Coyotehunden så på os med sine lysende øjne, så blottede den sine stærke tænder og gøede, de andre hunde fulgte trop. De gøede som rasende. En krumbøjet støvet kvinde dukkede frem bag nogle store sten, der engang var rullet ned fra bjergsiden. Hun råbte ad hundene og svingede med en kæp. Det var Alejandro, chaufføren, der fortalte, at hundene herude parrer sig med coyoterne, og det kommer der så en særlig aggressiv bastard ud af. Natten før i den lille glemte flække Apoala på bunden af en dal tre timers kørsel fra Oaxaca, var jeg vandret i mørket op til la cabaña, hvor vi havde fået tildelt værelser, forbi Isauros hus, i dagslys rødt som blod. Stjernerne gnistrede over dalen og floden brusede gennem kløften gennem natten. Så var køterne der. Jeg bukkede mig ned og samlede nogle sten op. Gik så hurtigt videre, forbi de duftende citrontræer, det smukke chilitræ, Isauro stolt havde vist frem om eftermiddagen. Hvad er der med de hunde? Frygten er en magnet, den samler og forener dem, og går som en elektrisk strøm gennem dem, gør dem til små vilde monstre.
Når jeg lagde mig på sengen i værelse 309, hotel Imperial på Reforma i Mexico City en uge senere, så jeg coyotehunden for mit indre blik. Den kiggede på mig fra den anden side af Mexico, en dunkel side, jeg ikke forstod. Jeg lå der og stirrede ud i søvnløshedens imperium. Jeg stod op uden at have lukket et øje, det var d. 2. november, Dia de muertos, De dødes dag, dagen før jeg skulle rejse tilbage til det gamle kontinent og Danmark. Hele centrum summede, Mexico City, siges det, er verdens største megalopolis, og det forekommer bestemt troværdigt. 25 millioner mennesker samlet i en by af nærmest uendelig udstrækning. Fra luften om natten kan man se byen brede sig til alle sider op ad skråningerne eller kravle som lysende drager nede i dalsænkninger. Men solen skinnede, det var usædvanligt. Åndedrættet der hivende holdt liv i kadaveret i disse 2.000 meters højde gennempulet af millioner af bilers udstødning.
Nu travede jeg ned ad den brede, stærkt trafikerede boulevard Reforma flankeret af enorme skyskrabere af glas og stål. Set fra Reforma en topmoderne kæmpeby. Men på fortovet sad der små tykke kvinder fra slumkvartererne og syede dukker med mexicanerhatte og lange sorte fletninger. I hjørner, mellemrum og forfaldne portåbninger opholdt hjemløse sig. Som jeg nærmede mig centrum, det 183 meter høje Torre Latinoamericana, dengang i 1956 da det blev opført byens højeste, og Zócalo med Latinamerikas største katedral, blev menneskemængden tættere og tættere. Ved monumenterne og på pladsen foran Bellas Artes hvide neobarokke bygning, havde folk opstillet deres ofrendas eller gravofre. De orange sempasúchil eller dødeblomster i sirlige mønstre med sukkerkranier med øjne af skinnende papir og andre objekter, der på en eller anden måde henviste til døden. México tænkte jeg, er en stor dødskult, der er kranier overalt, hele året rundt, man dekorerer portaler med guirlander af små kranier, skelettet med den flotte damehat — hun hedder Catrina — står i butikkernes døråbninger. Selv på forskellige etager i de skinnende glaspaladser, hvor folk en stor del af dagen opholder sig i elevatorer, finder man disse opstillinger, gravofre eller altre. Men storbyens ansigt er et andet end provinsens. I provinsen er De dødes dag en særlig og meget personlig begivenhed, som i kæmpebyens forstæder og kirkegårde. Man dækker op til de døde familiemedlemmer og slægtninge og venter så på at de kommer tilbage fra efterlivet for at indtage et måltid med de endnu levende. Man går ud på kirkegårdene med sine gravofre og lys om natten. Det er ikke en uhyggelig begivenhed, siger de. Desuden giver de udtryk for et stærkt satirisk forhold til døden, skeletfigurerne, de små sorte kister med påklædte par, på låget, som er sort, står der skrevet med hvidt: Amor eterno/evig kærlighed. Jeg bøjede mig ned over gadehandlerens udvalg af objekter.
»Det her er jo en gigantisk kult,« bemærkede jeg. »Jeg vil gerne købe hende der skelettet med damehatten, men ikke den lille sorte kiste«.
»Jamen, det er kun for sjov,« forsikrede han. »Vi gør det for sjov, der er ingen alvor i det, vi oplever det ikke som en dødskult, vi griner ad døden, og på den måde hylder vi livet«.
»Jeg har alligevel svært ved at se det morsomme i den lille sorte kiste, den ville jeg ikke købe til min kæreste,« sagde jeg.
»Der tager du fejl,« sagde han. »Hun vil tværtimod blive glad«.
»Jeg vil ikke ha’ den,« sagde jeg.
»Men det er livet, ikke døden vi tilbeder, sempasúchil blomsterne symboliserer morgensolen, den tid på dagen, hvor solen er allermest orange, om morgenen, når den står op,« sagde han. »Livets begyndelse«.
Gadehandleren havde placeret sig ved det hvide Benito Juárez monument, hvor man mindedes de myrdede i det store voldsorgie, som det moderne México er slynget ud i. De myrdede politikere, de myrdede journalister, de myrdede kvinder, de myrdede børn. Ude i mængden som defilerede forbi, så jeg unge mennesker udklædt som zombier, spøgelser eller monstre, de syntes at være inspirerede af amerikanske film, det vulgariserede Halloween. Der var mange aspekter af de De Dødes Dag, storbyen rummede dem alle sammen, men helhedsindtrykket var ikke morsomt. Det var morbidt, og det sendte mig tilbage til coyotehundens lysende øjne, som frådende stirrede på mig fra den side af Mexico, jeg ikke forstod.
Mexico er afgrunden
Det er sandt, at Mexico er pittoresk, eksotisk, farverigt med en til tider — for den tilrejsende — bizar, men udsøgt madkultur. I Oaxaca spiser man orme, insekter, slanger, der er fattige stater, hvor den slags råvarer udgør hovedingredienserne i det lokale køkken. På sjældne klare dage kan man se vulkanen Popocatépetl løfte sin hat af sne i det fjerne og nikke til den enorme by, der er bygget oven på de gamle mexicaneres sø, og resterne af deres imponerende templer.
Det mexicanske landskab er dybe kløfter, høje bjerge, støvede vidder med agave og kaktus, urskove, vidunderlige kyster. Kulturen er indlysende autonom og fuldkommen egensindig. Ren synkretisme. Fra bunden af historien stikker mayaerne og aztekerne, olmekerne og zapotekerne deres smukke og skræmmende træk frem, mens jomfruen af Guadalupe våger over menneskene, og katedralerne ringer katolikkerne ind i de hellige rum, vidner pyramiderne rundt om i landskabet om den gamle kultur, som måtte bukke under i mødet med spanierne. Jeg blev stående og kiggede på de mange fotos af nyligt myrdede mexicanere. Coyotehunden stirrede på mig fra mit eget indre mørke. Mexicanernes umiddelbare venlighed, dette farvestrålende land, som undertiden minder om en enorm kollektiv kunstnerisk installation, ligesom Mexico er det land i Latinamerika, der stærkest støtter kulturen, står og vakler på kanten af den afgrund, som er voldens og den store internationale kriminalitets hensynsløse spiral. Jeg sagde vakler på kanten, jeg tror, jeg underdriver, Mexico er afgrunden, og den er tilsyneladende bundløs. Hvordan hænger det sammen? Hvordan tolker jeg coyotehundens morderiske blik, dette kryds af en hund og et vilddyr fra de øde og støvede kaktusbevoksede mexicanske vidder?
Verdens rigeste mand er mexicaner, han hedder Carlos Slim, og er rigere end nogen oliesheik, rigere end Bill Gates, og han indtager nummer 23 på årets Forbes liste over de 100 mest indflydelsesrige personer i verden. Barack Obama er nummer ét, Putín nummer tre, Angela Merkel er nummer fire, som den mest magtfulde kvinde, men nummer 55 er også mexicaner, de kalder ham for el Chapo alias Joaquín Guzmán, den øverste i Sinaloa-kartellet, som kontrollerer 65 procent af Mexicos narkokriminalitet. Sinaloa-kartellet dominerer marihuanamarkedet i f.eks. Chicago. Glem den italienske mafia, sagde Jack Riley, chef for DEA, Sinaloa-kartellet sidder på alt her i byen, og de værner om deres interesser med uhørt grusomhed. Nummer 55 på Forbes-listen kan ikke gøre det, hans indflydelse er større, har man sagt.
