I teorien er alle værdier lige: Lighed er godt, ulighed er dårligt, og det skal kunne betale sig at arbejde. Det er let. Men det bliver svært, når principper støder sammen. Hvis det økonomisk skal betale sig at arbejde, skal forskellen mellem arbejdende og ledige øges. Det skaber ulighed. Hvis lighed omvendt er det vigtigste, må forskellen mellem arbejdende og ledige gøres mindre.

For de borgerlige er det vigtigere at skabe økonomisk incitament til at arbejde end at bekæmpe ulighed. Antagelsen er, at folk lader være med at arbejde, hvis de ikke bliver økonomisk belønnet — den antagelse ignorerer den forskning, som viser, at de stærkeste incitamenter til at søge arbejde er fællesskab og mulighed for selvudfoldelse. Derfor synes den borgerlige antagelse moralsk funderet: Det kan godt være, det ikke får folk i arbejde, men det krænker retfærdighedsfornemmelsen hos skatteborgere, hvis det ikke kan betale sig at arbejde.

Den nye regering satte først lighed over den økonomiske belønning for arbejde, da den afskaffede de såkaldte fattigdomsydelser og antydede et andet moralsk verdensbillede: Det strider mod venstreorienterede retfærdighedsfornemmelser, at folk skal forarmes for at skubbes i arbejde. Og det virker som regel ikke.

Men den nye regering står ikke ved sit verdensbillede: Statsministeren slår fast, at de ledige ikke skal have ret til at sige nej, og at de arbejdende ikke skal provokeres. Og nu tilbyder regeringen en belønning på 600 kroner skattefrit om måneden til kontanthjælpsmodtagere, der finder arbejde. Det er en indrømmelsetil modstanderne af, at ulighed skaber beskæftigelse.

Det gælder regeringen Thorning-Schmidt generelt: Den lovede inden valget, at der var en anden vej — og den er efter valget endt i det gamle borgerlige spor.