VLADIMIR PUTIN har bestemt ikke mistet grebet om magten endnu. Hans planlagte jobskifte med den nuværende præsident Dmitrij Medvedev vil blive gennemtrumfet, selv om Putins støtteparti fik et hak i tuden ved søndagens parlamentsvalg og mistede det såkaldte ’konstitutionelle flertal’. Der er al mulig grund til, at vi fordømmer hans ’kontrollerbare demokrati’, som i de senere dage har vist sit sande ansigt: valgsvindel, kontrol med medierne og arrestationer af hundredvis af oppositionelle i Moskva, Sankt Petersborg og andre storbyer. Ligesom der er al mulig grund til, at Putin begynder at tænke sig om, for hans tid er ved at rinde ud. Magien er væk, folk er ikke bange for ham, de er ikke fulde af beundring, og de kræver demokratisk indflydelse. Rusland er på vej mod en ny epoke. Selv en af Putins hidtidige støtter, tidligere sovjetleder Mikhail Gorbatjov, krævede i går, at der bliver foretaget omvalg og sagde, at dette var det nuværende regimes sidste chance.

Putin er dog fortsat en populær skikkelse i dele af den russiske befolkning. »Hvorfor?« spørger vestlige medier sig selv, eksperter og russerne igen og igen, »han er jo en skidt karl, taler grimt, opfører sig brutalt og er bestemt ikke den store demokrat, snarere en autokrat. Hvorfor? Og hvem er mr. Putin egentlig?«

Der er mange svar. Putin red på en popularitetsbølge efter Jeltsin-periodens økonomiske nedtur og politiske kaos. Jeltsin var nedbryderen af det sovjetiske system og kommunismen. Han reformer nåede ikke at virke, mens hans vaklende helbred langsomt svækkede ham. Ind kom en ung, stærk, barsk og klog mand. Alle var glade. Også Putin selv og hans klan af økonomer, jurister og sikkerhedsfolk fra Sankt Petersborg, som langsomt, men sikkert overtog magten i Moskva, mens de kunne leve højt på stigende olie- og gaspriser og på, at Jeltsins reformer endelig var begyndt at virke. Russernes levestandard steg og steg, indtil finanskrisen også ramte dem, men Putin og senere Medvedev havde klogeligt forsikret sig imod økonomisk katastrofe ved at gemme penge til svære tider i stedet for at punge populistisk ud til højre og venstre. Men de kunne ikke stoppe det katastrofale fald i befolkningstallet, og de kunne — eller ville — ikke stoppe den eksplosive korruption.

Men Putin og Medvedev fik sat Rusland ind i en positiv udvikling med en stærkt forbedret økonomi, langt færre fattige og fornyet respekt på det internationale plan. Det er hovedårsagen til, at de fortsat er ved magten.

PARLAMENTSVALGET SØNDAG viste alligevel, at Putins popularitet ikke varer evigt, at mange har mistet tiltroen til det nuværende styre, og at de demokratiske institutioner, som trods alt er blevet opbygget siden systemskiftet i 1991, også er begyndt at fungere. Putin og Medvedev er pinedød nødt til at tage hensyn til befolkningens vilje.

Rusland har de demokratiske institutioner, valg, medier, parlament, regering og præsident, et civilsamfund og en voksende middelklasse. Problemet har hidtil været, at styret har fulgt gamle sovjetiske traditioner med gennemført statslig, dvs. Kreml og præsidentens, kontrol med disse institutioner. ’Kontrollerbart demokrati’, som Putin selv døbte det.

Men søndag viste, at demokratiet trods alt er ved at komme ud af Putins kontrol. Han kan ikke længere vide sig sikker på sin egen magt, han kan med det nye parlament ikke længere ændre forfatningen, som han lyster, han og Medvedev må fra nu af spørge befolkningen.

Putins parti er valgt ind i parlamentet med overvældende styrke for fem år. Putin bliver valgt til præsident med en lignende styrke for seks år med mulighed for endnu seks år. Mange mener, at han bliver siddende i netop 12 år endnu. Og mange mener, at det vil føre til stagnation og tilbagegang med en aldrende, konservativ Bresjnev-agtig leder ved magten.

SELV LOVER PUTIN at fortsætte Medvedevs kurs mod modernisering og, Gud bedre det, løbende demokratiseringer. Nu er der ikke mange russere, som tror meget på, hvad deres ledere siger på trods af tv’s endeløse strøm af propaganda. Antallet af demonstranter, som denne gang ikke mødte op i et tal på nogle få hundreder, men titusinder, er en lærestreg for styrets magtfuldkommenhed. En ny generation er ved at tage over, og den ønsker ikke stagnation. Den generation bliver Putin nødt til at lytte til, ellers er han en færdig mand i russisk politik. Det er det positive ved udviklingen i Rusland netop nu.

Mange ser med god grund Vladimir Putin som en russisk Charles de Gaulle. Ligesom de Gaulle arvede Putin et land efter en krig, omend kold, på randen af sammenbrud, et imperium i opløsning. Alligevel er Rusland, som Frankrig dengang, ved at genopstå med demokratiske institutioner på plads. Putin mistede sit totale flertal i parlamentet, fordi folk er ved at være trætte af ham, af den store forskel mellem rig og fattig, af den demografiske krise. Han bliver før eller senere tvunget til at trække sig som leder af Rusland, ligesom de Gaulle måtte trække sig i Frankrig. Den russiske leder er ikke en Mr. Putin, men snarere en Monsieur Poutine.