Ufattelige seriemord
Den nu afdøde chilenske forfatter Roberto Bolaño, som var ung i Mexico City, har forsøgt at nærme sig denne afgrund med sin skrift i sit posthumt udgivne monumentalværk 2666, især i den tredje del La parte de los crimenes, Forbrydelsernes del, som i fiktiv form fortæller om de ufattelige seriemord på kvinder, der har gået for sig i grænsebyen Ciudad Juárez siden begyndelsen af halvfemserne. I hundredvis af unge kvinder, man taler om over 800 kvinder fra 1993 til 2010, mens andre kilder fastslår, hvis man medtæller de forsvundne, at det drejer sig om mere end 5.000 kvinder. Selvom autoriterne har fængslet forskellige subjekter, og dermed ment, at man har gjort en effektiv indsats, fortsætter disse bestialske mord på unge kvinder i en stigende strøm. Ingen af de skyldige er blevet dømt, forstår man, når man læser Huesos en el desierto, Knogler i ørkenen, første gang udgivet i 2002, sidst i 2006, af den mexicanske essayist og journalist Sergio González Rodríguez. Hans bog er kilden til Bolaños roman, og han optræder som Sergio González, altså med eget navn i romanens fiktive rum, som en hyldest fra Bolaño til hans indsats i det virkelige Mexicos verden, hvor journalister bliver myrdet for mindre. To gange er Rodriguez blevet overfaldet, truet på livet, og der hænger en konstant dødstrussel over hans hoved. Gennem årene er han blevet spurgt om ikke frygten og risikoen ved at fortsætte med disse undersøgelser ikke bliver for overvældende, hvortil han svarer: »Følgende er mit svar, da jeg ikke har noget bedre: Den tapperhed hvormed ofrene konfronterer deres uværdige døds sidste øjeblik, befrier os for frygten igen og igen.«
Efterhånden som man læser sig frem i denne gruopvækkende dokumentariske fremstilling, hvor ofrene nævnes ved navn et efter et, forstår man at de skyldige skal findes i samfundets top, denne flade pyramide, som digteren Alberto Blanco har kaldt det mexicanske hierarki, hvor præsidenten Felipe Calderón og Carlos Slim i dag sidder på toppen, og ser ud over det hele uden at se. Eller de ved, men de tier samtykkende. Kvinderne forsvinder og bliver kørt ud til narkobaronernes ekstravagante afsidesliggende ejendomme, hvor man voldtager og mishandler dem til døde, som en del af den almindelige partyunderholdning. Dommeren, politichefen, politikere, nogle af de rige familiers sønner, narkogangstere deltager i disse seancer. Man arresterer uskyldige i flæng, propper dem 40 år i fængsel, og afviser enhver kritik. Selv ekspræsidenten Vicente Fox blev utilpas, og benægtede enhver antydning af skyldsplacering hos eliten, da en menneskerettighedsdelegation forsøgte at få ham i tale, mens myrderierne bare fortsatte og stadig fortsætter. Men det er heller ikke let at komme til bunds i en sag, når undersøgelserne ledes af de selvsamme mordere. Hvorfor foregår den slags? I den totale lovløshed siger man: vi gør det, fordi vi kan. De bruger det som en slags ritual, en form for satanisme, der knytter de medvidende sammen i et hemmeligt bånd af grusomhed. Men det har også rod i en bizar og dybt grundfæstet misogyni, som er udbredt i det mexicanske samfund. I visse stater straffes tyveri af en ko hårdere end jalousidrab.
Ofrene er næsten alle fattige, anonyme kvinder, de arbejder gerne på maquiladoraseller forarbejdningsanlæggene og fabrikkerne i det gennemindustrialiserede Ciudad Juárez. De bliver kidnappet på vej hjem fra arbejde eller de forsvinder, hvis de en aften går i byen i et centrums forlystelsesgader. Dage, uger eller måneder senere dukker de op som nøgne torterede lig på lossepladser, i rabatten af øde landeveje eller på en særlig bomuldsmark, der grænser op til en tilbagetrukket ranch, der siges at være en højtstående narkogangsters bolig. Men det er ikke kun kvinder der myrdes i dette voldsorgie, som har gjort Ciudad Juárez i staten Chihuahua farligere at færdes i end i nogen krigszone i Mellemøsten, en situation der som en steppebrand har bredt sig ud over hele det store land, og som betyder, at Mexico City i disse tider er det sikreste sted at opholde sig.
En tusmørkezone
Ciudad Juárez er en grænseby, en tusmørkezone. På den anden side ligger verdens største narkomarked, skønt man ikke skal glemme, at Mexico med tiden også er blevet et stort marked. Gangsterne har gravet komfortable tunneler med aircondition og højteknologi ned under grænsen. De kidnapper fattige migranter fra Mellemamerika — der ellers er villige til at betale coyoterne3.000 dollars for som illegale at blive ført over grænsen til håbets forenede stater — og tvinger dem til at arbejde for sig. Nægter de, bliver de myrdet. Med jævne mellemrum finder man massegrave med likviderede migranter. Narkokartellerne er i indbyrdes krig om domænet, og den mexicanske hær deltager i krigen. Det er ikke kun det, at de myrder løs, det er måden, hvorpå de gør det, sagde Lourdes, som vi mødte i Oaxaca, det er som om man søger den mest spektakulære grusomhed, man ønsker et stort show, fem hoveder rulles ud på den centrale plads mandag formiddag, eller man ser dem dingle fra broer, mens de hovedløse kroppe ligger smidt i nærheden. Den mexicanske præsident Felipe Calderón, har erklæret narkokartellerne krig, og i den krig er der indtil nu blevet slået over 40.000 ihjel. Ekspræsidenten, Vicente Fox, har for nylig udtalt, at man bør forhandle med dem, men det afviser præsidenten. Forhandle med narkokartellerne? Hvordan? Og hvem er hvem? Man ved det ikke. Og den som stikker næsen for dybt i den sag kommer også til at betale for det.
Gad vide, om der er nogen i dette land, jeg tænker på vores eget stilfærdige Danmark, som kan sætte sig ind i dette scenarium? Man skal bare vide, at hver gang en eller anden sniffer en stribe kokain op i næsen på et toilet på et af diskotekerne i København, Odense, Aarhus, Aalborg eller hvor som helst, så deltager han eller hun i volden og torturen og drengenes og pigernes rystende forsvinden og død i Sinaloa, Chihuaha, Durango, Michoacan etc …
Er der en sammenhæng med dette voldsorgie og så de gamle aztekeres groteske offermytologi og kannibalisme? Vi spurgte Alberto Blanco (mexicansk digter. red.), en dag vi spiste frokost med ham i La Casa de los Azulejos i hjertet af Mexico City, en utrolig smuk bygning dækket af blå kakler, i dag en restaurant med meget højt til loftet, en Orozco fresko, som man bogstaveligt skal gå igennem for at komme ud på toiletterne, og skønne vægmalerier bag de store søjler, som holder rummet oppe.
»Jeg kom her med min familie som barn,«nævnte Alberto Blanco i en parentes. »Vi havde ikke penge til at spise her, vi kom kun for at kigge … Nej, sagde han, der er ingen sammenhæng mellem aztekerne og vore dages barbari. Det har ikke noget med sagen at gøre, fnøs han, det er for romantisk. El Paso er den sidste by i USA inden grænsen, men Ciudad Juárez er helvede, mange af de store kriminelle bor i El Paso, de vil jo gerne leve godt og diskret, så tager de tilbage over grænsen for at ordne deres forretninger.«
Alberto Blanco havde kendt Mexicos vigtigste moderne forfatter, Juan Rulfo. Den første sætning i det mytiske værk Pedro Paramo fra 1955, lyder sådan her: Vine a Comala porque me dijereon que acá vivía mi padre, un tal Pedro Páramo/Jeg kom til Comala, fordi de sagde, at her boede min far, en vis Pedro Páramo. »Mexicaneren leder altid efter sin far,« sagde Alberto Blanco. »Enten er han myrdet, død, stukket af eller også er han i USA som illegal arbejder; der er millioner af enlige mødre, det er det, man skal forstå, kolonialismens negative arv til mexicaneren var alkoholisme og korruption. Aztekeren straffede en enkel druktur med døden.« »Absolut ingen sammenhæng,« tænkte jeg. Alberto Blanco var ikke den første, vi havde forsøgt at spørge og som havde svaret på samme måde. Man ønskede ikke at sammenligne, reflektere på den måde, og det fører muligvis heller ingen steder, men så var det vi stødte på et digt, skrevet til Dia de muertos, De dødes dag, af den mexicanske digter Homero Aridjis (her i min oversættelse):
Volden i Mexico begyndte med guderne
Volden i Mexico begyndte med guderne.
Før der var byer og templer
var der allerede sønderlemmede, flåede og halshuggede
under morgenens riter. Painal,
vores Gud Huitzilopochtlis lejemorder
kom allerede ned fra bjergene
med et dampende hjerte i hænderne.
Kommentarer
Grum læsning. Og fantastisk smukt skrevet. Tak for det.
Jeg er ganske uenig: vi lærer basalt set intet om Mexico, og til spørgsmålet om hvorvidt der er en sammenhæng mellem narkobaroners groteske vold og Azteker-gudernes ditto, er det oplagte svar, som Mexicanerne også giver Thomas, selvfølgelig: Nej. Det er ren eksotisme.
Denne kommentar er anbefalet af:
Viva Mexico! Fox’ news våde drøm
Denne kommentar er anbefalet af:
Anders, hvad er du uenig i - at det er grum læsning, eller at det er smukt skrevet, eller begge dele?
Jeg forventede ikke at få leveret årsagerne til den hallucinatoriske voldstilstand som dele af Mexico befinder sig i. Ingen har jo svaret, udover at det er narkoens skyld. Mange samfund har dog store narkoproblemer, men ingen samfund er i nærheden af at være så morderiske som dele Mexico. Der må være andre svar. At man i den forbindelse også overvejer nogle arkaiske indlejringer i mexicansk kultur af noget religiøst rituelt som en medvirkende årsag, synes jeg ikke virker helt dumt. Enormiteten af volden er gådefuld.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg ville ikke være så hurtig til at afvise en sammenhæng.
Jeg ser eksempelvis en vis kulturel sammenhæng/kontinuitet mellem oldtidens Babylonske grusomhed og den moderne ditto i Irak.
Ligeledes finder man både arkaiske og moderne grusomme traditioner i fjernøsten, hvor man helt fra oldtiden og frem til i dag, har haft et stærkt hierarkisk samfund med Kejseren/Monarken/Lederen som absolut og uanfægtelig guddommelig autoritet med ret til at skalte og valte med folkets skæbne.
