For to år siden i København var håbet endnu lysegrønt. Og trods kulde og blæst blev fanen og stemningen holdt højt. Det samme gjorde tempoet i forhandlingerne. Men en god del af håbet forsvandt i de sene morgentimer, da Lars Løkke Rasmussen lod hammeren falde på det forkerte tidspunkt.
Ved COP16 i Cancún sidste år var alle så enige om, at et lavpunkt var nået. Nu gjaldt det om at komme igennem endnu et klimatopmøde uden at det sidste håb døde.
Og håbet overlevede. I sidste øjeblik blev processen reddet, og verdens ledere kunne dermed se frem mod endnu en omgang. Denne gang i Durban i Sydafrika.
Men her tre dage inden klimatopmødets afslutning synes verdens beslutningstagere på vej mod et nyt lavpunkt.
»Stemningen her er mere negativ, end jeg har oplevet ved tidligere klimatopmøder. Og naturligvis, for vi kommer ingen vegne. Der diskuteres detaljer, men ikke substans. For mig at se er det et bedrøveligt cirkus,« lyder vurderingen fra et medlem af den argentinske delegation, der i år holder formandsskabet for gruppen af udviklingslande, G77+Kina.
Tvivl om processen
Men det er ikke kun blandt embedsmænd og politikere, at pessimismen tager til. Fra de deltagende erhvervsdelegationer i Durban lyder samme bekymring. Administrerende direktør i Dansk Energi, Lars Aagaard, mener, at det absolutte nulpunkt er nået nu i Durban.
»Siden fiaskoen i København er både tempo og engagement forsvundet. Cancun genstartede måske processen, men desværre ser vi her i Durban, at hverken de store udviklingslande eller USA kommer med det nødvendige mandat, der kan ændre afgørende ved udviklingen mod et stadigt stigende udslip af CO2,« lyder det fra Lars Aagaard, Dansk Energi, der videre peger på, at tidligere var der i det mindste energi til at skændes under klimatopmøderne.
»Nu virker det, som om man ikke engang orker at diskutere. Jeg mener, at vi nærmer os et punkt, hvor de manglende resultater giver anledning til at spørge, om FN overhovedet kan løfte opgaven. Men uanset hvad andre gør eller ikke gør, så opfordrer vi EU til at hæve eget reduktionsmål til 30 procent,« siger Lars Aagaard.
Og selv hos de ellers evigt optimistiske ngo’er er stemningen trykket. Det siger André Rocha Ferreti, der er leder af den brasilianske paraplyorganisation Klimaobservatoriet. Det er hans syvende klimatopmøde, og for ham er det tydeligt, »at bunden er nået«.
»Vi er færre folk, vi har færre aktiviteter og vi tror mindre på det. En række af de ngo-ledere, jeg tidligere deltog med, har valgt slet ikke at komme i år,« siger André Rocha Ferreti, der dog ikke mener, at processen er død:
»Men vi skal have noget at tro på, ellers dør den med udgangen af klimatopmødet. Og det er på fredag.«
Katastrofen tættere på
Der er heller ikke grund til at begejstres, hvis man tager et kig på virkeligheden uden for kongrescentret i Durban. Ifølge FN’s miljøorganisation, UNEP, stiger forskellen mellem den samlede globale udledning af drivhusgasser og så det niveau, som videnskaben anbefaler, hvis klodens opvarmning skal holdes under to grader.
Samtidig har det Internationale Energiagentur (IEA) netop advaret om, at vi med større hast end tidligere skønnet, bevæger os imod det punkt, hvor klimaforandringerne ikke længere er mulige at kontrollere. IEA peger på, at inden år 2017 skal klodens energiforsyning være ændret radikalt, hvis ikke klimaet skal ryge ud i noget helt ukontrollerbart.
Og ifølge Climate Vulnerable Forum — en organisation af verdens mest klimaudsatte lande — dør der 350.000 mennesker som følge af klimaforandringerne om året.
Et tal, der med den nuværende udvikling, vil stige til en mio. om året i 2030.
»For mange er det jo for sent. De døde, dem, der ikke er her længere. Eller for kli-maflygtningene. For dem nåede vi det jo ikke,« siger André Rocha Ferreti fra det brasilianske Klimaobservatoriet.
Connie skælder ud
I går eftermiddag begyndte det såkaldte high level segment under COP17. Ministrene er ankommet, og der er tre dage tilbage til at handle i.
EU’s miljøkommissær, Connie Hedegaard, indledte med at give en opsang, som ingen kunne tage fejl af.
»Jeg hører rundt omkring på klimatopmødet, at vi ikke nødvendigvis behøver at tage nogen beslutninger her i Durban. At der stadig er behov for at tænke. Men i Europa mener vi, at vi har haft rigeligt med tid til at tænke. Der er ikke behov for at tænke yderligere, der er behov for handling,« sagde Connie Hedegaard, der understregede, at alle »vil fortryde, hvis Durban kun bliver husket for diskussioner og forsinkelser«.
En af sidste års hovedpersoner i Cancun var Mexicos delegationsleder, Luis Alfonso de Alba. Han forstår Connie Hedegaards utilfredshed, men mener, at der stadig er både tid og håb for processen.
