Når den svenske skuespiller Sofia Helin personificerer kriminalkommissær Saga Norén i den succesfulde tv-serie Broen, overbeviser hun om, at man godt kan have en psykisk diagnose, Aspergers, og alligevel passe et krævende arbejde. Hun er sær og har vanskeligt ved sociale spil og relationer, men hun er samtidig en knalddygtig efterforsker og en sej person. Ja, en slags rollemodel.
Saga Norén er langtfra den eneste hovedrolleindehaver med psykisk brist i tidens film og tv-serier. Tænk på Sara Lund fra krimiserien Forbrydelsen, Lisbeth Salander fra filmatiseringen af Stieg Larssons Millenium-trilogi. Også en række aktuelle amerikanske tv-serier som The Big Bang Theory, Homeland og Criminal Minds har i hovedrollerne personer med psykiske brister. Outsideren har med andre ord erobret hovedrollen. Og det gode er, at der ikke er noget tragisk ved disse figurer. Tværtimod tilføjer de de fiktive universer noget, der bearbejder en omkringliggende virkelighed.
Kunstens kraft er forunderlig. Den kan forvandle et tabubelagt emne og med succes bringe skyggeeksistenser ind i midten af vores samfund. Rent dramaturgisk har disse figurer stor effekt og kan tilføje noget positivt til et fiktivt univers. Traditionelt flade figurer på film og tv får i kraft af en diagnose tilføjet en personmæssig kompleksitet, som ellers kan være vanskelig at fremstille, og som skaber energi i et plot.
Det kan selvfølgelig virke kynisk at tænke en psykisk sygdom som dramaturgisk gevinst. En alvorlig psykisk sygdom bør selvfølgelig ikke gøres til underholdning i bedste sendetid. Men det er faktisk heller ikke det, der sker. Kunsten kan både være underholdning og et spejl for samfundet. I disse tilfælde viser det på positiv måde tabubelagte emner i fuld offentlighed, samtidig med at det tilføjes nye dimensioner. Det er ikke som sådan kunstens opgave at gøre det, men det er en lykkelig effekt, når det også kan være sejt at have en diagnose.
Kommentarer
Jeg synes, at det er et problem, at både Rune Lykkeberg (Information, den 23. november) og Peter Nielsen i ovenstående leder udstyrer en af hovedpersonerne i TV-serien Broen med en diagnose, nemlig Aspergers syndrom.
Jeg har set det meste af serien og har på intet tidspunkt hørt, at Saga Norén skulle have en sådan diagnose. Jeg så endda et interview med en fra holdet bag serien, som ikke var villig til at give hende en diagnose.
At Saga Norén er speciel, står ikke til diskussion. Og jeg synes faktisk, at der gives et vink om, at der kan være meget gode grunde til hendes særheder, især søsterens selvmord.
Peter Nielsen nævner også, at bl.a. Lisbeth Salander i Stieg Larssons Millenium-trilogi har en psykisk brist. Men det tror da pokker med de opvækst-betingelser, forfatteren har udstyret hende med. Jeg synes, at opvæksten til fulde forklarer hendes særheder. Det er ikke nødvendigt at udstyre hende med en diagnose.
På samme måde med Saga Norén. Der findes mange mennesker, der på grund af barske oplevelser i deres liv lukker af for deres følelser og mister noget af evnen til empati og social kontakt.
Det er udmærket, at fiktion også skildrer den slags mennesker. Men hvis vi bare ser disse skikkelser som omvandrende diagnoser, mister en dramaserie som Broen almengyldighed som kilde til forståelse af menneskelivet. Og så er Broen bare ligegyldig underholdning. Det, synes jeg, netop ikke, at Broen er.