Forhold til liv og død, forbrydelse og straf, statens/regentens hånd- og halsret over sit folk, etc. er ofte temmelig gennemgående træk ved en civilisation, og kan tilmed transcendere civilisationerne som generelle regionale træk, der overføres fra en civilisation til den næste.
Det er den slags, der udgør disse udefinerbare kollektive karaktertræk hos et folk.
Undertiden sker der dog fundamentale kulturelle reformationer, typisk i forbindelse med religiøs konvertering eller modernisering.
Et godt eksempelvis herpå er såmænd Skandinavien, som er en kulturkreds, der har gennemgået en temmelig radikal transformation i løbet af de sidste 1000 år, fra frygtet, dødsforagtende vikingesamfund til moderne ‘feminin’ og smerteintolerant velfærdsstat.
Den kløft til vores egen arkaiske fortid er formentlig langt større, end f.eks. Mexikanernes eller Kinesernes eller Indernes. Sidstnævnte er nok det folk overhovedet, der har kortest afstand til deres arkaiske ophav. På visse områder er der slet ingen; der er ikke sket meget i store dele af den religiøse praksis i Indien i de sidste 3000 år eller mere. Det samme kunne siges om mange af de folkelige traditioner.
Kigger man på mentalitetsforskelle folk, kulturer og regioner imellem, så vil man ofte kunne finde disse særegne gennemgående træk, der er nedarvet gennem mange generationer.
Det er en slags metafysisk kulturarv.
Så en form for kultisk offermentalitet i Mexico, helt tilbage fra Maya- eller Aztekertiden - og frem til idag?
Hvorfor ikke? /O
Denne kommentar er anbefalet af:
Man må jo være uenig, hvis man ved blot en smule om kulturbaggrunden. De kristne var dem der slagtede inkaernes og aztekernes befolkning på grusomste og ubarmhjertigste vis og dermed ødelagde prægtige kulturer i guds navn. At man ikke forstår det smukke i en dødedag vækker ligeledes en smule bekymring om resten af indholdet i artiklen, der uagtet bringer noget frem i lyset som der måske burde skrives mere om, nemlig uhyrlighederne i det mexikanske samfund. Dødedagen holdes også i andre levende kulturer og man kan måske henvise til den dans makabre eller blot karnevalet, der dyrkedes i den europæiske middelalder. Man kunne sige et tættere og et satirisk forhold til den død, der skal komme til alle. Altså en omgang med døden på en levende vis, en festivitas der netop gennem at fokusere på døden bekræfter livet i allerhøjeste grad. At vi herhjemme og i US kun har merkantile højtider tilbage må jo være et bevis på vores ukulturelle stade og skyldes tildels kristendommens udsletning af alle andre guder (og deres højtider). At koble gamle riter man ikke forstår (her anbefales De Religiøse Idéers Historie af M. Eliade) med de alt for magtfulde kriminelles lovløshed er naturligvis romantik. Det mexikanske samfund er og har været præget af ultra vold siden europæernes ankomst, det gælder de enevældige godsejere, militæret og de førhen så berygtede deadsquads.
Denne kommentar er anbefalet af:
- ja så var der jo lige amerikanernes meget blodige inddragelse af Califonien og Newmexico i riget…
God artikel, voldsom og smuk
Jeg tror i øvrigt La parte de los crimenes var fjerde del..
Morten, jeg er ikke så meget uenig i, at det er grumt og smukt skrevet. Artiklen overbeviser mig blot ikke om, at det er rimeligt at forestille sig en sammenhæng med Aztekernes mytiske grusomhed, som vi - to be fair - vel i grunden ikke ved særlig meget om?
Mit skud fra hoften er, at hvis Aztekere vitterligt var ekstremt grusomme, har de haft en kosmologi, der forklarede hvad al grusomheden skulle gøre godt for. Den har samtiden ikke. Hvori består så sammenhængen? Er det en praksis, hvis betydning er blevet omdefineret (et historisk levn)? Who knows?
Olivier, der er for mange ‘black boxes’ i din kommentar til at jeg overbevises: hvad er en civilisation? hvad er modernitet? hvad er en offermentalitet? (og bruger du ikke det ord ret uortodokst - er det ikke en tradition for communion med guderne gennem ofringer, der er tale om, snarere end den måde ordet almindeligvis bruges: offermentalitet = at man (altid) ser sig selv som et offer for nogle andres handlinger?)
Dit bedste eksempel er for mig at se dit kontra-eksempel: danskerne virker netop ikke specielt viking-agtige på os. Hvordan sansynliggør dét, at danskerne ikke længere virker vikinge-agtige, at andre folk har en metafysisk kulturarv? De to kriterier, du foreslår, kan fremprovokere en forandring gælder også Mexico: Religiøs konvertering og modernisering. Det kan være, at man med rimelighed kan foreslå en kontinuitet, men det synes jeg hverken artiklen, eller du har gjort overbevisende.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg har flyttet denne lille korrespondence med Anders Sybrandt Hansen fra facebook til kommentarfeltet her:
*
Kære Anders, jeg henvender mig til dig pga din kommentar til min reportage fra México. Hvis du ikke ved noget om Mexico kan du da godt få noget at vide her, men genren er ingen lærebog, snarere et subjektivt indtryk, et jeg møder en anden verden og udtrykker sig. “Jeg” i reportagen postulerer ikke noget, men stiller nogle spørgsmål til mexicanerne, fx hvorvidt Día de muertos er udtryk for en dødskult eller ej. Den rejsende turist får en overvældende fornemmelse af at der er tale om en slags - i det mindste ikke selverkendt - kult, men mexicaneren benægter. Spørgsmålet om hvorvidt der er en sammenhæng mellem mexicanerens gamle kultur og det nuværende voldsorgie (det er ikke kun narkobaronerne, men hele samfundet, der er involveret i det, og hele samfundet er ekstremt
kvindefjendsk) kunne ægge til en refleksion fra mexicanerens side, rette blikket mod mexicaneren selv (jfr Octacio Paz`Ensomhedens labyrint, et stort eksempel på netop dette)
latinamerikaneren har en tendens til at mene, at det er andres skyld, at det står så slemt til, især gringoen, altså nordamerikaneren, og hvis ikke gringoen, så spanieren, som også er en slags gringo. Der er jo ingen konklusion. Spørgsmålet stilles, den ene mexicaner svarer
direkte på spørgsmålet, den anden svarer med et digt, men siger det modsatte.
Eksotisme er det ikke, for der er jo ingen entydig tolkning, intet postulat, kun et spørgsmål, læseren må selv vurdere, det gjorde du også da du nævnte og klyngede dig til
mexicanerens svar, som dit argument for postulatet om den rene eksotisme, du havde altså fattet skribentens strategi, men glemt, at det hele jo står i teksten, det er måske derfor du så nonchalant, ja nærmest blasert smider det hele i skraldespanden. Venligst Thomas
*
Kære Thomas - det er den rette, du har skrevet til. Jeg har taget mig tid til at svare, da du skriver, du undrer dig over min kommentar.
Som du har gennemskuet, har jeg intet kendskab til Mexico. Det der drog mig til din artikel var Informations præsentation - jeg blev provokeret af påstanden, at kvinder torteres til døde ‘som del af den almindelige partyunderholding’, og derefter forslaget om, at det måske hænger sammen med Aztekernes ‘offermytologi og kannibalisme’.
Det er to ekstremt stærke påstande (eller forslag - det kommer lidt ud på et, gør det ikke?), som jeg ikke synes, din artikel underbygger: er voldtægt og drab af kvinder for store dele af samfundets øverste lag, at ligne med almindelig partyunderholdning? who knows? Vi ved det ikke, og læseren møder ikke nogen, der har været i nærheden af dette groteske, men du skriver, at det er sådan, det er.
Hvem er Mexicanerne - er de Aztekere eller Spaniere? Hvorfor drager du Aztekernes 500 år gamle grusomhed frem - hvorfor ikke traumet, som fulgte med spaniernes massakrer? jeg siger ikke, at det ene nødvendigvis er vægtigere end det andet, men jeg savner en sammekobling, som er andet end, undskyld provokationen.., romantisk intuition. Mit problem er med andre ord, at artiklen, for mig at se, foreslår, at det onde og groteske måske er en skæbne, der er bundet til jorden Mexico eller det Mexicanske folk.
Er det ikke derfor Alberto Blanco modsætter sig?
*
“Efterhånden som man læser sig frem i denne gruopvækkende dokumentariske fremstilling, hvor ofrene nævnes ved navn et efter et, forstår man at de skyldige skal findes i samfundets top, denne flade pyramide, som digteren Alberto Blanco har kaldt det mexicanske hierarki, hvor præsidenten Felipe Calderón og Carlos Slim i dag sidder på toppen, og ser ud over det hele uden at se.”
Det er ikke min påstand, men Sergio González Rodríguez der nærmer sig disse antagelser (som Bolaño følger i romanen) efter års dødensfarlig research i disse områder. Som nævnt, det kan man læse om i hans bog Huesos en el desierto/Knogler i ørkenen.
Der er visse klare beviser for at nogle af disse mord har med satanisme at gøre. Men husk nu på, at jeg aldrig har postuleret en sammenhæng med aztekernes offermytologi og dette moderne voldsorgie, jeg har foreslået en sammenhæng, som et spørgsmål, jeg har stillet. Jeg har ladet Alberto Blanco svare klart på dette, og hans svar er et dundrende Nej. Det står der jo. Ligesom Homeros digt repræsenterer det modsatte svar. Jeg syntes det var tankevækkende, at mexicanerne generelt ikke ville se på sig selv, når talen kom på dette, men foretrak at tale om USA eller, sådan er det moderne gangstervælde i en neoliberalistisk verden. Også den moderne mexicanske kunst - eksempelvis Francisco Toledo - er dybt forankret i de gamle kulturer på en helt anden måde end i Danmark, det led findes ikke længere her. Det er også interessant. Det kan være at traumet, som du nævner, har med det at gøre.
