Manifest for en korrekt humanisme

Der er en eller anden forbindelse mellem fattigdom og vold. Den er ikke klar og kausal, men den er der. Selv om ikke alle voldelige er fattige, og slet ikke alle fattige er voldelige, ville der være mindre vold i verden, hvis fattigdom blev fjernet.

Calcutta er f.eks. en af de fattigste byer i verden, men det er også den storby i Indien med mindst kriminalitet. Den amerikanske hovedstad Washington DC er ikke en af de fattigste byer i landet, men til gengæld en af de byer i verden med flest mord pr. indbygger. Man kan ikke slutte fra antallet af fattige til omfanget af volden.

Som forfatterne til en ny rapport udarbejdet for Commonwealths kommission for respekt og forståelse skriver:

»Ulighed, selv voldsom ulighed, fører ikke uundgåeligt til vold eller nødvendigvis til protester. Enorme uligheder findes mellem grupper, der lever sammen uden sammenstød. Det kan være, fordi uligheden er blevet internaliseret af en minoritetsgruppe som en naturlig position. Det kan også være, de opfatter uligheden, men ikke gør den til et tema.«

Det er ikke fattigdommen i sig selv, der motiverer volden, og det er heller ikke uligheden mellem de rige og de fattige. Det handler derimod om opfattelsen af fattigdommen og uligheden. Hvis fattigdom er koblet til hudfarve eller religion, kan den lettere politiseres som urimelig undertrykkelse. Det kan føre til en oplevelse af, at verden er uretfærdig, og at de rige ikke har fortjent deres rigdom. De skal ned med nakken. Hvis langt de fleste sorte arbejder som tjenere for langt de fleste hvide, bliver forskellen provokerende, fordi den er anderledes synlig. Hvis et lands oprindelige indbyggere er fattige, mens tilflyttere fra andre lande dominerer overklassen, bliver uligheden provokerende som fortælling om kolonialisme: »Ulighed får ofte først konsekvenser, når den opleves sammen med og forbindes til andre opdelinger,« hedder det i rapporten.

Det afgørende er den politiske fortælling om fattigdommen: Hvis social elendighed bliver en fortælling om, hvordan de onde jøder i den finansielle overklasse holder de uskyldige muslimerne fra ghettoerne nede, kan det føre til racisme. Men hvis fattigdommen udlægges som en urimelige fordeling af ressourcer, kan det føre til krav om sociale reformer.

Der er således to definerende momenter i forbindelsen mellem fattigdom og vold: For det første bestemmelsen af fattigdommens årsager og for det andet forestillingen om, hvad man kan gøre ved den. Hvis man tror på politiske forandringer, kan vreden føre til engagement i det fælles liv. Men hvis man ikke tror, man kan forandre den sociale virkelighed, kan følelsen af afmagt føre til vold. Måske er en tredje mulighed den farligste: Den fattige tror på politiske forandringer, engagerer sig i fælles institutioner, men oplever, at ingen tager hende alvorligt. Hun havde forhåbningerne, men bliver desillusioneret. Hendes vrede bliver således fordoblet: Vreden over elendigheden og vreden over, at de andre er ligeglade med den.

Politik

Den indiske økonom og forfatter Amartya Sen er leder af den gruppe af forskere fra forskellige Commonwealth-lande, som sammen har udarbejdet den rapport, der er udkommet som bogen Peace and Democratic Society. Man genkender Sens blik på den sociale virkelighed i rapportens anbefalinger: Den afviser alle enkle forklaringer på vold, elendighed og konflikter, og den anviser dialog, forståelse og deltagelse som tilgange til alle sociale problemer.

Forklaringen af forbindelsen mellem fattigdom og vold er karakteristisk for rapporten: Man analyserer de komplekse samspil mellem forskellige sociale og kulturelle faktorer. Fattigdom betyder noget, men ikke alt, kultur er vigtigt, men ikke altafgørende, og de sociale forskelle er en ramme, men ikke en skæbne. Det enkelte menneske er ikke bare sit køn, sin sociale klasse, sin race, sin seksuelle orientering eller sin krop. Det er sammensat af disse momenter og sætter gennem tilværelsen sig selv sammen igen og igen. På samme måde med det lokale samfund: Det bestemmes af både økonomiske forhold, kulturelle betingelser, politiske institutioner, etiske antagelser og den historiske situation. Politik er netop friheden til at se alle disse faktorer og vælge deres betydning, hvorimod politikken ophører, når et samfund udelukkende defineres som ’kapitalistisk’ eller ’jødisk’.

Fjendskaber og venskaber

Enkle forklaringer er farlige: Tror man, fattigdom skyldes race, eller at terrorisme kan forklares med terroristernes religion, misforstår man den sociale virkelighed. Ingen mennesker er funktioner af enkle bestemmelser. De, der stoler på de enkle forklaringer, misforstår det fællesskab, de lever i, og inviterer til voldelige reaktioner. Når man bestemmer sin stat efter en bestemt religion, er det for tyranner og folkeforførere let at tale til venskab med de samme troende og fjendskab mod dem, der tror på noget andet. Fællesskaber, som definerer sig ved én enkelt kvalitet, udvikler naturligt til fjendskaber: Hvis man er blå og ikke andet end blå, er modsætningen til alle andre farver markeret. Og så ser man ikke, at dem med de andre farver måske har samme problemer med deres børneopdragelse, eller at der også findes mennesker med samme seksuelle tilbøjelighed eller æstetiske præferencer blandt de andre.

Forfatterne til rapporten anbefaler på den måde en mangfoldighed af forklaringer og fortællinger, men ikke en mangfoldighed af enkle forklaringer. De pointerer, at det er væsentligt at skabe plads til minoriteter, men de påpeger også, at det kan være destruktivt med ’tro-skoler’ eller særlige rettigheder til religiøse fællesskaber, fordi de har en tendens til at udvikle fjendskaber: »Væksten i religiøse skoler kommer nu på et tidspunkt, hvor religiøse udlægninger i særlige varianter har været en af de vigtigste kilder til vold i mange dele af verden.«

Monologisk dialog

Det er en rapport, som er inspirerende, når den er konkret, mens den bliver ligegyldig i formålsparagrafferne. Historien om, hvordan en katolsk og en protestantisk avis i Nordirland op til en fredsaftale skrev hver deres leder, som de bagefter sammen udarbejde til en fælles tekst, er forbilledlig. De talrige appeller til ’dialog’ og ’respekt’ forekommer anderledes tomme og overflødige. Der er på det niveau ingen, som er modstandere af respekt og samtale. Modstanden kommer først, når man konfronteres med fjender, man ikke vil snakke med, eller folk, man ikke kan respektere, fordi de har voldtaget et barn, lemlæstet en anden eller krænket et grundlæggende princip. Hvis man kun fremfører dialog som ideal, bliver det til en monologisk hyldest. Således bliver rapporten i passager til opremsninger af korrektheder, mens den i sine bedste momenter er et overbevisende manifest for en global humanisme.