[Næsten] hver en sten skal [måske] vendes

Begejstring for afslørende undersøgelseskommissioner er ikke udbredt i Danmarks magtbærende partier. De risikerer jo selv at komme i fedtefadet efter en periode med ihærdig regeringsudøvelse hinsides lovens bærekraft. Sympati for kulegravning af magtens udskejelser er historisk næret af partier i særpositioner eller yderkanter som de radikale og SF, og i nyere tid Enhedslisten.

Uanset iagttagerens partitilhørsforhold er undersøgelseskommissioner noget, man ser på med større glæde, hvis de rettes mod politikere, man ikke bryder sig om. Til gengæld må de, der er i søgelyset — hvis en kommissions nedsættelse forekommer uundgåelig — gøre gode miner til slet spil og smile gennem tårer, mens de forsikrer, at de sandelig selv glæder sig til at forklare kommissionen alt om, hvor uskyldige de er. Det er den øvelse, som ledende Venstre-folk i disse dage har skiftende held med.

Tamilsagen skræmmer

Praktisk talt alle undersøgelseskommissioner har vist sig ikke at føre til nævneværdig skade på etablerede politikeres omdømme. Når politikere alligevel nu kan tabe fatningen ved udsigten til at blive undersøgt af en kommission, skyldes det den lysende undtagelse: Tamilsagen. Her endte undersøgelseskommissionens rapport med at flå Poul Schlüters VK-regering af taburetterne på mindre end et døgn, efter at beretningen blev offentliggjort den 14. januar 1993.

Poul Schlüter ønskede efter rapportens harske ord om hans og ledende konservative ministres misvisende ytringer ikke at blive siddende i embedet og tåle opfølgende udfritninger. Schlüter ønskede heller ikke at udsætte sit konservative parti for et valg i slipstrømmen på rapporten. Derfor lod han regeringsmagten glide over til Socialdemokraternes Poul Nyrup Rasmussen.

Tamilsagens kerne var, at en minister snød nogle mennesker for at få noget, de havde krav på efter loven. Den magtfulde konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen var vred på den udlændingevenlige udlændigelov, som et folketingsflertal i 1983 havde påtvunget den borgerlige regering. Derfor ønskede Ninn at forvalte loven så stramt som overhovedet muligt. Og lidt til. I 1987 forlød det fra Sri Lanka, at forholdene for det etniske mindretal af tamiler var blevet noget bedre. Ninn-Hansen greb med kyshånd et forslag fra sin embedsmand Claus Tornøe om, at dette blev brugt som begrundelse for at søge at inddrage den midlertidige opholdstilladelse for de cirka 3.000 tamilske flygtninge i Danmark. Deres navne og adresser blev lagt i et pengeskab.

Kort tid efter viste det sig, at forholdene for tamilerne alligevel ikke var blevet bedre. Men Ninn nægtede at lade dette føre til en behandling af ansøgninger fra de 3.000 om familiesammenføring, selv om de efter loven havde krav på det, når de nu alligevel beholdt deres status som indehavere af midlertidige opholdstilladelser.

Som tiden gik, prøvede ministeriets embedsmænd at overbevise Ninn om, at hans syltning af tamilernes ansøgninger var blevet uholdbar — og ulovlig.

Først da Ninn i februar 1989 var blevet sparket opad til posten som Folketingets formand, lod hans efterfølger, den konservative H.P. Clausen, ministeriet afsende de klargjorte tilladelser til familiesammenføring.

Men statsminister Schlüter og H.P. Clausen fortalte ikke Folketinget, at de var vidende om, at Ninns syltning havde været ulovlig. Efter at ombudsmanden i marts 1989 havde konstateret ulovligheden, erklærede Schlüter sågar kæphøjt fra talerstolen: »Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet.«

VK troede, at sagen var dysset ned. Men Ninn-Hansen fremturede i, at alt var gået rigtigt for sig. I en tv-udsendelse i maj 1990 gav Ninn tilmed den samlede regering ansvaret for hans behandling af tamilerne. Det var for stærk kost for Centrum-Demokraternes Mimi Jakobsen. Hun svingede sit partis stemmer til fordel for en undersøgelseskommission. Og klaps sad Schlüter & Co. i fælden.

Undersøgelseskommissionen konstaterede i sin rapport en række ulovligheder i Justitsministeriet begået af Ninn og med embedsmænds medvirken. Endvidere at Schlüter og Clausen til Folketinget havde sagt ting, som de »må have indset« var misvisende.

Finis Schlüter, Clausen og Ninn.

Ninn fik tilmed i 1995 en dom i Rigsretten på fire måneders fængsel — gjort betinget på grund af Ninns alder.

Forskel nu og Tamilsagen

Der er iøjnespringende forskelle mellem Tamilsagen og sagen om Helle Thorning-Schmidts skatteforhold.

I Tamilsagen endte magtmisbruget med at gå ud over nogen. Der var flere tamiler, der døde voldeligt på Sri Lanka, mens de ventede på, at det danske Justitsministerium skulle følge loven og behandle deres familiesammenføring.

