I alle de riger og lande,
hvorhen jeg i verden for,
jeg fægted med åben pande
for, hvad jeg for alvor tror.
B.S. Ingemann
Som skrevet står (på forsiden af gårsdagens Information: »Tid til selvransagelse« for journalister og politikere.
Da man unægtelig er og har været journalist — stort set aldrig andet i hele sit liv og sikkert alt for længe og oven i købet kun på Information — må man uundgåeligt føle sig ramt. I anledning af en »spindoktors angivelige forsøg på at lække fortrolige oplysninger om Helle Thorning-Schmidts skattesag.« Ja, til udtrykkelig »alvorlig« selvransagelse bør det ifølge forsiden føre. Skærpet inde i bladet (side 4-5) til:
»Nu må det være tid til moralsk oprustning blandt danske medier. Det siger eksperter (i hvad? I moral? I oprustning? Danmark? Medier? Eller er det bare sådan, at er man ekspert i medier, er man også automatisk et særlig moralsk menneske? Eller hvad menes egentlig med ’ekspert’?), efter Ekstra Bladet i går kunne fortælle, at forhenværende skatteminister Troels Lund Poulsens spindoktor, Peter Arnfeldt, har forsøgt at lække fortrolige oplysninger om Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnocks skattesag til avisen. Samme oplysninger, vel at mærke, som B.T. kunne offentliggøre få dage før folketingsvalget i september i år.«
Det hele blev fulgt til dørs på bagsiden af ens chefredaktør Christian Jensens lederord: »Når en journalist lover kildebeskyttelse, skal den være absolut og ikke til forhandling. Hvis vi ikke kan garantere den fortrolighed, kan vi ikke forvente, at noget menneske vil risikere at dele sin viden med os. Det er dog ikke ensbetydende med, at vi skal love hvem som helst kildebeskyttelse … Som journalister må vi aldrig indgå aftaler og kontrakter, der afskærer os fra kritiske behandling af bestemte kilder. I så fald går vi reelt i forbund med magthaverne frem for at tjene vores læsere og offentligheden. Dermed vil vi være godt i gang med at eliminere vores egen troværdighed og i sidste ende eksistensberettigelse.«
Fint i tråd med, hvad forskningschef ved Danmarks Journalisthøjskole, Oluf Jørgensen, citeres for inde i bladet: »Problemet er, at store dele af pressen i dagligdagen giver kildebeskyttelse til magtens repræsentanter … Gang på gang ser vi, at pressen beskytter magtens repræsentanter og giver dem mulighed for at plante informationer, der bliver repræsenteret for offentligheden som uafhængig nyhedsdækning.«
Amen. Amen. Amen.
Hvem sidder på nyheden
Men er ens selvransagelse som journalist dermed klaret?
For ikke at gøre ransagelsen for overkommelig, kunne man søge hjælp hos en af forrige århundredes største journalister, amerikaneren Walter Lippmann (1889-1974) og hans til dansk oversatte bog Folkestyrets pris fra 1960. Blandt hans mange altid tankevækkende pointer om forholdet mellem de moderne vestlige demokratier og deres medier er en af de mest stimulerende den, at demokratierne og medierne har lidt uheldssvangert tab ved partipressens næsten totale død til fordel for de store påstået neutrale omnibusavisers, radio- og tv-stationers dominans.
For dermed bliver det i stedet for synspunkterne og holdningerne jagten om nyhederne, der bliver mediernes fremmeste konkurrence på markedet, og hvem sidder på nyhederne? Det gør magthaverne og magtens repræsentanter! I hvis sold medierne dermed kommer! Mere eller mindre forstærket af spindoktorer og andet lignende medicinering, men selve forgiftningen er ifølge Lippmann fundamental:
Alle vi moderne journalister er i den forstand ikke for andet end for krypto-spindoktorer at regne. Eller i hvert fald i overhængende fare for at blive det, hvis vi ikke som minimum vedkender os situationen.
For et blad som Information, der fra sin allerførste begyndelse som legal avis ligefrem insisterede, ja, nærmest pralede, med sin uafhængighed af partipolitiske (og økonomiske) interesser, blev den lippmannske provokation for et halvt århundrede ikke en øjenåbner, for risikoen ved den påberåbte uafhængighed stod fra starten avisens første chefredaktører, Børge Outze og Erik Seidenfaden, klart, men Lippmann skærpede risikoen — smerteligt stimulerende.
Signeringen af lederne var allerede foretaget i netop erkendelsen af, at nok talte de på hele Informations vegne, og dog var de uundgåeligt farvet af den enkelte lederskribents egne personlige synspunkter og holdninger og ja, misvisninger. Op gennem 1960’erne blev det mere og mere om at gøre det klart, at alle de nyheder, som magthaverne og magtens repræsentanter ’planter’, også i Information, aldrig (med undtagelse af alene de eksakte, gennem- og efterprøvede naturvidenskabelige kendsgerninger) må opfattes som evige, uimodsigelige, neutrale, objektive sandheder.