Nej, jeg mener ikke, at artiklen foreslår at det onde er bundet til Mexicos jord, Ciudad Juárez er en grænseby, og lige på den anden side ligger verdens største narkomarked, det siger teksten, og naturligvis er der en meget tæt sammenhæng der. Det drejer sig om penge, milliarder. Der er også voldelige narkogangstere i Danmark, forskellen er formodentlig, at i Danmark importerer man, mens man i Mexico eksporterer- jeg mener konsumerer og producerer og eksporterer (nå ja en stor del af “la pasta basica” kokainen kommer fra Peru, Bolivia og noget fra Colombia). Men derfor må man undre sig når man er der: Hvordan kan det være, at grusomhederne har nået dette niveau? Det sidste nye er at man arrangerer gladiatorkampe mellem kidnappede migranter, den som vinder, altså den som slår den anden ihjel, kan få et job som lejemorder. Der er visse træk som får en til at tænke på de gamles dødslege. Om det forholder sig på den måde, står skrevet i vinden. Det kan man ikke vide. Man kunne jo spørge morderne , men de er ikke til at tale med, ikke til at træffe, hvordan kan det være, at ingen - ifølge Sergio González - sande skyldige er fundet de monstrøse dødstal taget i betragtning?
Jeg har aldrig forestillet mig, at min reportage skulle være et udtømmende stykke om Mexicos nutid og historie, det er vel en slags impressionistisk subjektiv spørgende rejsesrapport, som også afspejler skribentens egne besættelser. Men jeg synes der er plads til de andre og det andet også, som i flere tilfælde direkte modsiger skribentens fornemmelser. Hvis man ikke kan se noget smukt i Día de muertos, skriver en anden i kommentarfeltet, så er der grund til at betvivle resten af artiklen eller noget i den retning. Det er også en forkert læsning, tekstens jeg kan godt se noget smukt og fascinerende der, men bliver totalt overvældet og tager afstand - for ikke at selv at drukne. Kranier kranier kranier overalt. Min kulturbaggrund er en anden.
Jeg kunne sagtens have fokuseret på spaniernes massakrer, men det er nok en helt anden artikel. Som nævnt, der er ikke tale om klassisk historieskrivning, men om en subjektiv rejsetekst. Du er i din gode ret til at kritisere, og provokere og problematisere, men jeg synes det var for let at sige, at der intet stod om Mexico. Der er sgu da nogle statistikker i det mindste, som forholder sig til Mexico og en del andet også. Venligst
Denne kommentar er anbefalet af:
jeg synes at teksten bortforklare mere end den giver. Den kultur som Mexiko sukke være så elene om var udbredt over det meste af latinamerikae og børne ofringer feks. findes i kulturer i Chile, Bolivien, Columbien og Peru, .. osv. Man skal bare nanve penge der er i stoffer så har man en hoved forklaring, det er fattigdomnem og at Mexiko har været nu et diktatur i årtiger og den er det stadig på trods af at det officelt er et flerepartisystem - mexiko regering er realt igang med en krig imod ders befolking og ja stofferne og tvangsarbejde skaber er også en krigslignende situtation: det eneste som vil vælte der system er en revolution af den ene eller den anden slags. Om USA’s regering eller de andres latin-amerikanske regering er med på tvivler jeg på, fordi man finder dem også i de andre lande mere eller mindre i samme grad. Zapatiserne viser vejen hvad man skal stille op med en fejlslages stat. - væk med den! I det kan godt være at der er noget i kulturen som forstærker alt dette vold, men europa er lige så belsættet med en voldelig kultur .- progromer mod jøderne og katolkers og protestaters massakre på hinanden under reformationen, napoliojnskrigen, facismen myrdede millioner og minst lige så meget stalinismen også, den spansk borgerkig, græske borgerkig, balkankrigene, to verdenskrigen, …osv. hvorfor skulle den mexikanske kultur være dårligere eller bedre end andre?! At gøre kuturen ansvarlig for noget er for mig en poltisk korekt form form for racisme.
feks, er den tyske kulur er jo heller ikke mere voldelig end andre på grund af nazismen i dag e, og var det ikke føre nazismen, blot fordi der lægger et autoritært element i en kultur betyder det ikke at den er dominerene, fordi de økonomiske og sociale skal fornye en sådan tradation og oven i det forstærke den ud over det almindelige
Denne kommentar er anbefalet af:
@Anders
Det var bestemt heller ikke ment som noget i nærheden af et stringent bevis; blot nogle løse refleksioner og observationer.
Men jeg tror stadig, der findes nogle meget lange kontinuitetstråde , der knytter sig til et land eller en region, og som ikke blot går i arv op gennem en civilisation, men videreføres til senere civilisationer/dynastier/folk.
Om disse ‘gestalter’ er bundet til en regional genetisk arvemasse eller noget mere metafysisk, kan man jo kun gisne om; personligt hælder jeg mest til det sidste - men det er en længere historie.
Eksempelvis har den udbredte korruption og nepotisme, samt mafiavæsnet i Sydeuropa lange kulturelle tråde tilbage til antikkens feudale klient-patron relationer, som naturligvis ikke har overlevet moderniteten som oprindelig samfundsstruktur, men nok som en kulturgestalt, der blot har fået ‘moderne klæder’.
Det andet eksempel jeg nævnte, klare konfusianistiske hierarkiske træk ved de fleste fjernøstlige kulturer, har formentligt været gennemgående på tværs af forskellige dynastier og civilisationer i de sidste 2500 år - og helt frem til idag.
Og som nævnt, er det mest iøjnefaldende eksempel på kontinuitet, Indien, der, som et af de få eksempler i verden, har en lige linie tilbage til sin arkaiske navlestreng; i hvertfald hvis du ser på det religiøse og traditionelle Indien.
Men så er der, som sagt, også eksempler, hvor et folk ‘bryder med sin kulturarv’, som i det Skandinaviske tilfælde, og naturligvis også i større eller mindre grad blandt andre folk. /O
@Anders
P.S.
For definition af ‘Civilisation’ og ‘Modernitet’ tror jeg bare, jeg vil henvise til Wikipedia eller andet opslagsværk.
Jeg mener ikke andet med disse begreber end den gængse, måske lidt upræcise definition.
‘Offermentalitet’ skulle naturligvis have været ‘Ofringsmentalitet’ /O
Et andet eksempel, jeg lige kommer i tanke om:
De afrikanske shamanistiske religioner, vodooismen, etc. har givetvis også direkte og indirekte påvirket store dele af Afrikas kulturer helt frem til idag - tænk f.eks. på den stadigt forekommende albinojagt i Tanzania. Det er blot et eksempel; der findes flere.
Nu nævnes der Mexico i denne artikel, men jeg har har også altid undret mig over den tilsvarende ekstreme vold, herunder seksuelle vold, der hersker på det Afrikanske kontinent, inklusiv de kolonier, der blev befolket af afrikanske slaver (Haiti, Brasilien, USA til dels).
Er der et særligt afrikansk ‘voldeligt’ gen - eller er det bare en umiddelbar konsekvens af fattigdom, den koloniale historie, og andre ‘materielle’ faktorer?
Der eksister et tilforladeligt politisk korrekt svar - og et noget mere subtilt, og helt igennem politiks ukorrekt ditto.
Eksisterer der en sammenhæng mellem de traditionelle religioner, deres riter og praksis - og den folkelige mentalitet, kultur og skæbne i moderne tid?
Det gør der givetvis. Men hvilken vej, den vender, er ikke nemt at sige. Religioner og deres liturgi og jo også et produkt af den lokale kultur, tradition og mentalitet, der eksisterer forud for de pågældende religioners opståen.
Folk skaber klæder - og klæder skaber folk.
Diskussionen her handler i virkeligheden om, hvorvidt en kultur kun er et produkt af umiddelbare aktuelle og historiske ‘materielle’ faktorer - eller om der er eksisterer en form for evig, svagt muterende ‘kultur-geist’, der inkarnerer i forskellige former, til forskellige tider. Den påvirkes af historiske og sociale ændringer, men kun over lang tid, og over mange generationer.
Der findes metafysiske modeller, der forklarer disse kulturelle langtidseffekter, men det vil føre for vidt at komme ind på her. /O
@ Olivier
Er der en kontinuitet eller ej? For mig at se fæstner I jer på et abstrakt begreb “grusomhed”, og foreslår, at der måske er en sammenhæng mellem samtidens grusomhed og Aztekernes mytiske (som jeg igen ikke er sikker på, vi egentlig ved så meget om - men Aztekerne er uden tvivl altid blevet portrætteret som et folk, der var ekstremt grusomme mod deres nabofolk - måske var de det endda. Her kunne man selvfølgelig indvende, at Englænderne, Spanierne og Tyskerne burde ligge på førstepladsen over folk, der er grusomme mod andre folk, og yderligere, at der er en lang - og i mine øjne, suspekt - tradition blandt europæerne for at forklare alle andre folk end europæerne selv som drevne af deres kultur)
Thomas Boberg skriver overbevisende om narkobaroner grusomhed mod kvinder: “Hvorfor foregår den slags? I den totale lovløshed siger man: vi gør det, fordi vi kan. De bruger det som en slags ritual, en form for satanisme, der knytter de medvidende sammen i et hemmeligt bånd af grusomhed.”
