Hvor er det hensynsfuldt, at partiet Venstres topledelse har presset den tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen bort fra Folketinget. I søndags forklarede politisk ordfører Ellen Thrane Nørby til Nyhedsbureauet Newspaq: »Vi forholder os til, at Troels Lund fra i morgen tager orlov for at færdiggøre sine studier.«
Pænt af Venstre at sørge for, at Troels Lund nu kan afslutte sine i 1996 indledte kandidatstudier i historie ved Københavns Universitet. Han bør kvittere for tilliden ved at specialisere sig inden for sin kompetence. Nærliggende, at han skriver specialet ’Den politiske forbrydelses danmarkshistorie’.
Lund Poulsen kunne indlede med mordet på Kong Erik Klipping i Finderup Lade i 1286. Og fremhæve, at den svigefulde kongevæbner Rane Jonsen, som udpegede, hvor i ladens hø Kong Erik gemte sig, og derved muliggjorde, at Kong Erik blev gennemboret af sværd og spyd, i virkeligheden var Danmarks første spindoktor.
Fiffig statsmand
Derfra er det naturligt at springe videre til Corfitz Ulfeldt. Denne fiffige statsmand, der via sit ægteskab med Leonora Christina var Christian IV’s svigersøn, forhandlede ved Brömsebro i 1645 en ydmygende fred på Danmarks vegne. Hvorpå Ulfeldt sammensvor sig med svenskerne, opildnede dem til igen at angribe Danmark, og han forhandlede på Sveriges vegne den for Danmark katastrofale fred i Roskilde 1658. Ulfeldt underskrev for Sverige, at Danmark afstod Skåne, Halland og Blekinge.
Troels Lund Poulsen kunne skabe betydelig opmærksomhed ved at fremhæve, at Corfitz Ulfeldt blot var en fremsynet mand, en datidens spindoktor, der med lige dele behændighed forstod at spille spillet for den, han for tiden var i tjeneste hos.
Lund Poulsen kunne i en fodnote anføre, at hans egen spindoktor, Peter Arnfeldt, faktisk har en fortid som spindoktor for Marianne Jelved (R). Hvorved Ulfeldt-traditionen er holdt i live.
Troels Lund Poulsen kunne dernæst føre sporet til Peter Adler Alberti, Venstres justitsminister, der i 1910 fik en dom på otte års tugthus. Alberti havde udnyttet sine politiske tillidshverv i bøndernes sparekasse og bøndernes smøreksportørforening til svindel for milliarder i vore dages kroner.
Alberti måtte til sidst skjule sine forbrydelser ved at sidde i sit ministerium efter lukketid og lave falske depoterklæringer ved hjælp af et legetøjstrykkeri. Hvor ydmygende for en minister! Alberti havde ikke haft nødigt at synke så dybt. Alberti skulle bare have haft en spindoktor til det grove. Kunne historikeren Troels Lund Poulsen fremhæve.








Kommentarer
Den bedste kilde til borgerlige regeringers forbrydelse findes på:
http://forbryderalbum.dk/
- ikke mindst :
>>DR journalisten Jesper Tynell fik i 2010 Danmarks fornemste journalistpris, Cavlingprisen for sine afsløringer af tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen kriminelle omfortolkning af 300 timers reglen.<<
Denne kommentar er anbefalet af:
@Ivan
Mener nu det var i 2009, at Jesper Tynell vandt Cavlingprisen… Sådan bare for en god ordens skyld:
http://journalisten.dk/jesper-tynell-vinder-cavlin…
Det er lissom med Oscar,
uddelingen for året sker det følgende år. Cavling i januar, Oscar i februar.
Hav medlidenhed med en stakkelse skrivekugle - Rehling - der skal hoste op med en mening HVER dag. Så kan det ikke undgås, at der af og til kommer noget rædderligt usammenhængende pladder.
Traktor-Troels har hverken afstået dele af riget, taget af kassen eller lign.
Det han tilsyneladende har gjort, er slemt nok i sig selv, så der er ingen grund til at smøre alt muligt ud over manden. Overlad den slags til Ekstrahadet.
Giver Venstre så også tilskud til færdiggørelsen af TLP historiestudie – eller er det mig der husker forkert – Har Folketinget ikke vedtaget, at folk der vælger at genoptage deres studier og tage en overbygning selv skal betale. Jeg formoder at TLP har taget 1. del af historiestudiet..
Det forklarer det hele. Det ville ikke være sket så klodset, hvis Troels som alle de andre havde studeret statskundskab eller til nød jura.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det skal du nok ikke regne med, David.
Måske skulle du bare selv skrive den.
Det vil være et tiltrængt værk.
La historia me absolverá.
Under alle omstændigheder kommer han jo ikke i økonomisk uføre, - han har vel sine karenspenge, ministerpension eller hvad det nu er han får udbetalt for sin tro tjeneste for demokratiet?
Er det nu en god ide - jeg mener har vi brug for historieforfalskning?
Denne kommentar er anbefalet af:
Hvem kan på nuværende tidspunkt afgøre, om kompetencerne rækker til en sådan bog … Rehling?
Husk at knægten ikke endnu er dømt for nogen som helst forbrydelse …
Denne kommentar er anbefalet af:
»Vi forholder os til, at Troels Lund fra i morgen tager orlov for at færdiggøre sine studier.«
“Forholder” er tydeligvis et verbum. Men hvad betyder det mon?
“Vi forholder os til” ?!? Jeg forstår det ikke.
Jeg må vist også ha brug for at gå noget mere i skole.
Denne kommentar er anbefalet af: