16 midaldrende mænd sidder ved bordet til en forhandling om en ny filmaftale. De repræsenterer biografejere, distributører, tv-selskaber, Sveriges Television, regionerne, film- og tv-producenter, bredbånds-operatører og videodistributører. Bortset fra regionerne og Sveriges Television repræsenterer de erhvervslivet. Alle med sine særinteresser. De skal afgøre svensk films fremtid. Eller?

Sådan formulerede repræsentanter fra flere centrale interesseorganisationer i svensk film for nylig indledningen til deres kritik af de igangværende forhandlinger om en svensk filmaftale i Dagens Nyheter. Repræsentanterne for bl.a. Instruktørforbundet, Teaterforbundet og Dramatikerforbundet argumenterede for, at man skal skrotte filmaftalen, hvor brancheaktører frivilligt bidrager til finansieringen af svensk film, til fordel for en udelukkende statslig filmpolitik, som er uafhængig af særinteresser. Samtidig beskrev de en underfinansieret filmsektor, hvor kun én ud af 25 film har overskud, og efterlyste — som altid — flere penge.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om den svenske stat vil være villig til at lægge de ekstra penge, som branchen bidrager med, hvis filmaftalen lægges i graven. Alternativer har tidligere været på bordet. F.eks. foreslog Mats Svegfors i rapporten Vägval för filmen, som blev udarbejdet inden forhandlingernes start, at en afskaffelse af filmaftalen kunne gøres ’udgiftsneutral’ for staten ved at forhøje skatten på biografbilletter fra de nuværende reducerede seks procent til 25 procent.

Politi og pirater

Som udgangspunkt har kulturminister Lena Adelsohn Liljeroth imidlertid endnu en gang søgt en bred aftale med branchen, for første gang også med internetudbyderne og dvd-distributørerne med til bords. En svensker ser omkring 50 film om året, heraf kun to i biografen. Det giver god mening at invitere andre visningsvinduer end biograferne indenfor, men i sidste uge viste det sig at være umuligt at nå til enighed. Især diskussioner om hold back-regler mellem vinduer og tiltag mod piratkopiering skilte tilsyneladende vandene. Internetudbyderne vil have lov til at vise film kortere tid efter biografpremieren, men det huer ikke biograferne (i lighed med de aktuelle diskussioner om længden på hold back herhjemme). Samtidig ser filmbranchen gerne, at internetudbyderne går efter folk, som downloader ulovligt, men internetudbyderne vil ikke tildeles rollen som politi over for kunderne.

Flere aftaletekster

I sidste uge brød forhandlingerne sammen. Internetudbyderne og dvd-distributørerne var ikke en del af den ikke offentliggjorte aftale, og det viste sig, at hverken film- og tv-producenterne eller Film i Väst ville underskrive det konkrete forslag. Talsmanden for producenterne, Björn Rosengren, konstaterede bl.a., at den foreslåede tekst ikke indeholdt forbedringer for svensk film, men tværtimod færre penge, og at den ikke tog højde for teknologiudviklingen eller internationaliseringen af branchen. Producenterne og Film i Väst har annonceret, at de vil fremlægge et nyt bud på en aftaletekst denne uge.

Det Svenske Filminstituts direktør, Anna Serner, har sagt til Dagens Nyheter, at man risikerer en halvering af støtten til svensk film, hvis ikke parterne bliver enige. Så galt ender det formodentlig ikke, men det bliver interessant at se, hvor forhandlingerne ender. Der er store vejvalg og vinduesvask på programmet.