Er det ikke her humlen er? Tænk på børnesoldater i Afrika, der kidnappes og tvinges til at dræbe deres egen familie, eller mafiaen på film, hvor vi altid får den klassiske scene, hvor helten skal bevise, at han er en del af broderskabet ved at dræbe. Hells Angels - samme historie. De her folk bindes sammen af et bånd af hemmelig grusomhed - de deler nogle traumer og en ‘disciplin’ til at dele folk ind i ‘os’ og ‘dem’ i ekstrem grad, så empati med ‘dem’ udelukkes. Det værste ved det er, at for den afstumpede kan grusomheden give nydelse - blandt andet ved at bekræfte at ‘verden er, sådan som den grusomme fortæller sig selv, at den er: it truly is a dog eat dog world - nu har du bevist det igen med dine handlinger’.
Var det noget lignende Aztekerne foretog sig. Hm.. Som jeg husker det, ofrede de tilfangetagne fra nabofolk til guderne. Hvordan oplevedes det af Aztekerne: var det grusomhed, var det et nødvendigt onde for at bevare balancen i kosmos, var det retfærdighed, var det pietistisk underkastelse under gudernes vilje, var det en ære at ofres?
Vi ved det ikke, for vi får ikke nogen kulturel, religiøs eller kosmologisk Aztekisk kontekst at sætte det ind i. Vi får kun det abstrakte begreb “grusomhed”.
Grunden til vi ikke får den kontekst, vover jeg, er at de mennesker der er involverede i grusomheden i dag ikke forholder sig til den kontekst. Narkobaroner ofrer ikke (så vidt vi ved) kvinder til Quetzalcoatl.
Hvis vi stadig skal forestille os en kontinuitet eller sammenhæng, må den derfor være på et niveau som er dybere end de grusomme menneskers bevidsthed…
Og her bliver det, i min optik, problematisk: Din ‘kulturgeist’ er jeg ikke meget for -er det ikke blot en genbrug af romantikkens nationalkulturer?
Kultur reproduceres, forandres og beskrives i tid af levende mennesker (som du også medgiver). Hvis vi antager, at den eksisterer uafhængigt af menneskers handlinger på et andet plan eller i det enkelte menneskes genetik, er det for mig at se, ren spekulation.
At man kan komme på den tanke, at nutidens vold sikkert skyldes en kultur, der har eksisteret i årtusinder, hænger sammen med en fagbestemt bias. Oliver Goulin kommer med nøgleordet længere oppe: Mentalitetshistorie. Jeg tror ikke et øjeblik på, at det blik, som artiklen er præget af skyldes genren, altså rejsebrevet. Men nærmere at Thomas Boberg har læst arkæologi. Indenfor det fag og dele af historividenskaben findes en del, der har forestillinger om, at mønstre udviklet i regioner holder i mange hundrede år og i nogle tilfælde årtusinder.
Hvis man havde bedt om et rejsebrev om Mexico fra en ansat i eksempelvis Center for Torturofre, hvor de blandt andet arbejder med terapi, ville forståelsen og billedet have været en helt anden. Her har de nemlig den fagbestemte forestilling, at man naturligvis kan socialisere mennesker til det gode og dermed helbrede dem. Jeg tror personligt, at de har fat i den lange ende - ikke mentalitetshistorikerne og arkæologerne. At nogle meksikanere i dag udsætter andre for grusomheder skyldes dels, at disse - nu og her - bliver socialiseret til det, lige som rockerne herhjemme og elitesoldater ude i verden socialiseres til det, i det miljø som de lever i nu. De kan resocialiseres til at handle anderledes og tage afstand fra deres fortids handlinger.
Dels skyldes det, at der ikke er nogen, der er stærke nok til at hjælpe ofrene, som også vil hjælpe ofrene. Grusomheder i grænseegne mellem meget fattige lande og bedre stillede lande, lande med et sammenbrudt system eller diktatur og lande med et relativt veludviklet system, ses sandelig også andre steder. Se på grænsen mellem Bangladesh og Indien. Eller grænsen mellem Thailand og Myanmar. Eller grænserne mellem Europa og Afrika. Her kan man virkelig lave “forsvindingsnumre” med fattige desperate kvinder. Man kan sikkert også samle slaver og lejesoldater op. Og gøre alt muligt andet forfærdeligt.
»Følgende er mit svar, da jeg ikke har noget bedre: Den tapperhed hvormed ofrene konfronterer deres uværdige døds sidste øjeblik, befrier os for frygten igen og igen.«
Det var for mig artiklens klogeste ord.
De gamle kulture og naturfolk, har og havde forstået at mennesket er aggressivt, mange af dem brugte og bruger stadig rituel mord. Som en kollektiv udløser for denne menneskelige aggeration, og de spændingstilstande som den er udtryk for.
Og ubevist gør vi også selv, når spændingstilstande bliver for store i et samfund, udløser det voldshandlinger med døden til følge og jo stører spændingstilstande bliver, jo mere død.
Naturen gør det samme, spændingstilstande bygges op i atmosfæren og de udløses med torden og lyn.
Spændingstilstande bygges op i jordens indre og udløses ved at forskuppe kontinentalpladerne.
Hvorfor mexico vedvarende opbygger så mange indre spændinger, kan der være mange forklaringer på, men grunden til at verdenssamfundet tillader det , er indlysende, det er en kollektiv lynafleder.
Som Rodriguez så poetisk udtrykker: »Følgende er mit svar, da jeg ikke har noget bedre: Den tapperhed hvormed ofrene konfronterer deres uværdige døds sidste øjeblik, befrier os for frygten igen og igen.«
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg kan ikke undgå at irriteres af de mange ukritisk fremsatte postulater i artiklen.
Du (Thomas Boberg) nævner f.eks. at også dommere, politidirektører og politikere deltager i disse sexkult- og orgier samt henrettelser. Medmindre du har mere end blot ét enkeltstående eksempel på dette (vel at mærke i et land der rummer cirka 130 millioner mennesker), så er du efter min bedste overbevisning ikke i nærheden af en tendens, og derfor er det uberettiget og måske direkte misvisende at skrive det. Hvis det virkelig var så galt, så forklar hvorfor en politikomissær finder hele sin familie dræbt af narkokartellerne. Fordi han samarbejdede med dem? Næppe.
Det er i øvrigt også en klar selvmodsigelse, når du først i artiklen postulere at Felipe Calderón ser, men ikke agerer, for senere at nævne at han har erklæret krig mod narkokartellerne og at 40.000 (40.000!) er døde i den krig - for det er krig. Ser men ikke agerer..?
Jeg kan heller ikke lade være med at tænke, at du mangler noget helt grundlæggende viden om México og dets historie og kultur. For eksempel fremhæver du “Día de Los Muértos” som billedet på at Méxicos kultur i virkeligheden svarer til en dødskult - og Catrina som dødskultens kendte ansigt udadtil.
Día de Los Muértos er en festdag hvor man mindes de døde i den nære familie. Man besøger deres gravsted og mindes dem ved et festmåltid, hvor det er god kotyme at dække op til den afdøde og spise dennes livret. Dette er ált, hvad der ligger i dagen. Når folk klæder sig ud som spøgelser, skeletter og vampyrer skyldes det nok snarere end meget kraftig påvirkning fra USA, end at México som land og folk er en form for “dødskult”.
Du overfortolker tydeligvis også en tilfældig gadesælgers ord - han vil jo sige hvad som helst, for at få dig til at købe. México er et turistland, og La Calavera Catrina og alle de andre små nipsting der præger bybilledet er en klar konsekvens af dette. Det er ikke den gennemsnitlige mexicaner der køber en kiste med “amor eterno” skrevet på - det er turisterne. Desuden kan jeg fortælle dig at La Calavera Catrina blev skabet af en kunstner i starten af 1900-tallet (derefter hyppigt brugt i malerier af bl.a. Diego Riviera) og altså således ikke mere kulturelt berettende end Mona Lisa er det for Italien. Men du vil måske hævde at du kan sige meget om Italienere ud fra Mona Lisa? Det er trods alt noget ældre…
Jeg savner at du i artiklen som journalist skiller dig ud fra den gennemsnitlige tourists for let dragne vurderinger. México er på størrelse med det halve Europa og kan derfor ikke nær så let generaliseres. Día de Los Muértos er ikke nær så populær og “hyped” i de nordlige stater som omkring México City, dog er México City ifølge dig det sikreste sted i landet, mens den nordlige del er farligere end en arabisk krigszone..
Til syvende og sidst mangler jeg helhedsperspektivet. México er ikke afgrunden. México er ikke et usikkert land. Det er udelukkende grænsestaterne (og til dels México City som du ellers fremhæver som sikkerhedens højborg), mens du i hele den sydlige del af landet finder fred og orden. Hvor står det i artiklen om afgrunden? Afgrunden er grænsen mellem México og USA. Den er íkke México…
til aridis:
man bør nok også tænke på.
det er mere os der tror, hvis vi tror at de forgangne var så dystre, bare fordi de morderne samfund, på nogle områder er meget barbariske, bør hverken forfædrene eller formødrene tiltros samme.
om det nu var sådan eller ej:
grusomhederne er forholdsvis værre nu om dage, fordi de også bør ses i forhold til at: nu ved så mange ( videnskab og viden mht. den slags ) hvordan bedre samfundsordner, end de nuv. kan være og blive.
