Opslag til denne artikel

Emneord:Christiansborg, spindoktorer
Personer:Helle Thorning-Schmidt, Peter Arnfeldt
Organisationer:Venstre

TV2 News redaktør Ulla Østergaard og tidligere spindoktor Peter Arnfeldt er en del af toppen af den politiske presse og kommunikation og har været det siden 1990’erne. De karakteriseres som benhårde kommunikatører, der udover ægteseng på Østerbro deler en utrolig kontant tilgang til det politiske spil.

Peter Arnfeldt blev af Ekstra Bladet i weekenden stærkt mistænkeliggjort for sin rolle i sagen om Helle Thorning-Schmidts skatteforhold, fordi Ekstra Bladet hævder, at Arnfeldt af flere omgange har forsøgt at tilbyde en journalist fortrolige oplysninger i skattesagen.

Fredag blev der desuden samlet en undersøgleseskommission, der skal undersøge den tidligere spindoktors eventuelle medvirkning i sagen.

Peter Arnfeldts prekære situation fik igår TV2 til at melde ud, at redaktøransvaret er taget fra Ulla Østergaard på de politiske programmer ’Tirsdagsanalysen’ og ’Mogensen og Kristiansen’, for at der ikke skal sås tvivl om hendes habilitet.

»Det virker helt vanvittigt, at et par som dem kan komme i den her situation. Det skulle man tro, at de var for kloge til, så nu er der virkelig brug for damage control. Det er simpelthen for dumt,« siger Andreas Karker, der er politisk reporter på BT.

Østergaard var i perioden 2001-06 spindoktor for Lars Løkke Rasmussen, hvilket satte hende i en ømfindtlig situation, da hun som redaktør på TV2 sidste år havde ansvar for, at et bånd med optagelser af en meget vred Lars Løkke Rasmussen blev slettet. Arnfeldt og Østergaards skiften mellem henholdsvis politiske partier og rådgiverrollen og journalistrollen er meget omdiskuteret og har af flere omgange sået tvivl om, hvorvidt der var helt lukket både mellem de tos viden og mellem dem selv og de forbindelser, de har haft i deres tidligere job.

Både Østergaard og Arnfeldt har haft en lang karriere på og omkring Christiansborg. Østergaard har været chef på Jyllands-Postens Christiansborgredaktion i flere år, inden hun blev spindoktor for Lars Løkke Rasussen i 2001. Herfra skiftede hun til medierådgiver for Naser Khader i det nye parti Ny Alliance i 2006, hvorfra hun trak sig efter en elendig valgkamp i 2007.

Siden da har hun igen arbejdet som journalist.

Arnfeldt har arbejdet som politisk rådgiver for både Radikale, Konservative og Venstre og har været et smut forbi erhvervslivet også. Hans spindoktor-svendestykke går for at være rådgivning af Bendt Bendtsen op til et interview med Jens Olaf Jersild, hvor den daværende erhvervs- og økonomiminister blev stillet til ansvar for sin søns kriminelle løbebane.

Første bølge

Østergaard og Arnfeldt er begge del af det, der kaldes den første skole af spindoktorer i Danmark, som blev indvarslet med Fogh-regeringen i 2001.

Den første skole er populært sagt bestående af spindoktorer, som betegnes som iskolde, beregnende, manipulerende og ikke nødvendigvis følgere af almene moralske love.

Det er blandt andet det billede, der tidligere er blevet hæftet på Arnfeldt i nærværende avis, da han blev kaldt en Darth Vader.

I tråd hermed fortæller anonyme kilder, at Østergaard som spindoktor for især Ny Alliance ragede uklar med alle omkring sig og opførte sig magtfuldkomment i en grad, så man blev i tvivl om, hvorvidt det var hende eller partiets politikere, der førte politikken.

Samtidig er hun kendt for at ringe op og decideret true journalister og redaktører, hvis de er for kritiske over for politikerne. Kun få kilder vil stå frem med deres kritik af ægteparret, der anonymt bliver beskrevet som villige til at fedte opad, men tilsvarende klar til at sparke nedad.

Den hårde attitude bliver udført med en udtryksløshed fra Østergaards side, vurderer Naser Khader, som havde Østergaard som medierådgiver op til folketingsvalget i 2007.

»Hun viser ikke følelser. Hverken til den ene side eller den anden. Når man har været ude at præstere noget, får man at vide, at det ikke var så ringe, men hun viser aldrig stor begejstring,« siger Naser Khader, der sammen med Østergaard og Arnfeldt blev berømt for politisk kluntethed i filmen ’Dagbog fra midten’ af Christoffer Guldbrandsen om Ny Alliances tilblivelse og nedtur.

»De virker hårde udadtil, og det passer også, at de er det udadtil. Men personligt er de det ikke. Det er unfair at kalde Peter Arnfeldt for mørkets fyrste, og Ulla Østergaard er heller ikke skummel. De gør deres arbejde hurtigt og godt,« siger Naser Khader.

De negative røster giver imidlertid også et indtryk af, at Østergaard og Arnfeldt netop fremstår så barske, fordi de er ovenud dygtige, kompetente og hårdtslående i deres arbejde.

Bedre end sit rygte

Elisabet Svane er politisk redaktør på Fyens Stiftstidende og har været veninde med Ulla Østergaard i mere end ti år.

»Ulla er bedre end sit rygte. Vi har alle set filmen om Ny Alliance, hvor hun ikke fremstår som det menneske, jeg kender. Hun er hurtig, og hvis hun møder nogen, hun synes er langsomme, kan det godt være, at hun bliver lidt skrap. Men jeg synes, at i billederne af hende og Arnfeldt kommer stereotyperne til at overskygge virkeligheden,« siger Elisabet Svane.

En anden af stereotyperne er, at det hårdtarbejdende par næppe kan have tid til deres i alt tre børn med job, der kræver knokleri i særklasse. En ven af parret fortæller, at det forholder sig modsat.

»Jeg vil betegne dem som to meget generøse mennesker, der på trods af en travl hverdag ofte inviterer venner, familie og bekendte på god mad og vin — og en faglig diskussion over middagen,« siger Maja Hechmann Find, der er arrangementchef på Dagbladet Information og ven med Østergaard og Arnfeldt igennem 10 år.

Opdatering: I artiklen fremgår det, at Ulla Østergaard i sin egenskab af redaktør på TV2 havde ansvar for, at et klip blev slettet med daværende statsminister Lars Løkkes raserianfald. TV2 har oplyst, at det var kanalchef Mikkel Hertz’ beslutning at slette klippet. Ulla Østergaard ringede til Statsministeriet for at undskylde, at Løkke ikke havde fået at vide, at en TV2-journalist ville interviewe ham efter hans optræden i magasinet ’Mogensen og Kristiansen’, som Østergaard havde ansvar for. Vi beklager. Red.

Denne artikel er anbefalet af: