MOSKVA — »Ulydighedens ånd, frihedens idé fløj som en våd høne fra væg til væg, alle gav sig til at danse, lysekronerne gav sig til at gynge, plysgardinerne åbnede sig forneden som en gammel kællings skørter for at slippe gratisterne ind i salen. Dengang kendte vi knap nok bebop, vi havde kun lige hørt Parker og Gillespie, vi improviserede endnu næsten ikke, men til gengæld swingede vi af hjertens lyst.«
Sådan beskrev forfatteren Vasilij Aksjonov i sin roman Forbrænding virkningen af russisk jazzs grand old mans indflydelse på det sovjetiske samfund, da han begyndte at optræde i 1950’erne med den af de sovjetiske myndigheder frygtede og forhadte ukontrollable, amerikansk inspirerede jazz. I romanen hed han Samson Sabler.
I virkeligheden hedder den berømte saxofonist Aleksej Kozlov. Kozlov betyder ged, og gedens generation er ved at uddø. Alligevel vil Kozlov ikke indrømme, at det, som hans generation stod for, er ved at forsvinde, eller at han er den sidste oprører fra sovjettiden.
»Nej, jeg er ikke den sidste af min generations geder, vi er stadig mange, vi er nok gamle, men der kommer nye geder efter os,« siger Kozlov.
Han er i dag trods sine 76 år på bagen still going strong. Han er en legende, ikke bare i Rusland men i hele jazzverdenen med sit band Arsenal. Og han spiller hver torsdag på den hyggelige og beskedne Café Forte i centrum af Moskva — lige over for monumentet af en af landets mest elskede og ukontrollerbare digtere Aleksandr Pusjkin. Pusjkin står på pladsen af samme navn, som er kendt for at samle kritikere af styret. Ruslands Hyde Park.
Putin styrer ikke jazzen
»Jazz er lige så ukontrollerbar, som Putins demokrati er kontrolleret. Men demokratiet kan ikke kontrolleres i længden. Og det vil det nuværende styre blive tvunget til at erkende,« siger Aleksej Kozlov til Information i pausen under en koncert på Café Forte. Trods sine 76 år har han netop gennemført en times genial trutten i saxofonen. »Når du spørger mig, om jeg går hen og stemmer til valget i morgen, så må jeg le. Selvfølgelig ikke. Det er absurd teater, som jeg i øvrigt elsker som tilskuer — men jeg kunne aldrig drømme om at deltage. Alt er jo afgjort på forhånd.«
Kozlov tilhører den generation af kunstnere i Sovjetunionen, som piblede frem efter Stalins død i 1953. De kaldte sig ’Den Ny Bølge’ og talte medlemmer som forfatteren Aksjonov, Kozlov selv, filminstruktøren Andrej Tarkovskij, billedhuggeren Ernst Neizvestnyj, digterne Andrej Voznesenskij, Jevgenij Jevtusjenko, Bella Akhmadulina, og folkesangerne Bulat Okudzjava og, lidt senere, Vladimir Vysotskij, som trods sin alt for tidlige død netop er aktuel igen i en ny dokumentarfilm og talrige udsendelser på tv. De elsker ham stadig, russerne.
Hævner fædrene
De betød noget, nej meget … måske alt, for den generation, der voksede op efter Stalin.
»Vi blev kaldt 60’er-generationen, fordi vi opstod samtidig med tressernes ungdomsoprør i Vesten, men i virkeligheden var vi en 50’er-generation, som opstod samtidig med den amerikanske beatgeneration og som gjorde oprør. Hverken Aksjonov, Akhmadulina, Neizvestnyj eller jeg har nogen sinde gået på kompromis med myndighederne, vi var ikke bange. Nikita Khrustjov havde ret: Vi var ude på at tage hævn for vore fædre, som bolsjevikkerne, med Lenin og Stalin i spidsen, havde sendt i lejre for at rådne op. Vi har holdt stand over for sovjetidiotiet, og vi holder stadig stand over for de nuværende svindlere i toppen. Vasja (Vasilij Aksjonov, red.) var ikke blot en af Ruslands største forfattere nogensinde, han var den eneste jazzforfatter, musikalsk, en fri fugl, uafhængig, frygtløs, og så improviserede han, så jeg som jazzsaxofonist er misundelig på ham den dag i dag. Han beskriver et sted, at jeg slår en KGB-mand i hovedet med min saxofon. Der tager han fejl. For jeg ville aldrig ofre min sax på et KGB-hoved, men han har ret. Jeg er, som han skriver, sovjet- jazzens partisan. Det er jeg stolt af, og jeg bliver ved med at være partisan, så længe vi har slyngler siddende som ledere,« siger Kozlov i pausen.
Derefter går han ind på den intime scene med bandet og spiller et vidunderligt nummer funky jazz, tilegnet digteren Gumiljov, der døde i Gulag, og hans forskersøn, som opfandt begrebet »Euroasia« med det formål at bringe Rusland tættere på Europa.
Efter koncerten snakker vi videre: »Jeg stemmer ikke til pseudovalgene, men jeg må sige, at situationen for russisk kultur i dag er langt bedre end i sovjettiden. Alligevel befinder vi jazzfolk os stadig dybt nede i undergrunden, både økonomisk og kulturelt. Alt handler om penge, ingen tænker på kultur, musik, kunst, litteratur. Men alligevel så eksisterer der en meget kraftfuld undergrundskultur, som før eller siden bryder frem på overfladen. Den kan hverken politikere, KGB, eller oligarker kontrollere. Vi befinder os i cyberspace, hvor ingen kan nå os.
Kommentarer