Malte, du skriver:
“México er ikke et usikkert land. Det er udelukkende grænsestaterne (og til dels México City som du ellers fremhæver som sikkerhedens højborg)”
Jeg er rimelig forudsætningsløs mht. Mexico, men det som du skriver, er ikke det jeg kan læse mig frem til. Narkokrigen i Mexico foregår over hele Mexico, også i de sydlige provinser, herunder med stor styrke i et par sydvestlige provinser. At sige at Mexico ikke er et usikkert land, får mig til at fundere over hvilke lande der så efter din mening kvalificerer sig til et sådant prædikat. Jeg ville nok nødigt sætte mine ben dér …
@Anders
Jeg har nævnt nogle konkrete eksempler på røde tråde, der strækker sig fra oldtiden og helt ind i moderne tid: Konfusianismen i Kina, Japan og Korea, Patron/Klient relationen i sydeuropa, og et hav af træk på det Indiske subkontinent, som jeg ikke har præciseret, men godt kunne gøre, idet jeg kender denne del af verden og dens historie og traditioner ganske godt.
Listen er lang, for der er masser af eksempler på regionale og nationale mentalitetssærpræg, som vi jo alle kan få øje på, men som ikke i reglen lader sig forklare med nogen enkel, umiddelbar eller nyere historisk årsag.
Årsagerne fortaber sig ofte i tågerne, i det man kunne kalde den regionale kollektive bevidsthed.
Hvor præcis den holder til, er ikke nemt at svare på, men at der findes en sådan folkesjæl nedarvet, også når al stereotypien og myterne er skrællet væk, er evident, som jeg ser det.
Men jeg vil tro, at en del af det er ganske ligetil at forklare, i form af normer, adfærdsmønstre og traditioner, som er blevet givet videre fra generation til generation, og de mest subtile af dem unddrager sig formentlig etnologers og antroplogers erkendelse, fordi de ikke er konkret ‘studieobjekter’, men netop generelle mentaliteter - eller det jeg kalder ‘kulturgeist’.
Det skal ikke forstås som noget metafysisk, men som et kulturelt kollektivt epifænomen, der følger med et folks udvikling gennem forskellige kulturer, som en understrøm til de konkrete historiske begivenheder, der former den ‘konkrete’ kultur over en meget kortere tidsramme. /O
Til M. Mandrup
Narkokigen foregår i hele Mexico. I visse stater er det værre, men den har bredt sig. Hvad angår kvindemordene, skriver jeg om Ciudad Juárez, jeg forholder mig især til Huesos en el desierto/Sergio González Rodríguez, men det står i rejseteksten.
Jeg har aldrig skrevet, at der ikke skulle findes hæderlige politifolk i Mexico, som ofrer deres liv i en absurd og håbløs krig, men at korruptionen i Mexico er enorm, er der vel næppe to meninger om. Igen vil jeg anbefale dig at læse Sergio González Rodríguez
At præsidenten har startet en narkokrig, siger jo ikke noget om, hvad der dybest set foregår, ud over at en helvedes masse mennesker bliver slået ihjel. Siden 2006 omkring 40.000 som nævnt
At Día de muertos er en festdag fremgår af teksten, din beskrivelse af den dag står jo på en anden måde i den. Du har i din surhed ikke læst godt nok.
Mine personlige indtryk skal ikke forveksles med en antropologisk eller historisk sandhed. Det er ikke en objektiv journalistisk artikel, men en subjektiv litterær tekst, som handler ligeså meget om skribentens oplevelse af sin rejse i landet som om landet selv, en slags vekselvirkning.
Jeg siger ikke, at der er tale om en dødskult, jeg siger, at det er mit, den rejsendes indtryk, det er overældende, men hvis du læser efter, vil du opdage, at mexicaneren selv benægter, han siger netop der er tale om en dag, hvor man inviterer de døde hjem, ligesom at det satiriske aspekt understreges. Men dagen bruges også til at mindes de myrdede, til protestmarcher etc. Altså en tragisk dag.
Og det er underligt, at du er nødt til at gøre opmærksom på, at zombierne og maskerne er påvirkning fra USA, det står der jo i teksten.
Når jeg nævner konkrete begivenheder eller fakta, bestræber jeg mig på at være nøjagtig, men indtrykkene og rejsebillederne er mine. Og jeg er godt klar over at Catrina er skabt af karikaturtegneren José Guadalupe Posada i 1910, men det var ikke ham og Catrina som sådan, teksten handler om. Det er en anden tekst, måske en fremtidig tekst, men skriv den,hvis du mener den er nødvendig. Det ville sikkert være en god ide.
‘Tak’ til Thomas Boberg for en informativ artikel, men ingen ros for den fortænkte og metafysiske konklusion han ønsker at drage!
Der er forskel på religion og folklore:
De mezoamerikanske kulturers religion og riter er i dag dødt tankegods som af kristendommen er eroderet til uforståelighed. At de mexikanske dignitarer og narkobaroner så også idag “ofrer jomfruer til vulkanen”, har ingen sammenhæng med den oprindelige kult! Man udfører muligvis en rite der minder om en tidligere, men den er eroderet og perverteret så man har glemt det oprindelige rationale.
At en narkogangster på coke, steroider og viagra skulle interessere sig for eller være i stand til at (eventuelt åbne en bog og) sætte sig ind i denne kult er ikke videre sandsynligt. Han ville mest sandsynligt finde sin ‘inspiration’ i internettets skraldespand.
Jeg vil mene at i ethvert samfund der er under socioøkonomisk, militært og kriminel belejring, vil der være en forstærket tendens til at opdrætte, handle og slagte kvinder som kvæg.
Også i Afghanistan holdes kvinder som kvæg, men om det i højere grad skulle have sammenhæng med deres angivelige religion end deres i gennem en og/eller to menneskealdre af vedvarende krig nedbrudte civilsamfund, betvivler jeg kraftigt!
Jeg mener årsagerne skal søges i sociologiske faktorer, ikke i metafysisk spekulationer, som kun fører til selvgodhed eller bodega-nazistisk korstogsretorik.
Og at de beskrevne uhyrligheder, både narkokartelernes og mudjahedinernes, er lidt mere banale og alment-menneskelige, og lidt mindre religiøst og metafysisk ekstravagante end Thomas Boberg gerne vil gøre dem til.
fordi, de som oftest ellers så livsbekræftende, såkaldte hekse, tilbød mulighederne, for evt.
abort, blev de, så hyklerisk, kaldt: de livsnægtende,
og deres evt. handlinger i de sammenhænge
så vildt overdrevent omtalt.
@Morten
“Man udfører muligvis en rite der minder om en tidligere, men den er eroderet og perverteret så man har glemt det oprindelige rationale.”
Det fænomen gælder de fleste religiøse og folkelige ritualer, når de bliver gamle nok.
Med tiden udhules liturgien, og symbolerne tømmes for mening, i takt med civilisations udvikling fra ‘mytos’- til ‘logos’- domineret.
Jeg er helt enig i, at de arkaiske mystiske kulturer er nærmest lukkede bøger for det moderne menneske. Vi kan kun studere deres artefakter på overfladen, og herefter forsøge at fortolke dem, men en virkelig indlevet forståelse er os umulig med en moderne bevidsthed.
De tilhører et andet mindset, som er os meget fjernt idag.
Men den ‘rest’, der alligevel står tilbage, og finder moderne udtryk, hvadenten det er blandt rockere, narkobaroner, hippier, nyreligiøse etc. - er en iboende drift til transcendens og iscenesat ‘død’/ofring.
Det er et eksempel på et immanent, nærmest instinkt, som kan være mere eller mindre fremherskende i en kulturkreds.
F.eks. er den meget fremherskende i Indien, selv i dag, hvor nogle af de mest arkaiske kultpraksiser fra de ældste Vedaer stadig praktiseres, nærmest uforandret (tempeltslagtninger, offerbål, påkaldelse af naturånder, etc.)
Og det samme gælder store dele af Afrika.
Apropos rockerne, som nogen nævnte, så opfatter jeg dem faktisk som værende en slags moderne ‘vikinger’. Om de så er en perverteret udgave, kan man diskutere.
Men de er opretholdere af nogle arkaiske dyder, som tilhører det præ-moderne samfund: ære, loyalitet, dødsforagt etc. - altså mange træk, de har til fælles med f.eks. vikingerne, og som er nærmest helt fraværende i den moderne mentalitet. /O
Krams for en læsehænger! (Det må skrift vist hedde når det ikke er musik? ;).
stemningsmættet, sanselig og på subjektivt højniveau beskrevet rejseskildring.
Tak, Thomas.
Bandekrige, dødskult, kvinder med 88 tatoveret i ansigtet, narko, rædselsvækkende fængsler, analfabetisme, fattigdom - og så et bandemedlem på 17 år der til TV2 udtaler: “Staten har jo ingen somhelst magt her”.
Mange med en højere uddannelse ville ikke kunne formulere sig så enkelt og præcist.
Jeg er helt på linje med olivier goulin og alligevel tror jeg at der er tale om andre faktorer også, når Ciudad Juárez har så megen vold.
Ciudad Juárez, ligger på grensen til velhavende USA og huser en masse store fabrikker som producere til den rige verden, med fattige menneskers lønninger.
Altså et legaliseret misbrug og derud over et enormt spændingsfelt mellem rig og fattig.
Det i sig selv skulle være nok til at aktivere en stor portion aggression.
Og med en stor overvægt af kvindelige arbejder, er der lagt i kakkelovnen, til en magt forkyndelse mellem mænd og kvinder.
Voldtægt handler om magt, ikke sex.
Og da kvinderne bliver ved med at søge til området for at finde arbejde, falder deres værdi yderligt.
Hertil kommer at jo tætter mennesker lever på hinanden, jo stører bliver spændingerne og med det også aggressionen.
Oven i alt det kommer menneske og narkosmugling til velhavende USA og hvis jeg ikke tager meget fejl så har området også en del pstitotion.
En mere uheldig cocktail af volds og kriminalitetsfremmende faktorer skal man lede længe efter.
Og menneskeliv bliver blot en handelsvare eller noget man misbruger efter forgodtbefindende.