»Da vi tog til København, var der håb om et big bang — at det hele ville ske, og at vi ville få en global aftale. Det var måske en fejl at tro på det,« lyder vurderingen fra Luis Alfonso de Alba.
»Det er en lang proces, som ikke løses på en enkelt nat. Vi taler sådan set ikke bare om at løse klimaproblemer, vi taler om hele måden, vi producerer og forbruger på, som bør laves om.«
Er du optimist i forhold til Durban?
»Jeg er moderat optimist. Vi får ikke nogen store aftaler i hus. Ingen resultater som sådan. Men jo, jeg vil kalde mig moderat optimist.«
At være moderat optimist er heller ikke meget for en politiker, der var med til at redde processen i Cancun.
Kommentarer
“Moderate optimister”, og “vi taler” om dette og hint er symptomatisk for regeringer underlagt konglomerater og enkeltindividers magt og interesser. Der er i praksis INGEN vilje, fordi at klimaaftaler, som artiklen er inde på mod sin slutning, indebærer et opgør med den destruktive og groteske vækstfilosofi. De politiske ledere er ikke i stand til at tænke uden for den logik, som de hysterisk har agiteret for i et lille århundrede, med kolossale omkostninger for natur og mennesker som konsekvens.
At jordens velbefindende er en forudsætning for at grådighed i det hele taget har nogle resurser at næres af, en forudsætning for menneskets eksistens, fortrænges og ignoreres konsekvent.
Som med Occupy WallStreet, WikiLeaks og det arabiske forår, er pointen at de nødvendige forandringer ikke KAN og ikke VIL komme fra de rigide, bagudskuende, reaktive og lobbyinficerede statsapparater. De er i praksis defekte, og varetager ikke folkets interesser, alene kapitalens.
Som borgere er vi i den kontekst nødt til selv at skabe løsningerne. Paradigmeskiftet kommer, som med førnævnte organisationer, ikke fra hverken politikere, eller de medier som er styret af samme kapitalinteresser, men kan kun komme fra folket selv.
Og det er et spørgsmål om simpelthen at tage fat. Opsæt solceller, de koster 150.000 kr. og kan på de 30 år de virker spare din hustand for ca. 300.000 i el og varmeregninger. Udskift din bil, med en el eller hybrid bil. Forbrug mindre, genbrug mere. Og stem på de mest progressive partier på klimaområdet.
Vi lever i folkets æra. Det er hos os fremtiden ligger, for de politiske og medierede systemer, tjener en anden herre end os.
Denne kommentar er anbefalet af:
Dan Johanneson
Er solceller på vore breddegrader ikke blot en niche inden for en bæredygtig energifremtid?
Jeg undrer mig bestandig over al den bedrøvede undren over, at klimaforhandlingerne er så afmægtige. Det har da en årsag.
Man kan ikke sige: Vort enorme og stigende forbrug af jordens ressourcer fører til miljøets undergang, så det skal stoppes eller bremses, samtidig med at man siger: Red vor skrantende økonomi - ud at “svinge dankortet!” Sæt forbruget i vejret!
Det lader sig ikke forene.
Men det er kravet om øget forbrug og økonomisk vækst, der altid har det sidste ord. For alternativet er, at vor samfundsorganisation bryder sammen.
Denne kommentar er anbefalet af:
Hvad sker hvis man med et slag sagde: “Drop olie” ? Hvor meget af vestens (skrantende) økonomi afhænger af olien? Personligt tror jeg ikke på at der sker noget på klimafronten før den allersidste dråbe er suget op, det skal diverse lobbyister nok sørge for, og det bliver nok først efter 2017.
Folk rundt omkring i store dele af verden fråses med enegi ressourcerne så man græmmes.
Det er nok rigtigt, at det er svært at opnå en verdensomspændende politisk beslutning. Det er ikke en gang regeringerne, som ikke er indstillet på at vise vejen. I Sibirien og Mongoliet, hvor temperaturen dykker til - 30 - - 40 oC om vinteren, kan man se, at der bliver opføret ny boligblokke af beton, thi energi er tilrådighed i rigelige mængder.
I Canada kører man i stor stil rundt i nye 5,7 liters biler. I Kina er hovedparten af nye biler i klasse med de største japanske brændstofslugende biler. I Australien bryster de sig af, at de ikke har økonomisk krise. Men de konservative politikere hulker på de mindre bemidledes vegne, når der bliver talt om at indføre miljørigtige krav til nybyggeri, som vil betyde lidt dyrere boliger. På Tasmanien, en kold ø-stat om vinteren, er husene isoleret med 50mm glasuld. Ingen termoglas. Jeg boede på et nyere 4 stjernet hotel i Hobar, hvor vinden peb in ad enkelt lags vinduer, som langt fra sluttede til. Gardinerne blafrede to nætter, næsten som vinduerne stod åbne mens el-radiatorerne pulsede for at holde den værste klamme temperatur i skat.
To neme skridt i den rigtig retning var,
(1) at lovgive mod at fremstille energi- uhensigtsmæssige boliger, køretrøjer m.m.
