I en lomme med 70’er-poesi

I 1970 udgav Asger Schnack digtsamlingen Drømmehistorier, i 1971 Spejltelegrammer, i 1972 Jeg drømmer om langvarig sol, Berus den korte nat og Kærligheden, Bob Dylan, i 1973 Digte fra her, i 1974 Ned ad skråningerne, i 1975 Magten har stjerner på hænderne og i 1978 Jeg forsvinder og virker således.

1976 og 1977 ser et øjeblik ud som et par huller i Schnacks 70’er-bibliografi, men det er de kun på poesifronten. Han udgav to prosabøger i disse år. Nu har han udvalgt blandt egne 70’er-digte under titlen Landskaber, for det er lige det, den lille lilla sag kan siges at være, landskaber. En hel suite betitles da også: »Landskaber 1-27«.

Undervejs igennem suiten, der for mig (f. 1970) ikke er et gensyn, men et nyt syn, tænkte jeg, at landskabsdigte fra 1970’erne vist kan regnes for at være lige en tand bedre smag end landskabsmalerier fra 1800-tallet. Men hvis det forholder sig sådan, hvorfor så egentlig?

I første omgang selvfølgelig fordi de første er moderne, de andre nationalromantiske, og moderne landskabsdigte er ikke løgnagtigt idylliserende som 1800-tallets landskabsmalerier. Men Schnacks digte er naturligvis ikke bare landskabsdigte, de er også erotiske digte – landskabet er vel blot en matrice – og her synes jeg, man kan tale om, at Schnack idylliserer erotikken. En idyllisering, som går ud på, at erotik er godt, bare den findes. At den ikke er problematisk. Et godt stykke ad vejen er jeg helt med på at fejre det erotiske i Schnacks billede, men jeg kommer også til at savne noget. Måske noget action midt i alt det stillestående.

Pigerne i Schnacks Landskaber er pænt passive, dekorative – her i »Ud for den hvide kyst«: »I en køje i kahytten ligger en ung nøgen pige og sover. Hendes bryster ånder som de græsklædte bakker bag klinten. Hendes lår er varme som åmosen i dalen.« Læser man Schnacks tidslommedigte sammen med nogle af de helt unge forfattere, der er debuteret i år, og hvis forfatterskaber f.eks. er præsenteret i Forfatterskolens Afgangsantologi 2011, der også netop er udkommet, bliver det tydeligt, hvad Schnacks digte ikke berører.

Hos Bjørn Rasmussen (f. 1983) og Asta Olivia Nordenhof (f. 1988) er det erotiske begær forbundet med en ensomhedsfølelse og destruktive kræfter. Hvor Schnack på behørig afstand af motivet jubler og glædes over erotikken, er Rasmussens og Nordenhofs tekster rå og direkte, in your face.

Uroen ulmer

Bortset fra at Schnacks længere tekst »Kroppe hinsides had« ændrer billedet totalt ved at være ret direkte og alt andet end tilbagelænet betragtende. Den kører i højt tempo på gentagelser, især af verbet ’ånder’, og begynder sådan her: »Landskabet ånder. Bladene ånder. Efterårets sidste regn ånder. Snart sne. Snart sne. Barken ånder. Vinduets ruder. Papiret, der blæses af stormen, ånder.« Her ulmer uroen, her er der ingen fejring, men stor ambivalens – og jeg var lige ved at glemme at holde øje med Schnacks særegne stavemåder af horizont, voxe og clitoris.