I Thorning-sagen er der ikke sket noget overgreb på nogen. Skat København anført af den tilsyneladende gæve jyde, skattedirektør Erling Andersen stod fast og konstaterede — uanset, hvad der må have været af påtryk — at Thornings ægtefælle ikke var skattepligtig til Danmark.

En form for overgreb mod Thorning og hendes mands privatliv er begået ved, at nogen har lækket den endelige skatteafgørelse til dagbladet B.T. Men den sag henhører ikke under en kommende undersøgelseskommission, men derimod under politiet, der muligvis kan finde grundlag for at rejse en straffesag mod den eller de ansvarlige. En sådan straffesag skal afgøres ved de almindelige domstole.

Der er også den forskel i forhold til Tamilsagen, at skattesagen ikke køres som en mistanke mod den siddende regering — men derimod en mistanke rettet mod den forudgående Løkke-regering. Det giver Løkke og hans eks-ministre færre muligheder for benspænd mod en kommission. Yderligere er Løkke & Co. uden centraladministrationens bistand i tilrettelæggelsen af deres forklaringer.

Tamilsagens bitre lære

I store dele af VKO-partierne blev tamil-undersøgelseskommissionen siden husket som en blodig uret mod Schlüter og hans ministre.

Det er vredt blevet hvæset, at dommer Mogens Hornslet og hans meddommere »slet ikke forstod det politiske livs vilkår«. Altså at politikere broderer uden om sandheden. Mindst. Hornslet valgte derimod i rapporten at bedømme ministrenes udsagn »taget for pålydende«, som det gentagne gange hedder, inden at rapporten forholder sig kritisk til det citerede.

Fra VK-side er det også blevet mumlet: »Var lederen af kommissionen blevet enhver anden højesteretsdommer end Hornslet, havde rapporten overhovedet ikke været så kritisk.« Hornslet skulle angiveligt havde været helt undtagelsesvist renfærdig af en højesteretsdommer at være.

Harme ord er også lydt mod advokat Henrik Holm Nielsen, der optrådte som udspørger under kommissionens møder. Han gik til biddet og var meget omhyggelig med at konfrontere de udspurgte med deres tidligere forklaringer. Så meget, at det fik Poul Schlüter til at tabe den ellers facile facade.

Holm Nielsen var alt for emsig, har kritikken lydt. Og så var Holm Nielsen tilmed privat ven med journalisten Nils Ufer, der kritisk dækkede hele tamilforløbet. Borgerlige politikere har mere end anet en sammensværgelse, også fordi nuværende ombudsmand Gammeltoft-Hansen frimodigt underrettede Ufer om, hvad han havde hørt om tidligere justitskollegers forklaringer til Hornslet — dog først en uge inden undersøgelseskommissionen referater blev fuldt offentligt tilgængelige.

Også kommissoriet gav bagefter anledning til borgerlig skumlen. Det gik simpelthen for tæt på. I VK-regeringens oprindelige formulering rakte undersøgelsen kun til Ninn-Hansens afgang fra Justitsministeriet. Det var en opposition på fisketur, hjulpet af de svigefulde radikale, der fik kommisssoriet udstrakt til at gælde tiden efter, at H.P. Clausen blev justitsminister. Det var derved, at Clausen — og Schlüter — kom uhjælpeligt i fedtefadet.

Undgå uføret

Summa summarum: De, der har noget i klemme i en undersøgelseskommission, må ønske sig det snævrest mulige kommissorium, en formalistisk og passiv leder af kommissionen og en udspørger, der ikke udsætter sine samfundsrespektable vidner for krydsforhør og konfrontation med tidligere udsagn.

Og nå ja, så forresten én ting til. Det er for politikere inderligt ubehageligt, hvis en undersøgelseskommission i sin rapport vurderer, om det, der er kommet frem, »kan give anledning til, at et retligt ansvar søges gennemført«.

Det var tamilkommissionens påpegning af sådanne anledninger, der virkeligt forskrækkede politikere. Vurderingen ville ellers have været Folketingets eneret. Og i Folketinget ved medlemmerne jo nok — i en slags konsensus — hvad der er det rette anstændighedskrav, når det drejer sig om politik.

Derfor skete der i 1999 — efter Tamilsagen — den bemærkelsesværdige ændring af de hidtidige regler, at det tilføjedes i lovteksten:

»En undersøgelseskommission kan dog ikke få til opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af spørgsmålet om ministres ansvar.«

Kommissionen kan nu kun få til opgave »at undersøge og redegøre for et faktisk begivenhedsforløb.«

Ved samme lejlighed blev det slået fast, at dommere ikke nødvendigvis behøver at være medlemmer eller formænd for en undersøgelseskommission.

Alle Folketingets daværende partier var enige om at foreslå disse ændringer for — som det hed — »at modvirke domsvirkningen af kommissionsindstillinger«.

På den måde har politikerne på forhånd trukket tænderne ud på en kommissionsundersøgelse af muligt embedsmisbrug i sagen om Helle Thornings skat.

De har gjort sig sikre på ikke at komme ud i et stormvejr som det, Tamilsagens kommissionsrapport rejste.