Altid skal enhver tilkendegivelse (med eller uden spindoktor) fra enhver politisk, økonomisk, kulturel, kunstnerisk, intellektuel magthaver stå til diskussion og modsigelse, og hans eller hendes grundliggende og — læggende synspunkter, holdninger og ja, misvisninger bevidstgøres. Udsættes for ideologikritik, som det blev kaldt i 1968.
For mit vedkommende ikke mindst inspireret af Walter Lippmann.
Kommentarer
Informations omsorg for Ole Sohn har rejst spørgsmålet om Information modtog penge/økonoimisk støtte fra CIA/USA under den kolde krig, hvor ikke mindst Erik Seidenfaden umiskendeligt var embedded med Nato. Mon Ejvind Larsen kan bidrage med ord i den sag?
Denne kommentar er anbefalet af:
’Hvad jeg for alvor tror’.
Det er nok der, hunden ligger begravet, eller vendt om, der, hvor der skulle ligge en hund begravet, for ligesom Lippmanns begrædelse af partipressernes bortgang, er det efter min mening et spørgsmål, om nogen har noget at sige mere. I Danmark har det overvældende flertal fået, hvad det drømte om.
Jeg kender ikke nogen, der har noget indholdsmæssigt vigtigt at aflevere. Nu har vi lige afleveret (som det hedder) nogle bomber i Libyen, og så må vi vente til næste gang. I mellemtiden har vi vist ikke noget at gøre ud over at rage til os rent globalt.
Information udgør ikke en undtagelse. Det bedste, man kan sige er, at den orienterer os om, hvor galt det står til. På næste side er der lokkende (og forurenende) rejser til nær og fjern. Information er ikke en åndelig partipresse, ikke engang en miljøpresse. Man bliver seriøst underholdt om det almindelige forfald, og mere kan man nok ikke forlange for sine abonnementskroner.
’Selvransagelse’ er slet ikke et ord for os, for så skulle vi have en målestok, en overligger, at måle os i forhold til, og hvad skulle den hedde? En form for moralsk oprustning eller udrustning findes der nok i de fleste mennesker, men ingen kan give den et navn, vi kan samles om. Der er ikke mere Udrust-dig-helt-fra-Golgatha. Der er kun det tilbage, ’at du ikke må få mere end mig’, så det bruger vi en masse tid på.
Ligger vi en dag i vandmasserne, kan vi så glæde os over, at det er en ret egalitær befolkning, der gør det, og det var åbenbart det højest opnåelige for os.
Denne kommentar er anbefalet af:
For oplyste mennesker drejer det sig kun om een ting: Man mærker hensigt og bliver forstemt
@Robert
Rejser ?
Inf.’s økonomi gik først på røven i 60’erne.
I 50’erne var Inf’s. højrereaktion så absolut, at intet af det antydede var usandsynligt.
Christian Jensens lederord fra i går er faktisk
temmelig mudrede og uskarpe. Han skriver:
“Som journalister må vi aldrig indgå aftaler og kontrakter, der afskærer os fra kritiske behandling af bestemte kilder”.
Han skulle istedet have skrevet: “Som journalister må vi aldrig give kildebeskyttelse til repræsentanter for den lovgivende og udøvende magt”. Så enkelt er det. Oplysninger, der kommer fra dette magtapparat, og som ikke vil ledsages af navns nævnelse på kilden, er ikke værd at røre ved for pressen. Det burde være etikken. - Jamen så løber de andre med historien. Lad dem løbe. Så er der arbejde at gøre for de “rene” med hensyn til at opsnuse og afdække hemmelighedskræmmeriet bagefter. Og den “rene” avis er totalt fri til at kritisere enhver disposition, magten måtte foretage sig siden hen.
Ps. Jeg forstår i øvrigt ikke den udlægning med aviserne, der blev neutrale omnibusaviser efter partipressens død. For alle omnibusaviserne er da farvede efter partier. Det ved enhver. I USA, Tyskland, England, Danmark. Vi ved da godt, at Berlingske er Konservativ, Jyllandsposten er til Venstre eller Dansk Folkeparti, Politiken S-R-agtig og Information - ja, hvordan er det nu? (den lader vi flagre lidt i luften).
