Husalfer findes stadig. Disse ydmyge, overnaturligt huslige væsener udfører deres usynlige arbejde i Harry Potter-universet. De pusler stille rundt under au pair-ordninger og fyger som hvide, næsten usynlige tornadoer i boligmagasiners lavendelduftende designerstuer. Husalfer kendes desuden fra jævne danske hjem, hvor oprydning og rengøring stadig helst udføres på diskret vis med bortgemte remedier. Husalfers gebet er alle de huslige arbejdsopgaver, der grundet kulturelle tabuer, fortiede magtrelationer eller misforhold mellem ideal og praksis forbindes med social skam. Tabuerne skyldes det forhold, at mennesker producerer kropslige udsondringer og andre spor efter organisk intimitet og svaghed, men selv synes, at det er pinligt. Husalfernes opgave er derfor på diskret vis at bortskaffe disse tegn på menneskelig skrøbelighed og uorden, helst sådan at udsondringernes karakter og oprindelse glemmes. De fortiede magtrelationer handler om selvfølgeliggørelsen af det forhold, at nogle rydder op efter andres kropslige udsondringer. Misforholdet mellem ideal og praksis handler blandt andet om, at det er umuligt for almindelige, fuldtidsarbejdende folk at holde deres hjem, så de ligner fortidens borgerlige husmoderstuer eller stuepigefyldte palæer.
Fra privat til politisk
Verden over udføres husalfernes skamfulde arbejde af lavkaste-mennesker, immigranter, slaver, lavtlønnede ufaglærte, børn, kvinder eller andre med lav økonomisk og social status. Derfor er det måske ikke så mærkeligt, at disse rutineprægede, lidet anerkendte arbejdsopgaver i Danmark stadig mest foregår bag lukkede døre, hvor de i privatens arena udgør en kilde til frustrationer, skilsmisser og andre konflikter.
Kvindebevægelsen forsøgte i sin tid at gøre det private og hjemlige tydeligt politisk ved at offentliggøre det. Det lykkedes muligvis i forhold til seksualitet, madlavning og børneopdragelse, men på husalfernes område havde bevægelsen ringe effekt. Tv-reklamernes selvaktiverende rengøringsmidler bekræfter dagligt, at husalfernes indsats stadig usynliggøres.
Arbejdslivets alfer
Nu viser det sig så, at husalfernes arbejdsmodel har bredt sig. I et nyligt forskningsprojekt om ’effektivisering og stress på offentlige arbejdspladser’ fortæller en kommunal sagsbehandler om hemmeligt at luske på overarbejde og udføre arbejdspligterne i smug: » … jeg oplever tit, at vi kommer ind i weekenderne … så kommer man snigende ind der søndag, og så sidder der allerede to i forvejen, ikke, nå, sidder du her også?« Disse nye alfer har flere fælles træk med de gammelkendte husalfer. Også arbejdsalferne udfører vigtigt merarbejde for andre, i diskretion og uden anerkendelse. Også arbejdsalfernes gebet er præget af kulturelle tabuer, fortiede magtrelationer og tydelige misforhold mellem ideal og praksis. Også arbejdsalferne knokler ydmygt for at holde den sociale skam fra døren. Ved hjælp af ulønnet og hemmelig arbejdsindsats i fritiden forsøger de at klare det arbejde, de har fået pålagt, men som de ikke kan nå indenfor den lønnede arbejdstid — » … fordi man ikke kan holde ud, når man får de her telefonopkald, hvor folk bare er så vrede over ikke at få deres penge,« som en kommunal sagsbehandler forklarede.
Flere virksomheder har indført nye aflønningssystemer og arbejdsgange, hvor opsparet overarbejde annulleres og ugyldiggøres, og overarbejde i praksis forbydes, uden at arbejdsmængden tilsvarende begrænses. Ledelsen henviser til idealer om selvledelse, medejerskab og decentralisering, og medarbejderne pålægges individuelt ansvar for at nå opgaverne inden for almindelig arbejdstid, uanset arbejdspres. En it-virksomhed fjernede muligheden for flekstid og overarbejde, og indførte i stedet noget, de kaldte værditid. Det indebar, at hver enkelt medarbejder fremover selv skulle sørge for at producere det pålagte arbejde til tiden, inden for en sædvanlig arbejdsuge. På et personlighedsudviklingskursus blev medarbejderne belært om sand effektivitet, hvorved konsekvenserne af den økonomiske besparelse ved arbejdstidens reduktion blev gjort til hver enkelt medarbejders personlige ansvar. Produktionsforringelser kunne dermed projiceres over på den enkelte medarbejders personlige skam.
Høje arbejdskrav
Selvledelse, værditid og lignende ledelsestiltag danner grobund for, at stadig flere medarbejdere bliver til alfer. Arbejdsalfer, som ved personlige ofre forsøger at kompensere for firmaets ventetider og systemfejl. Alfer, der lever i skyld over egen utilstrækkelighed og skammer sig over ikke at kunne leve op til ledelsens arbejdskrav, og som derfor vælger at udføre overarbejdet gratis i fritiden og i det skjulte. Arbejdsalfernes usynlige overarbejde muliggør fastholdelsen af urealistisk høje arbejdskrav, urealistiske vurderinger af virksomheders produktionskraft, fortsat fortielse af magtrelationerne på arbejdspladsen samt tabuiseringen af menneskelige begrænsninger og skrøbeligheder i arbejdslivet, så idealbilledet af effektivitet, vækst og orden kan fastholdes.