Og så til de egnsbestemte kollektive strukturer
Store dele af latin og Mellemamerika har en dødskultur, Mexico har de dødes dag, som artiklen referere til og andre steder har shamanisme noget tilsvarende, men det er ikke død i vestlig forståelse, det er død i åndelig forståelse, shamanerne byder ind til at komme og dø med dem i deres ritualer,
Det virker for vestlig tænkende vildt skræmmende og det er det også, men den død de byder ind til er en død fra den snævre bevidsthed og til den fødsel som kommer efter med en stører bevidsthed.
Og så endelig til inkaerne, de ofrede ikke jomfruer, men overvejende unge mænd. Historiebøgerne er ikke skrevet af inkaerne, men af deres erobre og det lyder meget bedre at have slagtede en flok barbare, som slagtede jomfruer og overse det faktum at deres menneske ofringer tjente et helt andet formål.
Så opsummeret må Ciudad Juárez’ kvinde mord og voldtægt have at gøre med spændingerne og den lave menneskelige værdi og de mishandlede lig have at gøre med aggeration og kan muligvis have nogle rødder i en muteret, eller dæmoniseret forståelse af gamle ritualer, fra den kollektive bevidsthed, men overvejende må det være lavpraktiske faktorer som nævnt øverst, hvor aggerationen bliver rettet indad i gruppen i stedt for ud mod de misbrugende storkoncernen og den rige nabo USA.
Og spændingerne bliver yderligt forstærket af at USA er stor forbruger af narko og samtidig søger at bekæmpe sit narko brug/ misbrug i andre lande end deres eget. Det kan kun gå galt. Det er lige så tåbeligt som alkoholikeren som søger at bekæmpe sit alkoholmisbrug ved at springe Carlsberg bryggerriet i luften.
Dertil kommer så at USA på den ene side søger at bekæmpe illegal immigration og på den anden side er dybt afhængig af den meget billige arbejdskraft til egne virksomheder, stor dele af USA vin produktion kan kun fungere med illegal arbejdskraft som selvfølgelig kan underbetales.
Hvis latin og Mellemamerika over natten blev stabile lande. ville USA skulle betale langt højre priser for narkoen, og i øvrigt skulle de selv hente den, samt ville stå uden den megen billige arbejdskraft, både i selv USA og i de mange virksomheder som man har lagt i Mexico.
USA’ økonomi ville ligge i ruiner på en uge.
Så det er næppe de gamle inka guder det drejer sig om, men snare den kapitalistiske verdens Gud, Penge.
@Jens,
Til de mellem-amerikanske dødskulte kan også nævnes Vodooismen i Haiti (som i øvrigt nok ikke lader Mexico noget tilbage) og nærmeste omegn, herunder Louisiana i USA - med lige linie tilbage til Afrika. /O
Artiklen blev med at murre, og jeg har en ny og bedre analyse - min første anke var for banal - der er jo ingen, der seriøst mener, der er en objektiv, dokumenterbar forbindelse.. kun en spekulativ, metafysisk.
Som Thomas skriver: kranier, kranier, kranier overalt - jeg overvældes og tager afstand.
Det artiklen egentlig kan, er, for at mig se, at den beskriver en grusomhed, som er så blottet for menneskelighed, så meningsløs i sin ondskab, at den ikke kan forklares fyldestgørende med en sociologisk analyse.
Vi kan ikke ‘tæmme’ grusomhed på det her niveau sociologisk, for den tjener angiveligt intet andet formål end grusomhed i sig selv. Drabene er ikke kun trusler til andre om at makke ret, eller funktionelle midler til at skabe et sammenhold: de er perverse - de er grusomhed for grusomhedens skyld.
Så når vi forholder os til, hvorvidt der egentlig er en sammenhæng med Azteker-kulturen, er vi måske ved at gå glip af det centrale: Her er en grusomhed, der ikke kan forklares, der ikke kan tæmmes, der er værre end hvad, vi kan forstå.
Er det ikke derfor Homero Aridjis ‘“opgiver”, og digter sig frem til en metafysisk skæbne for Mexico, som er badet i blod? Er dét Azteker-koblingen peger på ikke, at den netop fordi den er så absurd, udstiller, at vi her står over for en grusomhed, vi ikke kan indfange eller begribe?
Vi er vant til at forestille os at intet menneskeligt er os fremmed. Her er det virkelige problem: hvis den her grusomhed er for radikal til at vi kan ‘tæmme’ den sociologisk, hvad skal vi så gøre?
Er grusomheden en del af os selv, så vi stirrer ind i os selv (‘mennesket’), når vi ser den grusomme Mexikaner, og ser en fremmed, fortrængt og grotesk skillelse stirre tilbage, eller er den grusomme Mexikaner så fremmed, at vi ingen mulighed har for at forstå ham?
…Azteker-forklaringen forklarer ingenting, men den gør noget smart: den udfylder forståelighedens hul med et “pro forma” indhold.
@ olivier goulin
ja. Vodooismen, har nok også noget af det, jeg har set lidt til den i afrika, men ved alt for lidt om den til at tale med om det.
@Anders Sybrandt Hansen
Du undre dig over grusomheden og overvejer om den bord i os selv.
Prøv noget Grof, Stanislev Grof, han har kortlagt nogle af menneskets iboende grusomheder.
Tak til Thomas Boberg. I 90’erne rejste jeg en måned med rygsæk gennem Mexico. Jeg mødte megen venlighed. Volden var beskrevet i aviserne. Landet var slidt ned. Affald overalt.
Fortiden er interessant. Jeg kan hverken drage paraleller til nutiden eller lade være.
“Man skal bare vide, at hver gang en eller anden sniffer en stribe kokain op i næsen på et toilet på et af diskotekerne i København, Odense, Aarhus, Aalborg eller hvor som helst, så deltager han eller hun i volden og torturen og drengenes og pigernes rystende forsvinden og død i Sinaloa, Chihuaha, Durango, Michoacan etc …”
Der er vist nogle, der ikke vil indse det.
Denne kommentar er anbefalet af:
@oliver goulin
det var vist så som så, hvor mange blandt nordboerne, som var egentlige vikinger.
Hvis jeg var indbygger i et land som Mexico, eller indfødt eller etnisk mexicaner, og måtte se den vold på gadeplan i øjnene som narkoen medfører, så tror jeg ville kunne blive tilbøjelig til at romantisere lidt på det historisk kultiske a´la dødekult og kister, for ligesom at overleve hverdagen.
Maya kulturen var i hvert fald til sidst præget af indavl og desperation. (Jeg kender ikke så meget til Mexicos historie, noget har muligvis været temmelig nær det samme.). At spanierne og andre europære så kom og plantede det katolske kors gjorde vel ikke tingene nemmere for den almindelige oprindelige/etniske alm. indbygger, der også måtte gå til grunde fordi sygdomme som europæerne medførte var lige så dødelige som alm. nedslagtning med sværd og kanoner.
Desuden mener jeg at ud over kokain, så er der en stor del oprindelige lægeurter der er blevet hentet fra Mexico af store medicinalfirmaer, som råt taget patent på middelet, raffineret det (deraf kommer så mange bivirkninger), og selv tjener styrtende med penge på et produkt som faktisk slet ikke tilhører dem økonomisk eller etisk. Denne uretfærdighed kan sikkert også være skyld i en masse frustration på flere planer.
Så tag din medicin, og vær også skyldig i død og massakre.
Så er jeg her lige igen, fordi artiklen har sat spor i sindet, - det er kanske meget godt ,- tak for det.
Min slutbemærkning- altså indtil nogen spørger til det jeg skriver,- til Thomas Bobjergs udmærkede skildring, der overvældede mig på det poetisk beskrivende plan udover visse aktuelle facts, må blive:
Jeg hører og læser mange nutidige digtere som værende meget fascinerede af døden. Samtidig med denne fascination er de ateister, og som ateister kredser de meget om spørgsmålet liv-død,- trangen til gennem digtningen at finde- få en forklaring.
I hverdagens journalistiske dækninger er billedet ofte :Jo grusommere, desto flere læsere-seere.
- Måske er jeg den eneste der ser en sammenhæng, men er det bedre at se på volden passivt end aktivt at tage del i den? Hvem fodrer hvem?
Ville du kaste dig ind og redde en udsat kvinde i Mexico med høj sandsynlighed for at få en kugle prompte i panden?
Der skal meget til at råbe folk op nu om dage. Især når mange ting i medierne kun står højst et halvt minut.
Men fin historie denne her, og især er jeg vild med din beskrivelse af hundene, disse køtere, der stensikkert besidder større mening end den vi lige umiddelbart ser. ;)
Faktisk har al dødsfascination og dødsdyrkelse - hvadenten reel eller symbolsk; spontan eller iscenesat; religiøs/mystisk eller profan, rå og afstumpet - en fælles hammel at trække på. Det er blot variationer over samme tema.
Vi er ikke blot udstyret med en livsdrift, men også med en dødsdrift, som kan være mere eller mindre udtalt, og hos de fleste normale mennesker, er begrænset til en dunkel fascination, der stikker meget dybt i vores underbevidsthed - men hos andre bliver en besættelse, og da kan tage form af grusomhed og voldsperversion.
Det er derfor, at der er et besynderligt og uudgrundeligt fællesskab mellem spiritualitet, sexualitet (La petite mort) og vold, måske mere end de fleste ønsker at vedkende sig, i nogle af relationerne - og i øvrigt grunden til at, vold og sex, som i Bobergs beretning, så ofte optræder hånd i hånd.
Seksuel vold og perversion skræmmer og forarger os ofte, men vi er nok ikke helt klar over, hvor dybt beslægtede de er. Som jeg plejer at sige: Perversion og vold er ikke fremmedelementer i sexualiteten; de er gradbøjninger.
