Opslag til denne artikel

Emneord:identitet, sindslidende, straffeloven
Personer:Anders Behring Breivik, Sigmund Freud

Den tyske fodboldtræner Udo Lattek skal engang være blevet bedt om en vurdering af én af sine efterfølgeres præstationer i Bayern München. Det var i en periode, hvor holdet bestod af fremragende fodboldspillere, der næsten alle var store stjerner. I stedet for at rose den nye træner for at have skabt en enhed ud af de mange personligheder eller lignende standardros, var Latteks noget afdæmpede svar imidlertid: »Med den trup ville jeg påtage mig at træne holdet per korrespondance.« Er det ikke et tilsvarende svar, der er mest passende til spørgsmålet om, hvorvidt den norske terrorist Anders Breivik var vanvittig, da han mejede 77 mennesker ned på Utøya i sommer? Den diagnose kan stilles fra Aarhus og per korrespondance ved at læse hans manifest, se den groteske fastelavnsuniform, høre om det bizarre selvbillede, offentligheden hurtigt fik en fornemmelse af, og selvfølgelig ikke mindst betragte hans afstumpede handlinger: Manden var, og er formentlig stadig, rablende sindssyg.

Politisk skizofreni

Det første, man må tilføje til diagnosen, er dog, hvad den norske antropolog Thomas Hylland Eriksen bemærkede til Information den 1. december, da rapporten om Breiviks mentaltilstand var blevet offentliggjort: »Skizofrene mennesker har også politiske tanker.« Der er ikke nødvendigvis nogen modsætning mellem, at Breivik er komplet gak i låget, og at han havde gjort sig grundige og systematiske tanker om det norske samfund, multikulturalisme, indvandring osv.

Den næste tilføjelse er gjort af den norske religionshistoriker Terje Emberland, der til Dagsavisen den 3. december kraftigt kritiserede den psykiatriske rapport for at overse, at Breiviks tanker og forklaringer ikke var grebet ud af den blå luft. De troede simpelthen, at nogle af de ord, der er almindelige i de stærkt højreorienterede debatmiljøer på internettet, var Breiviks egne, nærmest hallucinerede paranoide forestillinger, og at der derfor entydigt var tale om en ’privat’ sindssyge, i stedet for en socialt og politisk funderet. Som Emberland sagde det, er der en »ubehagelig trend til at sygeliggøre vores egne terrorister og ondskabsforklare de muslimske terrorister«. Med andre ord: Hvis en blond vesterlænding går amok i en voldsrus mod politiske modstandere, er han et enkeltstående individ, der er radikalt unormalt og sygt, mens en mørklødet muslimsk terrorist med en baggrund i forskellige moskeer og andre kulturelle fællesskaber oftest betragtes som et udtryk for en syg kultur. Emberland beskylder faktisk indirekte psykiaterne for at have håndteret Breiviks sag under racistiske forudsætninger.

Freud vs. Breivik

Der er to læresætninger fra psykoanalysen, som kan supplere Emberlands betragtninger: For det første, at der ikke findes en ikke-patologisk normalitet, og for det andet, at der ikke findes et isoleret individ. Den store, filosofiske skandale ved Sigmund Freuds opdagelser under behandlingen af patienter med forskelligartede psykiske symptomdannelser var, at de ifølge Freud ikke faldt ved siden af den menneskelige normalitet og tænkte og følte på helt anderledes måder end de fleste, men snarere var eksempler på forstærkede patologiske strukturer, som ethvert menneske i forskellig grad deler. Opdagelsen af det ubevidste betød opgøret med oplysningstidens humanistiske ideal om et sundt, fornuftigt menneske, der var herre over sine egne motiver og tanker — og de vanvittige som en slags afarter af menneskeracen. Der er en principiel fremmedhed indskrevet i ethvert menneske; der er bare forskellige måder at forvalte den på.

Psykoanalysen beskriver forskellige måder at leve med det ubevidste på, dvs. med en grundlæggende mangel på mening og fornuft, og vi har alle i den forstand en rem af huden. Når Anders Breivik diagnosticeres som en paranoid skizofren, ville en psykoanalytiker derfor også kunne se strukturer i hans verdensopfattelse, der er sammenlignelige med andre paranoide forestillinger hos mindre outrerede og ikke-voldelige ’normale’ individer. At han gik amok og lod sine forestillinger føre til en massakre, betyder ikke, at hans tanker var faldet ned fra himlen, eller at hans syn på verden var en privat, utilgængelig nonsens, som ingen ’normale’ mennesker ville kunne forstå eller sympatisere med.

Og hermed er vi ved den anden læresætning: Der findes ikke et isoleret individ. Vores identitet, følelser og tanker er altid allerede konstitueret og udviklet gennem den Anden. Der findes ingen forestillinger, der er fuldstændig uden forbindelse til det, vi har tænkt og lært i samspil med andre. At Breivik gik amok og håndterede sine tanker på en afsindig og brutal måde betyder ikke, at de ikke har fuldstændig ligefremme forbindelser med lignende tanker blandt tusindtallige kulturkæmpere rundt omkring i Europa.

Syg og ansvarlig

Endelig lærer psykoanalysen, i modsætning til hvad den ofte beskyldes for, at der ikke er nogen undskyldning eller bortforklaring for vores handlinger at finde i en hård barndom, et tungt sind eller lignende. Hvis en psykoanalyse skal give mening, må patienten komme til at se sin egen adfærd som hans eller hendes eget valg — Freud talte således om et ’neurosevalg’. Kun ved at betragte ens adfærd (også den patologiske) som noget, man selv har valgt, kan muligheden opstå for også at kunne give slip på den. Konsekvent tænkt ville psykoanalysen dermed kunne betragte Anders Breivik som både en paranoid skizofren og et politisk tænkende menneske, der med fuldt overlæg debatterede og udviklede sine ideer med ligesindede og udførte dem uden at blinke.

Måske er diagnosticeringen af ham som sindssyg og indespærringen ’på ubestemt tid’ derfor faktisk en passende straf.

 

 

Center for Vild Analyse

CVA har eksisteret som et sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen.