Opslag til denne artikel

Emneord:film, økonomi
Personer:Henrik Bo Nielsen, Lars von Trier, Mads Mikkelsen, Susanne Bier
Organisationer:Zentropa

Bedste Instruktør: Susanne Bier. Bedste Film: Lars von Triers Melancholia. Bedste Skuespiller: Mads Mikkelsen.

Efter prisuddelingen på European Film Awards i Berlin i weekenden jubles der med rette over dansk films fornemme placeringer, der oven i købet kommer oven i Lars von Triers nominering til Den Gyldne Palme, Kirsten Dunsts pris som bedste kvindelige skuespiller i Melancholia i Cannes og en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film til Susanne Biers Hævnen.

Men vil dansk film også stråle på den internationale stjernehimmel om 10 år? Vil vi også få en Melancholia, en ny Hævnen i 2021?

Direktør for Filminstituttet, Henrik Bo Nielsen, erkender, at triumferne ikke indbyder til at hvile på laurbærrene. »Vi har mere talent, end vi har penge, men det er jo et skønt problem, sammenlignet med det modsatte,« siger han.

Han understreger, at Triers, Biers, Mikkelsens og Dunsts priser kun er toppen af isbjerget.

I alt blev det til 14 nomineringer til European Film Awards i Berlin, og der var danskere både blandt de nominerede i den europæiske kortfilm-genre og blandt debutantfilmene, nemlig Mikkel Munch-Fals’ Smukke mennesker.

Også Christina Rosendahl, næstformand i Danske Filminstruktører, understreger, at det ikke er en kreativ krise, dansk film befinder os i, og heller ikke Klaus Hansen, direktør i Producentforeningen, mener, at filmen har det så skidt.

Nødvendig omstilling

Af 23 film i 2011 er to blevet internationale succeser, og syv-otte danske film har opnået gode publikumstal. På verdensplan er det faktisk unikke salgstal, påpeger han.

Men hvilke danske film er det, der har solgt i biograferne? Det er brede familiefilm som Far til Fire i naturen og Klassefesten.

Dertil kommer Dirch, der har solgt 482.507 billetter, det højeste antal i 2011, men Dirch Passer har også en status i dansk filmhistorie, der lokker selv meget sløve biografgængere op fra sofahjørnet.

Det er midt mellem de internationale stjerner og stjernefilm på den ene side og de brede familiefilm på den anden, at problemerne befinder sig.

Den 2. december havde kun 155 publikummer set den erfarne instruktør, Linda Wendels, Julie, en gendigtning af August Strindbergs Frøken Julie. Simon Stahos Magi i luften blev taget af plakaten efter en uge, og flere andre film har ligget lige omkring 2.000 solgte billetter, lidt over lidt under.

Der er et indtjeningsproblem, og de teknologiske forandringer betyder samtidig et bortfald af gamle indtægtsveje, erkender Henrik Bo Nielsen.

»Hvis vi ikke skal havne i den situation, at vi om seks-syv år sidder tilbage med udelukkende brede familiefilm, er vi nødt til at insistere på at fortsætte med at producere smalle film. Her kan Filminstituttet bakke op, men samtidig skal der også findes nye veje, der svarer til den teknologiske udvikling« mener han. Henrik Bo Nielsen ser et specifikt problem omkring ungdomsfilmen.

»Her har vi ikke ramt rent nok, og vores antagelser af, hvad de unge vil have, har slået fejl.«

Klaus Hansen medgiver, at eksempelvis Rune Schjøtts Skyskraber, som han kalder »en fantastisk ungdomsfilm«, og som kun har solgt 1.118 billetter, burde have klaret sig langt bedre.

Han erkender også, at producenter med den økonomi, der er i film i dag, er blevet mere tilbageholdende med at løbe risici.

»En producent investerer ud fra en professionel vurdering af, om pengene kommer hjem igen med overskud og med det marked og den økonomi, vi har i dag, er det hamrende svært at få sin investering hjem.«

En kæmpe katastrofe

Efter Klaus Hansens opfattelse kan alternative distributionskanaler ikke opveje de svigtende publikumstal. Man kan således ikke hente pengene hjem på dvd-salget, som er for nedadgående siden 2006, påpeger han.

»Forbrugerne er blevet vænnet til, at de kan få tre dvd’er for en bøjet femøre. De vil ikke give 180 kroner for den, men venter til den er blevet billig.«

Christina Rosendahl er uenig i, at det svigtende dvd-salg er problemet. Netop fordi, krisen for dansk film ikke skyldes mangel på talent, kalder hun det »en kæmpe katastrofe«, at branchen er så økonomisk presset, at eksempelvis Zentropa ikke længere, som Peter Aalbæk Jensen har udtalt, har råd til at tage nye instruktører ind og opdyrke deres talenter.

Men hun mener ligesom Filminstituttets direktør, at krisen skyldes filmbranchens svigtende, men nødvendige omstilling til moderne filmbrugeres behov. Efter hendes opfattelse svigter producenternes indtjening, fordi der ikke er nok platforme at distribuere filmene til.

»Vi ved fra USA, at priserne på dvd’er kommer til at falde yderligere, men det er usagligt at kritisere dvd’en for ikke at kunne løse den økonomiske krise i branchen, for det kan den jo ikke egenhændigt,« siger hun.

»Det, der skal til, er en ny forretningsmodel, producenterne skal i gang med at finde nye veje ligesom musikbranchen har måttet,« mener hun.

»Det koster ikke 15-20 millioner at lave en plade,« indvender Klaus Hansen.

»Og man køber kun en film én gang, hvorimod man i tidens løb måske har købt et stykke musik fem-seks gange, på vinyl, på cd og så videre, indtil man ender på iTunes.«

Henrik Bo Nielsen ser dog en vis bevægelse i branchen.

»Vi presser på, og min fornemmelse er, at der er en voksende forståelse for, at der må skabes mere fleksibilitet i distribution og lancering af de mindre film. Jeg føler mig også overbevist om, at vi inden for en rimelig tid ser lanceringer, der giver de smalle film flere chancer,« siger han.