(2) alternativ: boykotte firmaer som fremstiller brændstofslugende køretøjer m.m.
Denne kommentar er anbefalet af:
Måske må vi indse, at vores hjerner ikke er konfigureret til det her. Enten kan de ikke tage det ind, eller også er de helt optaget af den umiddelbare situations små magtkampe og fortrædeligheder. Folk småskændtes sikkert også på vejen mellem togene og ovnene.
Denne kommentar er anbefalet af:
Orkerne marcherer og deres antal og råhed synes uovervindelig.
Og hvad med os selv? Vi danskere bruger jo tilsammen i omegnen af 850 Petajouele om året, og da snakken jo går på, at dette i øvrigt enorme energiforbrug og hvor de 25% alene går til at dække vort transportbehov, skal dækkes via vedvarende energi, såsom vindmøller, solceller og biomasse, så bør man blive mere end betænkelig, thi det er og bliver en folkeforførelse af de store!
Og denne forførelse gavner jo ikke en konstruktiv debat, ja tværtimod, om de nødvendige skridt der skal tages, ikke kun for at stabilisere klimaet, men så sandelig også fordi de fossile brændstoffer jo på et eller andet tidspunkt i nær fremtid bliver voldsomt dyre for helt at slippe op senere.
Jamen hvad pokker skal vi da gøre? Aner det ikke, men jeg ved i hvert fald, at så længe vi holdes hen med snak om at vindmøller og solceller skulle være vejen frem, så kan det kun gå galt, thi det er kun en uendelig lille del af løsningen på vor fremtids energiproblem. Thi det der med at spare på energien er ikke lige det der tales så meget om, skønt der kun er en vej: nemlig at få nedsat vort enorme energiforbrug. Til sammenligning, var vort samlede elforbrug for 50 år siden på kun 25% af hvad det er i dag.
Desuden kan jeg da notere, at ud af det føromtalte årlige energiforbrug på 850 PJ, så dækkes dette forbrug af cirka 80% fossile brændstoffer, mens de resterende 20% dækkes af vedvarende energi og hvor biomasse udgør omkring de 15%, mens de omtrent 5000 vindmøller vi har stående rundt om hulter til bulter, kun lige knapt bidrager med 5% af vort samlede årlige energiforbrug. Altså sølle 40 PJ ud af de i alt 850 PJ!
Men så længe vi ved vore middagsborde kan lokkes til at diskutere noget så ligegyldigt som vindmøller, så planlæges der samtidigt nye motorveje, der centraliseres hvilke skaber endnu mere trafik, der lokkes med nye og fjerne rejsemål, og desuden skal vi endelig huske at købe endnu flere af de såkaldte forbrugsgoder.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Niels Holger Nielsen - ud fra hvad jeg har set af informationsmaterialer mv. er solcellerne der produceres i dag så effektive at de opsamler lyset og udnytter det grundigt, også på de mange danske gråvejrsdage. De fleste leverandører viser hvordan at man kan spare op til 12.500 om året i udgifter til energiselskaber. (Det bliver til en god sjat på de 30 år systemet virker, og er beregnet på nutidige energi-selskabspriser, som sikkert kun vil stige fremover) Der er desuden håndværkerfradrag på 15.000 per person i hustanden. Og nej jeg arbejder ikke inden for branchen, men tror meget på konkrete handlinger fra civile borgere som vejen frem. For efterhånden som efterspørgelsen stiger, og politikerne kan se at borgerne skifter kurs, følger både virksomheder og stemmehungrende levebrødspolitikere med. :-)
Og nej, det skal retfærdigvis siges at jeg ikke har det selv, da jeg er en af de mange nyuddannede med lang videregående uddannelse, som ikke har kunne finde et job. Men så snart jeg får muligheden vil jeg naturligvis få opsat et system. Af gode både ideologiske og økonomiske grunde. (Jeg ser ingen gode argumenter for at blive på det gamle system)
Se evt. yderligere info om hvordan det i praksis relativt billigt kan gøres her: http://www.sikker-el.dk/solcelleanlaeg-odense.asp
Der kommer ingen ændringer så længe USA’s demokrati er styret af specialinterests organisationer.
Hvis vores tanker overvejende er 95% de samme dag ud og dag ind. Kapaciteten er begrænset, og muligheden for at modsætte sig begrænset. Det giver 5% sporadisk og random tanker om dagen i en ikke nødvendigvis bindende sammenhæng. Tilsæt nyheder, reklamer, del dem op i avis, radio, tv. Nu rykket ind i offentlige transportmidler.
A perfect circle of propaganda.
Det er meget berigende at se magten er energitom. Bekræfter styrken er den globale bevidsthed.
Klimatopmødets medvirkende må være totalt naive eller arrogante. Reelt er det en kriminelt styret akt.
At forstå det, kræver indsigt i skjulte, gemte af vejen, adgang til energiløsninger, der endda kunne reetablere miljøet. Den eneste omkostning er, at magt ikke indgår i løsningen. Fordi den form for energianvendelse vil fritstille alle.