Så også på den led er der en a priori ‘kulturgeist’, i form af en ‘skjult hånd’ der fører os, og måske på besynderlig vis kan være knyttet mere eller mindre til en kulturkreds.
Det er altså ikke kun et historisk nedarvet og overleveret fænomen, men en immanent ‘drift’ eller instinkt, der kan skærpes og hæmmes af kulturen, og dermed variere over tid og sted - men kun på en meget indirekte vis.
Offentlige henrettelser, som jo i gamle dage ofte var meget spektakulære og udskejende (tænk bare på Struensees død herhjemme) har bl.a. også tjent til at tilfredsstille dette behov hos mennesker, og i den forstand tjent som sociale ventiler. /O
Denne kommentar er anbefalet af:
En smukt skrevet artikel. Jeg blev født i Ciudad Juárez, men har ikke besøgt min familie de seneste år på grund af volden. Jeg har ikke behov for at være der, og jeg kan heller ikke tager dertil, fordi jeg har børn.
Min familie har boet i Juárez de sidste 50 år eller deromkring, men det stadig føles som et rodløst, midlertidigt sted for mig. Det er en flaskehals for adgang til USA. Volden i Juárez drives af penge og grådighed. Livet i Juárez handler om ren overlevelse, medmindre du er en narkohandler, og så er det bare forretning. Hvad turisterne ser, er et resultat af, hvad turisterne ønsker at se. Kranierne findes overalt, fordi turisterne tror, de er interessante og eksotiske. De sælger. Narkotika sælger. Markedet tilfredsstiller efterspørgslen, og volden følger med på grund af grådigheden.
Under overfladen er México så meget mere, når man ser forbi Juárez. Hele landet er ikke en krigszone. Jeg ser denne artikel som et menneskes søgen efter mening, men eftersøgningen ses gennem et forstørrelsesglas. Det er svært at tage en person fra Danmark og sætte dem i México, som virker eksotisk og overvældende, og forsøge at få mening ud af en tilsyneladende uendelig global cirkel af narkotika, fattigdom og vold. Der er ingen rigtige konklusioner.
Denne kommentar er anbefalet af:
Nej, det er sandt, der er ingen rigtige konklusioner, det vil teksten heller ikke høre tale om (men teksten vil gerne vedkende sig nogle antagelser), og Mexico er et meget stort land, nærmest et kontinent, med enormt mange facetter, det har træk tilfælles med fx Perú, hvor jeg selv har boet i 14 år. Eller rettere: To parallelverdener, derimod er USA, som Mexico jo på meget ondt (og hvor meget godt ved jeg egentlig ikke …) grænser op til, en helt anden verden. Man kan ikke forvente af en avisreportage, at den skal kunne afdække et helt kontinents dybder og hemmeligheder (hemmeligheder for den fremmede), men den kan fokusere på noget bestemt, i dette tilfælde den ekstreme vold og i særdeleshed Ciudad Juárez, som ifølge mange jo er en slags helvede på jord. Dette helvede på jord er ikke skabt af de længst svundne præcolombianske kulturer. Beliggenheden (grænseby), den rå industrialisering, fattigdommen, og den vildt ekspanderende narkohandel er grunde nok, dertil kommer en særlig mexicansk misogyni, som ikke er ukendt i de andre latinamerikanske lande, men som alligevel forekommer at være ekstra fremtrædende i Mexico. Fabrikkerne har på en paradoksal og ikke intentionel måde (deres motiver er udelukkende af økonomisk art) ændret kvindens status, hun arbejder der til ekstremt lave lønninger, men åbenbart har mange mænd svært ved at håndtere, at kvinden arbejder, og er i stand til at klare sig selv, hvorfor mange kvinder i Ciudad Juárez vælger at bo sammen med andre kvinder. Af frygt for manden. Ifølge Sergio González Rodríguez har fabrikkernes ledelse ikke vist nogen synderlig vilje til at beskytte kvinderne ved fx at tilbyde ekstra busser og overvågning.
Jeg har selv været i Mexico tre gange nu, og hver gang oplever jeg noget uudgrundeligt, de gamle kulturer som blev knust i mødet med Spanierne (som i Perú) synes stadig at være nærværende, jeg nævnte tidligere en kunstner som Francisco Toledo, der bor i Oaxaca. Han er en moderne kunstner, men zapotekernes billeder og visse overleverede myter går igen i meget af hans kunst, ikke som eksotisme, men som en naturlig kontinuitet, som om han hev disse billeder op fra bunden af en kollektiv kulturel arv. Ligesom inkakulturen stadig gennemtrænger den nedbøjede og desillusionerede bjergbonde i Perus Andesbjerge - ifølge mine oplevelser efter mange rejser i disse områder.
Jeg har aldrig sagt at der skulle være en sammenhæng mellem de præcolombianske kulturers ofringsritualer og så gangstervældets ekstreme grusomhed, det opstod som en tanke der blev til et spørgsmål undervejs, og som jeg forsøgte at stille til forskellige personer på rejsen. Jeg tænkte, at jeg derved kunne få mexicaneren til at rette fokus mod sig selv. Som man kan se leverer Alberto Blanco og Homero Aridjis to modsatte svar. Ingen af dem er nødvendigvis rigtige, og jeg selv har ingen teori, men et spørgsmål. Kranierne er der også for turisternes skyld, det er klart, men det kan ikke ophæve det faktum, at de er der, og at de kommer et sted fra.
Tl M. Mandrup: Jeg ville sætte pris på, at du gjorde dig mere umage med at læse teksten, når nu du skal kritisere så hårdt. Jeg har fx aldrig skrevet, at Mexico City er “sikkerhedens højborg”, det er helt hen i vejret. Derimod har jeg nedfældet det, som jeg har hørt og læst, mens jeg befandt mig i landet, at Mexico City pt er et mere sikkert sted at opholde sig, end mange andre steder og byer i provinsen. Så grel er situationen. Ja, som jeg nævnte det i reportagen, mange mener rent faktisk, at Mexico City er det sikreste sted for tiden (hvilket jo ikke vil sige at eksempelvis en lille flække som Apoala med under tusind indbyggere, afsidesliggende på bunden af en dyb dal skulle være et farligere endsige farligt sted)
Denne kommentar er anbefalet af:
@Thomas Bobjerg
De der kranier, er det plastickranier eller den ægte vare?
For hvis de er plasticproducerede så synes jeg faktisk en del af dramatikken aftager, (og selv om kulturelt betinget så uendelig kommerciel), for nu vel, barskt o.s.v. at se på, men en hver fornemmer nok at menneskeknoglen er og bliver en fascination,- altså den ægte.
O.k. : plastic og sukker, altså kommercielt, som Mary Liebowiz skriver.
- -
også som rent tænkelige bemærkninger til gorm pedersen ofte opstillede tre muligheder: at de jo ikke er mulige
http://www.information.dk/207110#comment-179453
og således kan romeriget komme til at fremstå som forholdsvis ren pladderhumanisme
så hellere
sandsynligvis
lys hvis,
ikke kun som kun idea,
ikke kun som kun edda,
mange af de indbyrdes modsætninger,
mange af de indbyrdes modstridere,
begynder at bestyrke hverandre,
og således, sandsynligvis,
(for)liges, eller (for)heles, eller (for)enes lys
mere om materiens, verdens svulmende former ;-)
buer, buler, svulmer, krøller, og rummene og tiderne derfor ligeså;
Det var ikke M. Mandrup, men derimod Malte M. Larsen, jeg forsøgte a henvende mig til et par gange undervejs. Beklager Malte.
i virkeligheden var og er og bliver det nu mere lyst
, fordi de fleste mennesker jo egentlig godt ved:
det kommunisterne og darwinisterne som har ret,
eller tager ret.
For en måneds tid siden talte jeg med en herboende antropolog fra Mexico City om netop denne teori, som Boberg her fremfører. Vi talte om både narkovolden og den immanente vold i samfundet (specifikt Mexico City) - på gaden og i hjemmet. Og her pegede min ven uopfordret på aztekernes ekstremt makabre, morbide og sadistiske samfundsorden, som netop udfoldede sig der, hvor Mexico City ligger nu. Han sammenlignede byens traditionelle voldskultur med forholdene i den sydlige stat Chiapas, hvor mayaerne udgjorde den præcolumbianske kultur, som var noget mindre voldsfikseret, også i dag.
Jeg køber sådan set Bobergs teori om, at de dødes dag er et udtryk for et atavistisk, præcolumbiansk forhold til døden, ligesom jeg også køber min vens teori om, at den immanente vold, som lurer lige under overfladen i M.C., også er det. Jeg er så ikke så sikker, mht. narkokartellernes ubeskrivelige barbari. Dels udspiller narkokrigen sig stort set alle andre steder end i M.C. og dermed også i egne af Mexico, som ikke har samme blodige fortid. Dels er kvaliteten af de mexicanske forbrydersyndikaters voldsudøvelse vel heller ikke unik, ift. deres kollegers ditto i fx Rusland eller Colombia, i andet end de svimlende dødstal og den teatralske iscenesættelse.
Hvilket på sæt og vis måske alligevel gør situationen i Mexico til et ganske særligt tilfælde. Man skal nok være forsigtig med at afvise, at det kan have noget at gøre med 300 års brutal aztekisk dominans, afløst af Spaniernes om muligt endnu mere barbariske overherredømme. Men også være forsigtig med at udpege det som den eneste og endegyldige forklaring. Faktorer som globalisering, narkokriminalisering, kapitalisme og forholdet til storebror i nord spiller nok også en rolle. Men tak til Boberg for et yderst velskrevet og tankevækkende rejsebrev.