsvalget i september i år.«

Det hele blev fulgt til dørs på bagsiden af ens chefredaktør Christian Jensens lederord: »Når en journalist lover kildebeskyttelse, skal den være absolut og ikke til forhandling. Hvis vi ikke kan garantere den fortrolighed, kan vi ikke forvente, at noget menneske vil risikere at dele sin viden med os. Det er dog ikke ensbetydende med, at vi skal love hvem som helst kildebeskyttelse … Som journalister må vi aldrig indgå aftaler og kontrakter, der afskærer os fra kritiske behandling af bestemte kilder. I så fald går vi reelt i forbund med magthaverne frem for at tjene vores læsere og offentligheden. Dermed vil vi være godt i gang med at eliminere vores egen troværdighed og i sidste ende eksistensberettigelse.«

Fint i tråd med, hvad forskningschef ved Danmarks Journalisthøjskole, Oluf Jørgensen, citeres for inde i bladet: »Problemet er, at store dele af pressen i dagligdagen giver kildebeskyttelse til magtens repræsentanter … Gang på gang ser vi, at pressen beskytter magtens repræsentanter og giver dem mulighed for at plante informationer, der bliver repræsenteret for offentligheden som uafhængig nyhedsdækning.«

Amen. Amen. Amen.

Hvem sidder på nyheden

Men er ens selvransagelse som journalist dermed klaret?

For ikke at gøre ransagelsen for overkommelig, kunne man søge hjælp hos en af forrige århundredes største journalister, amerikaneren Walter Lippmann (1889-1974) og hans til dansk oversatte bog Folkestyrets pris fra 1960. Blandt hans mange altid tankevækkende pointer om forholdet mellem de moderne vestlige demokratier og deres medier er en af de mest stimulerende den, at demokratierne og medierne har lidt uheldssvangert tab ved partipressens næsten totale død til fordel for de store påstået neutrale omnibusavisers, radio- og tv-stationers dominans.

For dermed bliver det i stedet for synspunkterne og holdningerne jagten om nyhederne, der bliver mediernes fremmeste konkurrence på markedet, og hvem sidder på nyhederne? Det gør magthaverne og magtens repræsentanter! I hvis sold medierne dermed kommer! Mere eller mindre forstærket af spindoktorer og andet lignende medicinering, men selve forgiftningen er ifølge Lippmann fundamental:

Alle vi moderne journalister er i den forstand ikke for andet end for krypto-spindoktorer at regne. Eller i hvert fald i overhængende fare for at blive det, hvis vi ikke som minimum vedkender os situationen.

For et blad som Information, der fra sin allerførste begyndelse som legal avis ligefrem insisterede, ja, nærmest pralede, med sin uafhængighed af partipolitiske (og økonomiske) interesser, blev den lippmannske provokation for et halvt århundrede ikke en øjenåbner, for risikoen ved den påberåbte uafhængighed stod fra starten avisens første chefredaktører, Børge Outze og Erik Seidenfaden, klart, men Lippmann skærpede risikoen — smerteligt stimulerende.

Signeringen af lederne var allerede foretaget i netop erkendelsen af, at nok talte de på hele Informations vegne, og dog var de uundgåeligt farvet af den enkelte lederskribents egne personlige synspunkter og holdninger og ja, misvisninger. Op gennem 1960’erne blev det mere og mere om at gøre det klart, at alle de nyheder, som magthaverne og magtens repræsentanter ’planter’, også i Information, aldrig (med undtagelse af alene de eksakte, gennem- og efterprøvede naturvidenskabelige kendsgerninger) må opfattes som evige, uimodsigelige, neutrale, objektive sandheder.

Altid skal enhver tilkendegivelse (med eller uden spindoktor) fra enhver politisk, økonomisk, kulturel, kunstnerisk, intellektuel magthaver stå til diskussion og modsigelse, og hans eller hendes grundliggende og — læggende synspunkter, holdninger og ja, misvisninger bevidstgøres. Udsættes for ideologikritik, som det blev kaldt i 1968.

For mit vedkommende ikke mindst inspireret af Walter Lippmann.