Opslag til denne artikel

Emneord:velfærdsdebat
Personer:Ellen Trane Nørby
Organisationer:Venstre

»Nej, men I kan få en tørretumbler.«

Sådan lød svaret ifølge Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, til et forældrepar, der bad kommunen om et bestemt hjælpemiddel til deres handicappede barn.

Sammen med unge, der får boligtilskud til en lejlighed, de lejer af deres forældre, er det eksempler på, at man tilbyder en basispakke til folk uden at skele til deres behov. Og det baner vejen for, at alle vil kræve deres ret til så meget som muligt, mener Ellen Trane Nørby.

»Når folk betaler en del i skat, oplever man også, at folk gør brug af deres rettigheder. Der er vel nærmest ingen forældrekøbslejligheder, hvor børnene ikke efterfølgende får tilskud for at leje boligen? Er det et behov? Næ, men det er det så blevet til,« siger Ellen Trane Nørby, som dog ikke umiddelbart mener, at regler for boligtilskud skal ændres:

»Pointen er at illustrere, at der er mange i dag, der kræver uden reelt at have behov. Vi er gået fra et behovssamfund til et krævesamfund. Tidligere var der en større ære i at klare sig selv og i ikke at have behov for staten. I dag er der kommet en kræmmertilgang til det, hvor det ville være dumt ikke at tage, hvis du kan få.«

Således indledes interviewet om, hvorvidt velfærdssamfundet kan tillade sig at kræve, at vi hjælper hinanden.

Tjek er nødvendige

Som også flere socialdemokratiske ministre for nylig har påpeget, er der ifølge Ellen Trane Nørby sket et normskred: »Særligt i forhold til en mindre gruppe, hvor vi kan se, at socialt bedrageri er blevet meget mere udbredt over de senere år,« siger hun og henviser til sin tid som socialordfører, hvor der var ’utallige eksempler’ på såkaldte fædrelejligheder, som husede op mod fem mænd, som rent proforma havde angivet, at de var blevet skilt.

Ellen Trane Nørby betoner, at der er blevet givet kommunerne en række muligheder for at afsløre socialt bedrageri.

— Så velfærdsstaten er bare nødt til at holde bedre øje med borgerne?

»Det burde ikke være nødvendigt. Vores velfærdssamfund er bygget op i forlængelse af andelstanken om, at den er et fællesskab. Det er et samfund, vi har valgt i fællesskab, og det bliver undermineret, hvis ikke vi gør noget.«

— Men skal folk, der er på overførselsindkomst, så bare i stigende grad vænne sig til, at de bliver tjekket?

»Ja, hvis man får en ydelse, skal man også kunne dokumentere, at man får den retmæssigt.«

Det relativt høje danske skattetryk er ifølge Ellen Trane Nørby en naturlig følge af, at man eksempelvis kræver boligsikring ved forældrekøb.

»Så det handler også om, at folk bliver bevidst om konsekvenserne af deres krav.«

Større krav til behandlere

Som Lars Løkke Rasmussen lancerede på Venstres landsmøde for nylig, skal der være plads til at behandle borgerne forskelligt:

»Ved at sige, at alle har krav på og ret til det samme, får vi sat loft og gulv på i stedet for at betragte folk og deres behov individuelt. Den debat bliver vigtig årene fremover, for vi risikerer, at der er folk, der ikke får, hvad de har behov for, og så vil vi se endnu flere klager ved det Sociale Ankenævn.«

— Men det stiller meget høje krav til sagsbehandlerne?

»Ja. Og det er det, der hver dag sker i sundhedsvæsnet. Lægerne vurderer som fagpersoner, hvem der har brug for hvad. Men så snart vi bevæger os over på det sociale område eller beskæftigelsesområdet, glemmer vi den individualitet, som er nødvendig, hvis folk skal have den rigtige hjælp eller ydelse,« siger hun og vender tilbage til sagen om det forældrepar, der blev tilbudt en tørretumbler, da de havde behov for noget ganske andet:

»Hvem gavner det? Ingen. Den individuelle visitering forsvinder, når alle kræver det samme,« siger Ellen Trane Nørby.

—Er det et opgør med de universelle ydelser?

»Nej, for mig handler de om lige adgang til uddannelsessystemet, til sundhedsvæsnet og til et socialt sikkerhedsnet. Men der er intet i vejen for at diskutere, om ikke de kompetente medarbejdere kan lave en individuel vurdering, hvor svaret ikke behøver at være tørretumbler, fordi den er røget med op i basispakken.«

— Hvordan får man borgerne til kun at kræve efter behov?

»Det gør man kun, hvis alle kan se en værdi i det. Hvis alle ser, at når vi bare kræver, bliver det for det første dyrere i skat — dernæst er det et spørgsmål om, hvad det er for et samfund, vi gerne vil have. Forudsætningen for at foreningen Danmark hænger sammen er, at vi alle sammen som udgangspunkt bidrager mere, end vi hiver ud.«

Denne artikel er anbefalet af: