Opslag til denne artikel

Emneord:autisme, film, tv, underholdning
Organisationer:Aalborg Universitet, Københavns Universitet

Hendes analytiske evner er uovertrufne. De gør hende i stand til at opklare vanskelige forbrydelser. På jobbet er hun en succes, men privat er hun en enspænder, der ikke begår sig godt i sociale sammenhænge. Fælles for Sara Lund fra krimiserien Forbrydelsen, Lisbeth Salander fra filmatiseringen af Stieg Larssons Millenium-trilogi og senest den svenske kriminalkommissær Saga Norèn fra den dansk-svenske tv-serie Broen er, at de alle døjer med en psykisk lidelse, der gør dem socialt handikappede.

Men det gør dem samtidig til komplekse og interessante individer, der skaber god underholdning.

»Det nye er dysfunktionelle kvinder. Om nogle år vil vi kigge tilbage og sige: Nåh ja, det var så tiden, hvor vi så socialt afstumpede kvinder opklare forbrydelser — hvad bliver det næste?« siger Hans Rosenfeldt, manuskriptforfatter på den netop afsluttede Broen. Han har skabt karakteren Saga Norèn, som lider af Aspergers Syndrom, en form for autisme.

Men det var ikke planlagt, at hun fik en diagnose. Den opstod i processen med at skabe en interessant karakter som et modspil til seriens anden hovedperson, Martin (spillet af Kim Bodnia), der er mere ligetil.

»Vi ser så meget drama på film og tv, og vi har nogle gange brug for komplekse karakterer, hvis vi skal gribes af dem. Det er nemt at lave alt mulig drama omkring dem med familierelationer, narkoproblemer med mere, men det interessante for tiden er, når dramaet findes inde i hovedpersonerne selv,« siger Hans Rosenfeldt.

Anne Jerslev, der er professor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet, synes, at det spændende ved Saga Norèn er, at der netop ikke er noget tragisk over hende, fordi hun — som vi så mange gange tidligere har set — ikke ender i druk som eksempelvis Helen Mirrens Jane Tennyson i Prime Suspect-serien eller har en ’karrieren har kostet hende dyrt’-glorie over sig.

»Hun har ikke mistet noget liv ved at være så optaget af sit arbejde, sådan er hun bare. Man kan sige, at dramaturgisk får Broen lavet en helt ny type kvindeskikkelse, der kan det, som de mandlige kommissærer kan, samtidig med at hun ikke er ’maskuliniseret’. Hun er bare mærkelig og dygtig,« siger Anne Jerslev.

Afstigmatisering

Fascinationen af psykiske lidelser er udbredt, fastlår Svend Brinkmann, der er professor i almen psykologi på Aalborg Universitet. Han mener, at tendensen afspejler en generel stigende interesse for psykopatalogi, hvor flere og flere tager diverse psykorelaterede test i dameblade og på diverse hjemmesider, som øger kendskabet til begreber og diagnoser inden for psykiatrien.

»Tendensen ligger i tråd med en generel interesse for selvudvikling og personlighedsudvikling. Det er noget, der fylder meget mere end før. Psykiske lidelser er stadig tabuiseret, men det er slet ikke i samme grad som tidligere. Når tv-karakterer optræder med diagnoser, er det med til at fjerne stigmatiseringen,« siger Svend Brinkmann.

Saga Norèn forstår ikke ironi. Hun har ingen familie og har svært ved at knytte tætte bånd til andre. Men til gengæld er hun accepteret, respekteret og værdsat for det, hun er og kan, på sin arbejdsplads. Dét har fået meget positiv respons i Aspergers-miljøet, forklarer Hans Rosenfeldt.

»De var glade for, at hun er professionel og dygtig — men især var de glade for, at vi viste, at man sagtens kan arbejde sammen med person med Aspergers, hvis man viser en forståelse for det,« siger han og understreger, at der ikke lå nogen skjult dagsorden i Broen: »Jeg kreerede Saga på den måde af ren egoisme — for sådan var hun bedst at arbejde med for mig.«

Anne Jerslev mener, at fordi figuren ikke er tynget af en masse mangler eller fravalg — arbejdsnarkomanen, der så ikke fik børn eksempelvis — så skaber det en ny og hidtil uset, cool karakter.

»Det er forfriskende på den måde at eksperimentere med en kvindefigur, der er optaget af sit arbejde, uden at hun nødvendigvis må opgive alt det andet,« siger hun.

Smittefare

Svend Brinkmann mener, at trenden sagtens kan få den positive bivirkning, at det kan skabe en større accept. For jo mere, vi bliver eksponeret for noget, jo mere vænner vi os til det. Det kan være med til at mindske angsten for psykiske diagnoser.

»Det kan ligefrem være, det bliver sejt at have Aspergers,« siger han.

Han er dog også lidt bekymret for, at det kan have en smitteeffekt, hvor folk, som måske ikke er syge, begynder at opfatte sig selv som syge.

Det skete i belæste kredse i 1700-tallets Europa, hvor Goethes Den unge Werthers lidelser satte i gang i en selvmordsbølge. Personlighedsspaltning var stort set ukendt fænomen i den vestlige verden indtil 1960’erne og 70’erne, hvor der var et boom af folk, der havde set filmen The Three Faces of Eve (1957), som pludselig mente, at de led af personlighedsspaltning.

»Der er i dag meget høje forekomster af psykiske lidelser. Det bliver så forstærket, når de også dukker op i den kulturelle verden,« siger Svend Brinkmann, der advarer om, at tv’s fremstilling af karakterer med psykiske lidelser også kan være med til at romantisere nogle meget lidelsesfulde tilstande, som bliver fremstillet i et rosenrødt skær.

Fakta: Diagnoser på tv

En række amerikanske aktuelle tv-serier byder også på uligevægtige hovedroller:

- ‘The Big Bang Theory - dr. Sheldon Cooper (Jim Parsons har Aspergers)
- ‘Homeland’ - Carrie Mathison (Claire Danes) er bipolar.
- ‘Criminal Minds’ - blændende intelligente dr. Specer Reid (Matthew Gray Gubler) er autist