Problemet er, at omnibusaviserne ikke har levet op til deres højt besungne ansvar som den fjerde statsmagt. Nej, de har selv leget politikere, selv spillet med på spillet og - som forskningschef ved Danmarks Journalisthøjskole, Oluf Jørgensen, siger:
“Problemet er, at store dele af pressen i dagligdagen giver kildebeskyttelse til magtens repræsentanter”, og lader dem “plante” historier i de “rigtige” aviser. Så, jo, der er så sandelig selvransagelse at gøre rundt omkring.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg er meget enig med Michael Kongstad Nielsen, når han ovenfor skriver:
“Oplysninger, der kommer fra dette magtapparat, og som ikke vil ledsages af navns nævnelse på kilden, er ikke værd at røre ved for pressen”
Men det er jo værre end det, for der er ingen tvivl om at en påstand fremsat af en folketingspolitiker eller dennes nære medarbejder, er mindst 100 gange mere vægtig, end en påstand fremsat af f.eks. undertegnede.
Derfor skal en uvederhæftig påstand også behandles på disse præmisser.
Og TLP/Arnfeldts påstand om Kinnocks skatteforhold er - og var - uvederhæftige. Selv i deres vildeste fantasi kan de ikke have forestillet sig at de havde fuld indsigt i sagen, eftersom HTS afviste at diskutere den.
Alligevel prøver de først at påvirke sagsbehandlingen på et løst grundlag, og siden at mistænkeliggøre udfaldet. Sidstnævnte på trods af, at den store omtale af sagen havde medført at der var nedsat en arbejdsgruppe på fire topeksperter i SKAT til at foretage ligning af Kinnocks selvangivelse.
At TLP holder orlov, bør ikke forhindre at hans uvederhæftighed bliver gjort til genstand for debat i Folketinget, - og personligt mener jeg at han bør kendes uværdig til sit sæde.
Arnfeldts rolle er sekundær, - javist var det ham der prøvede at sælge historien til EB, men det gør ham ikke til andet og mere end en simpel forbryder - det er TLP - som utvivlsomt har været del af, og dermed ansvarlig for, hele forløbet.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Robert
Al ære for fortiden.
Inf. er eneste DK avis med ni liv.
Noget har givetvis haft en finger med i spillet.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det er ikke noget, men nogen der har haft en finger med i spillet: læserne!
Og så er Informiden iøvrigt overlevet på trods af, at f.eks. tankstationer aldrig har villet sælge den i løssalg, selvom de f.eks. gerne vil have en anden smal avis som Week-end Avisen på hylderne.
Denne kommentar er anbefalet af:
I Irma og på større DSB-stationer kan man stadig købe Information i løssalg. Den koste 18,00 kroner eller 2,40 euro pr. stk. (hvem bruger euro på at købe Information?). Det er ganske billigt. Tænk at en Berlingske koster 30 kr i løssalg. Og så er det meste af det endda reklamer.
At Information har været støttet af CIA er nu ikke nogen hemmelighed.
Det kan man bl.a. læse i min kronik fra år 2000:
http://www.information.dk/49444
Et citat: “Et barn af korstoget var verdensorganisationen Kongressen for Kulturel Frihed, der havde kontorer over det meste af verden, herunder Danmark, hvor den kaldtes Selskabet for kulturel frihed, hvis formand fra 1960 var Informations Jørgen Schleimann.”
Michael Kongstad Nielsen
Tja, det kunne jeg f.eks. hvis jeg ikke lige stod og havde kr. på mig under rejsen Athen - København.
Man kan heller ikke få Informeren i Københavns Lufthavn - den passer ikke ind i stilen i det superkapitalistiske spejlbillede som Københavns Lufthavn er.
Kære Michael Kongstad Nielsen,
DSB’s kiosker har altid været undtagelsen der førte Informiden på avishylderne.
Og det kan jo undre lidt, set i forhold til tankstationerne, mener jeg. For samtidig er avisens læsere jo det mediesegment med den højeste gennemsnitsindkomst i landet, såvidt jeg har læst i annoncer fra avisens annonceafdeling.
Måske er det derfor at de borgerlige har et horn i siden på DSB? ;-)
@Steen Sohn
Tampen brænder - noget køligt.
Har du mere, tættere på?
@ Ivan Gullev
- hvad mener du?
@Sten Sohn
Søgning i Inf.s arkiv bunder i 1999.
“Kongressen for kulturel frihed’ var Jørgen Schleimanns CIA-kontor i Danmark. Rifbjerg fortæller han var CIA-betalt på en kulturrejse i Europa.
Direkte CIA forbindelse til Information har jeg ikke fundet.
Hvis man skal forstå @ Ivan Gulevs kommentar, skal man nok læse Klaus Rifbjergs artikel Klaus Rifbjerg: Jeg var CIA-agent
Den har i øvrigt underrubrikken:
Hvis man som Bent Jensen skider røde grise ved tanken om, at en eller anden på et tidspunkt har trykket en kommunist i hånden, må han være fuld af tilgivelse eller ligefrem begejstring ved tanken om en person, der u- eller medvidende har været i CIA’s tjeneste
http://www.information.dk/135002