Et nænsomt og ærligt samtidsvidne

En stilfærdigt pålidelig mand, som har prøvet lidt af hvert; smagt succesens sødme og nedturen, når bøtten vender. Det er det overordnede indtryk, man får af Niels Skousens fint skrevne erindringer, Herfra hvor jeg står, hvor han kigger på sin indsats for dansk musik og teater i de sidste fire årtier af det tyvende århundrede. Bogen følger hans vej fra en opvækst hos en for den tid noget så usædvanligt som en enlig mor (tilmed tysk) i Efterkrigsdanmark over en periode som ung søgende mand i blazer, til han nærmest driver ind i hele det kulturelle opbrud, vi har valgt at kalde ungdomsoprøret. Efterfulgt af de hårde tømmermænd i firserne og halvfemserne, hvor såvel Skousen som hans generation måtte se sig både udskældt, ignoreret og tilsidesat af tiderne, der som bekendt skifter, baby. Hvor han så heldigvis også møder kærligheden i den lidt yngre Linda Wendels skikkelse.

Ud over at være et nænsomt, men også ærligt selvportræt, er bogen også blevet en vellykket generationskarakteristik, ikke mindst pga. bogens fine lydhøre tone; her tales lavmælt og troværdigt, Skousen er hverken ude i at ville forherlige eller nedgøre nogen, og de største skuffelser er af personlig art, den hårdeste kritik retter han mod sig selv. Selvom der da er nogle møder, som er bedre end andre. Men uden på nogen måde at ville forklejne hans indsats som skuespiller er det først og fremmest som sangskriver, han har mejslet sig ind i undertegnedes bevidsthed.

Faktisk har han i den kapacitet fejret 40-års jubilæum i år, da lp’en Herfra hvor vi står jo blev udgivet i 1971 i samarbejde med vennen Peter Ingemann og andre koryfæer fra hippietiden såsom Steppeulve-guitaristen Stig Møller, den evige TømrerClaus, ligeledes på spade og skrigende på flugt fra den interne bitchin’ i det stadig dugfriske Gasolin’ den flittige trommeslager Bjørn Uglebjerg. Som vi alle lærer at kende lidt bedre.

Ingen drama queen

Pladen var både hans debut som pladekunstner og et hovedværk i produktionen, idet Skousen havde skrevet alle sangene derpå, inklusive den nu klassiske titelsang. I de følgende par år var Skousen & Ingemann på alles læber, og ingen festival med respekt for sig selv kunne løbe af stablen uden et besøg af netop de herrer og deres farverige entourage. Jubilæet blev da også behørigt fejret en majaften i år, hvor det gamle hold stillede op og gav hele værket for et feststemt Store Vega. Helt passende efterfulgt af et soloshow fra Skousen selv, som jo efter 20 års pause gjorde et comeback af de sjældne, da han efter over tyve års pause udsendte Dobbeltsyn i 2002. Den med sangen om »68«, hvor han satte en både opløftende og smertelig generationserfaring i tekst og melodi, så det løb en koldt ned af ryggen. På den fede måde.

Men det er jo højdepunkter. Hvem var han før (og efter)? Hvor kom han fra? Og hvor er han på vej hen? Det kan man alt sammen læse om på de næsten 350 sider, som Skousens selvbiografi fylder. Og så stopper den faktisk ved comebacket for snart ti år siden og kunne muligvis også have heddet Skousen i det 20. århundrede. Hvor der som bekendt også skete ting og sager. Men først bliver man jo som bekendt født og havner i nogle vildt fremmede menneskers varetægt; eller sådan kan det i hvert fald opleves. Og Skousens barn- og ungdom er da mindst lige så traumatisk som snart sagt hvem som helst, jeg kan komme i tanke om. Det er lidt af en bedrift, at han kan fortælle derom så roligt, næsten lavmælt, men så er han heller ingen drama queen. I en ofte skøn, konstant underspillet prosa fortæller han om at blive født af en tysk mor. Under krigen. Far er dansk og tager familien (som endvidere tæller en storebror) med til Danmark, hvorefter han besynderligt nok vender tilbage til Tyskland med ordene »Ha’ det godt«. Og det er så det sidste, de hører til ham i mange, mange år.

At være usynlig

Skousen bruger forståeligt nok meget spalteplads på sin mor og hendes bitterhed. Hendes aldrig overvundne følelse af fremmedhed i forhold til det danske; således er hendes noget nær sidste ord »Jeg har aldrig kunnet fordrage danskerne!« Og hvordan det har dannet hans karakter, hvordan han gennem hele opvæksten ligesom evner at være og forblive usynlig og under ingen omstændigheder gøre opmærksom på sin tyskhed. Således har han aldrig venner med hjem. Rigtig spændende bliver det dog først, da han endelig er flyveklar og efter kort at have snuset til lægestudiet drages ind i kredsen omkring Collage på Studenterscenen, hvor han indser, at det er skuespiller, han vil være. Og et par år senere, Bob Dylan-koncerten i KB-hallen, hvor han forstår, at sangskriver, det vil han altså også være. Begge dele bliver han så. Ad omveje. Og så hvordan impulserne fra USA og England påvirker ham og store dele af hans jævnaldrende på en sådan facon, at de kollektivt tager ud på et af de særeste trips nogensinde — med og uden brug af stoffer. Og om, hvordan alt bliver til hverdag, kævl, skilsmisser, svigt og politisk korrekthed, da euforien lægger sig.

Dét er svimlende læsning, man følger blindt og lydigt Skousen, når han uden de store fagter giver sin version af den der store fortælling, som p.t. atter har fået aktualitet via Peter Øvigs imposante værk, Hippie 1. Som der rammende står i det afsluttende kapitel, så var der dengang i de sene tressere måske »en vision om, at den direkte henvendelse var det, som folk længtes efter (…) det var måske en illusion, men skabt af den enestående situation, at pop og kunst lige her, nogle få minutter i historien, smeltede sammen, og at tanke og følelse gik hånd i hånd og ikke var skilt ad i tør refleksion og sentimentalitet …« Og således får Skousen det sidste ord. Men læs dog bogen, for Guds skyld. Den er fremragende. Simpelthen.