Over stok og sten

Det kan være nemt at glemme det adrenalinsus, som til en begyndelse gjorde rockmusikken så indtagende. At den i sin reneste essens handlede om at give lytteren et fysisk rush, få hende til at bevæge sig, mærke vedhænget neden for halsen.

At genren siden er muteret i utallige retninger, er selvfølgelig en del af charmen, men kors, hvor er der dog efterhånden krøbet meget fortænkthed og studie-navlepilleri ind i musikken. Arty-farty er efterhånden en selvfølge; alle er kunstnere for Vorherre. For ikke at tale om alle de auteurs, det vrimler med, og hvis hovedærinde tilsyneladende er at dele deres allerinderste ømme tanker og indskydelser med gud og hvermand. Det er alt sammen legitimt og fint, på samme måde som metervaren four-to-the-floor rock’n’roll er en noget gennempulet affære efterhånden, forudsigelig og traditionstro, så det ikke er til at vide, om man skal le eller græde.

Tilbage til garagelyden

Det er på den anden side måske også forklaringen på, hvorfor det hele vender tilbage til det samme sted (garagen!) med en otte-ti års mellemrum: Elektrisk forstærkede guitarer, bas og trommer, enkle sangstrukturer, sunget med en overbevisning, som afhang den syngendes liv af det.

Og til helvede med perfektionisme og studiegejleri, det er den rå følelse og det spontane udtryk, der søges (og indimellem tilmed findes!). Fra Sex Pistols over Pixies og Nirvana til The White Stripes, samme bevægelse.

The Black Keys er en duo fra Akron, Ohio og instrumenterne, de håndterer, er såmænd guitar/sang (Dan Auerbach) og trommer (Patrick Carney). Førstnævnte udtalte i et interview for et par år siden, at han kun ugerne hører musik, der er indspillet efter 1972! Det høres. Deres lyd er primal, upoleret og rå. Det går over stok og sten, traditionen er hørbar, men ikke på den dér liggen på røven facon, som er uudholdelig.

Sammenligninger med den anden store duo fra midtvesten, det nu opløste art-punkede The White Stripes, er uundgåelig, men også en blindgyde. Jo, begge bands deler en forkærlighed for benhård, primitiv blues og søgte begge på deres tidlige udgivelser at opnå den råhed og spontanitet, der præger mange før-digitale indspilninger, på samme måde som de opbyggede deres ry via en hæsblæsende og næsten overvældende sceneoptræden, men The Black Keys er et ondt ensemble med sin helt egen lyd og identitet og måske en mere puristisk holdning til det blues(rock) fundament, de opfører deres værk på. For én, der rent faktisk kan huske den første bølge af bluesrock i de tidlige 1970’ere, kan udtrykket ind i mellem give de særeste associationer, men de har skåret fedtet væk og er helt inde og rode i marven.

Skal spilles højt

Nu er duoen ude med syvende bud på, hvordan det oven for beskrevne kan (og bør, vil nogen måske hævde) lyde, og på El Camino har de genoptaget det frugtbare samarbejde med produceren Danger Mouse, hvilket i 2008 udmøntede sig i det delikat tyktflydende Attack and Release, hvor duoen for første gang nedtonede det nøgent garageagtige, der havde præget dens fire første udgivelser, til fordel for noget mere sonisk udfarende; her vægtedes klang over sangskrivning, og resultatet var fremragende på sådan en lidt Tom Waits-agtig facon. Der rejste sig selvfølgelig et ramaskrig blandt hardcorefans, som ikke så nogen grund til at fuck with the formula, men helt ærligt, så var det på tide, at Auerbach og Carney fik afprøvet andre muligheder.

Skriget tog til i styrke med sidste års soulinspirerede Brothers, indspillet i de legendariske Muscle Shoals studier i Alabama, deres mest polerede (ikke at det siger meget i forhold til gængs mainstream-lyd) udspil til dato, som tilmed gav dem en art gennembrud over for en større offentlighed. Her var sangskrivningen igen i fokus, og personligt var jeg rigtig glad for de 15 velsiddende sange, inklusiv en fornem cover af det gamle Philly-hit »Never Gonna Give You Up«.

På El Camino forener de alle deres til dato forskellige udtryk og inspirationskilder til en stilren, 38 minutter lang udladning, som man alt efter vinkel kan opfatte som Black Keys i ren essens eller blot en gentagelse af tidligere bedrifter.

Well, de har ikke genopfundet hjulet, blot leveret en helvedes inciterende rockplade med nogle drivende saftige og voldsomt vitale sange, der får meget af tidens musik til at fremstå lige så kedelig og blodfattig, som den grundlæggende er. ’Play Loud’ står der på en sticker på omslaget. Og det er den eneste vej; dette er ikke nice baggrundsmusik, dette er den møgbeskidte lyd af livet levet i tonearten Black Keys!

The Black Keys: El Camino (Nonesuch/Warner)