Opslag til denne artikel

Emneord:historie, islamisme, ledelse, nationalisme
Organisationer:International Crisis Group
Steder:Irak, Iran, USA

Det var ikke det mest oplagte politiske stridspunkt, men da den iranske ambassadør i Irak, Hassan Danaee, sidste december besøgte den nord-irakiske provins Ninewah — som den første højtstående iranske embedsmand i over 40 år — efterlod han et større hovedbrud i form af fire hjul, et karosseri og et sæt nøgler til sine værter.

Hovedbruddet var en gave, der skulle demonstrere Irans industrielle kraft; en hjemligt produceret bil, som i fremtiden skulle benyttes frit af beboerne i provinsen. Men den vakte mindre glæde, end man skulle tro. Gennem det meste af 2011 har politikerne i den nordlige provins, der hovedsaligt er befolket af sunnier og kurdere — og blandt andet indeholder Saddam Husseins hjemby Tikrit og urocenteret Mosul — været låst fast i en politisk strid om, hvorvidt man skulle acceptere gaven eller afvise den. Der har sågar været flere afstemninger i det splittede provinsråd.

»Iran bomber kontinuerligt dele af Irak, de stjæler fra irakiske oliefelter, forurener Shatt al-Arab-kanalen og blander sig i Iraks interne affærer,« sagde en af byrådpolitikerne, der som mange andre anså vognen som en slags trojansk hest og foretrak, at man afviste gaven, men til sidst modstræbende måtte tage imod den.

Omfattende indflydelse

Det er en mistro, der er udbredt i et Irak, hvor Iran siden 2003 er kommet til at fylde mere og mere, og hvor der i store dele af befolkningen — og i verden udenfor Irak — er stor bekymring for, hvilken rolle Iran vil komme til at spille, når det amerikanske engagement om tre uger officielt er afsluttet. I fredags udtalte premierminister Nouri al-Maliki, at Irak er parat til selv at håndtere sikkerheden og ikke frygter iransk indflydelse.

»Irak følger ikke andre landes ordrer«, sagde han og fortsatte med at sige, at den irakiske ledelse »ikke vil tillade Iran at bruge Irak mod andre, som Iran har problemer med, og vi vil ikke tillade andre at bruge os mod Iran«.

Andre er dog mere urolige, og hovedparten af de irakiske politikere er ifølge efterretninger tilhængere af, at en mindre amerikansk styrke forbliver i landet. Men iransk påvirkning af irakiske politikere — ikke mindst Muqtada al-Sadrs (shiamuslimsk leder og leder af Mahdi-militsen, red.) indflydelsesrige politiske blok — resulterede i, at en fornyelse af det amerikanske mandat var umuligt at gennemføre for premierminister Maliki.

Iransk indflydelse i Irak er omfattende, men som regel også diffus. Flere af de shiitiske partier og militser — som det vigtige ISCI (Øverste Islamiske råd i Irak) og deres Badr-milits — er skabt i Iran, mens andre som Muqtada al-Sadrs bevægelse og Malikis eget Dawa-parti er blevet kraftigt understøttet af Teheran. Både i sikkerhedsapparatet, militæret og administrationen er den iranske indtrængen ifølge de fleste iagttagere omfattende — særligt i Sydirak — men den har også sine begrænsninger.

»Den iranske indflydelse er ekstensiv, men det er den amerikanske og den tyrkiske også. Iran styrer bestemt ikke Irak, og det kan ikke gennemtvinge en politisk agenda. Mange i Irak skylder det iranske styre noget, og de har f.eks. stor indflydelse hos islamister. Men der findes ikke én gruppe — ikke engang Muqtada al-Sadr, som er decideret kontrolleret af Iran — og slet ikke Maliki,« siger Jost Hiltermann fra tænketanken International Crisis Group, en af de mest anerkendte Irak-eksperter.

»Man må ikke overse, at Iran er persisk, mens Irak er arabisk, at der findes en stærk irakisk nationalisme, at hovedparten af irakerne — inklusiv shiiterne — ikke ønsker sig et politisk system som det iranske og ikke mindst, at der eksisterer en vis modvilje mod iranerne på grund af deres historie i Irak,« siger han.

Sporene skræmmer

Netop det sidste er argumentet fra flere sider for, at Iran ikke i høj grad står til at præge Irak efter en amerikansk tilbagetrækning. Iranerne har støtttet oprørsgrupper og kastet sand i den politiske proces. De har ganske enkelt lavet for meget rav i den til at at retfærdiggøre mange iagttageres frygt for en iransk overtagelse af Irak:

»Sådanne synspunkter overser, hvordan Irans omstridte vision for fremtidens Irak samt Irans splittende politik har fremmedgjort irakerne over for iransk politik henover det sekteriske spektrum. Iran har måske været i stand til at gøre sin indflydelse gældende i et Irak i borgerkrig, men Iran bliver i stigende grad presset i baggrunden, efterhånden som Iraks nationale institioner vokser sig stærkere,« skrev Irak-forskeren Ray Takeyh fra det amerikanske Council on Foreign Relations for nylig i et indlæg i Washington Post med overskriften ’Irans vigende indflydelse i Irak’.

Hvorvidt Iran får mere magt i Irak, afhænger dog i høj grad også af omverdenens reaktion. Ifølge Jost Hilterman står USA, der lader en del af sin styrke blive i Kuwait for at gardere sig regionalt imod Iran, til at få et bedre forhold til irakerne, fordi deres tilstedeværelse afsluttes og mange spændinger dermed forsvinder. Saudi-Arabien, der traditionelt udgør Mellemøstens ene magtpol med Iran og Syrien i den anden ende, har til gengæld demonstreret, hvordan USA ikke bør reagere:

»Saudi-Arabien har valgt at anse Maliki som en iransk agent og har behandlet ham derefter. Derfor har de i dag ingen indflydelse eller dialog med det irakiske styre. Det er meget farligt psykologisk og praktisk at behandle Maliki som en iransk marionet, fordi det kan betyde, at man tvinger det irakiske folk til at vælge den iranske side.«