Humlen ved alfelivet er, at ethvert offer må holdes usynligt og hverken kan belønnes med penge eller rosende anerkendelse, hvormed alfens oplevelse af skyld og skam vedligeholdes. Den umulige og ulige arbejdssituation gøres til alfens private problem, og afpolitiseres herved. Intimiseringen af arbejdslivet har skabt nye alfer, der nok kunne lære noget af husalfernes historie og kvindebevægelsens opråb om, at det private kan gøres tydeligt politisk, når det trækkes frem i lyset.
Kommentarer
Man kan desværre kun anbefale artiklen én gang, men det er værd at bruge tid på at læse den. Hvilket fører mig til ordet/begrebet “værditid”, som Karen Lisa Salamon omtaler.
Uhyrligt, men desværre ikke ukorrekt, at “værditid” eller det, der går under andre betegnelser, hersker på flere og flere arbejdspladser. Private som offentlige. Og i samfundet.
Tendensen er tydelig.
Denne kommentar er anbefalet af:
Karen Lisa Salamon som lørdagsklummist er et scoop af de store.
Den måde “selvledelse” indføres på, giver anledning til sproglige overvejelse. Når projektet tydeligvis handler om at gøre de afmægtige ansvarlig for egen afmagt og mismod, er grundformen “selvlede” yderst velvalgt.
Men hvorfor kaldet det “selvledelse”, når “selvvæmmelse” synes væsentligt mere præcist? ;-)
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg er lodret uenig.
Og mener ikke kvinderne har opnåeget ret meget andet end at bringe den uautentiske menneskeopfattelse fra hjemmet ud i hele samfundet.
Jeg har forlængst accepteret, at min tallerken er beskidt når jeg er ferdig med at spise og at den også er det tre dage senere når der står to mere oven på den førset og har også accepteret at jeg pisser ved siden af lokummet, når jeg står og tænker på noget andet og at mit lort bare lugter, sådan er det altså at være meneske.
Som yngre arbejde jeg som livredder og kvindernes omklædnings rum var en so stald sammenlignet med mændenes, mændene havde pisset på brættet og der var lort på kanterne men det var stortset det.
Kvindernes; hårbånd liggende allevegne, stor hårtotter, hårnåle, beskidte og gennemblødte trusser og hygiejnebind de mest umulige steder, sminke og læbestift på spejlene og håndvaskene og selvfølgelig lort på lokumskanterne.
Og uden for omklædningsrummet, mænd i arbejdstøj og småbeskidte sko og kvinder i perfekt tøj og perfekt makeup.
Kvinderne har ikke accepteret og vedgået deres menneskelighed og lever videre på det uautentiske og må knokle røven ud af bukserne for at opretholde illusionen om at deres lort ikke stinker lige så meget som alle andres.
Og det er en skam, men skammen må de selv leve med, for hos mændene er det ingen skam at vores lort lugter.
Så husalfer mig i trompeten, uautentiske hus-tyrraner.
Denne kommentar er anbefalet af:
Kære jens bruus,
jeg kan godt genkende dine oplevelser fra da jeg gjorde rent (og sidder faktisk og smågriner over minderne lige nu), men det er vist ikke lige det artiklen handler om ;-)
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg tror nu ikke at arbejdsalferne er børn af husalferne.
Derimod oplever jeg at de er en genkomst af den gamle funktionærtype, - de funktionærer, som gik ned på fabriksgulvet og lavede hasteordrer når der var strejke, istedet for at melde sig ind i lønmodtagerfællesskabet og være solidariske til alles fordel.
Jeg skal ikke spekulere i deres motiver, men blot konstatere at de er på vej tilbage, og at deres holdning har bredt sig. Det er åbenbart lykkedes for arbejdsgiversiden at sælge påstanden om at arbejdskampen er slut og at vi alle nu arbejder for det samme.
Arbejdsalfen har bare ikke fattet, at det vi allesammen arbejder for, er aktiens - og ikke virksomhedens - bedste.
Hedder det “værditid” idag? For 20-25 år siden hed det “interessetimer”. Jeg har stået til et personalemøde og hørt ejerne opfordre til at folk øgede det ulønnede overarbejde, for at sikre virksomhedens overlevelse. Da virksomheden blev solgt et par måneder efter, var der ingen medarbejdere der fik udbytte af det urealistiske effektivitetsniveau de havde været med til at illudere, men en hel del af dem fik til gengæld en fyreseddel.
Arbejdskampen er ikke død. Der er ikke krig, og arbejdsgiveren er ikke en fjende. Men målet for lønmodtager og arbejdsgiver er ikke det samme, og lønmodtagerne er naive, hvis de tror at de automatisk får deres rimelige bid af kagen, hvis bare de fokuserer på at passe deres job.
Denne kommentar er anbefalet af:
Hej Sven Karlsen
Jo, jeg mener bestemt det er grund præmissen i artiklen.
Vedgå dig at du er så og så menneskeligt og du er ferdig med at være alf. eller oprethold illusionen og vedbliv at være alf.
Man hævder at kunne mere, eller være mere, end man kan og man er til salg.
Eller den anden vej; Lavt selvværd som man ikke vedgår sig, og man er til salg for alt muligt, men hvis man vedgå sig at selvværd kan være på en underkop, har man ikke brug for at hoppe og danse alfedans for nogen.
Man er bare et menneske med begrensninger som alle andre og underligt nok giver det respekt.
Hvorimod alfedansen ikke gør.
He He. Det er et usvigeligt kvalitetskriterium, når man uafladeligt småklukker under læsning af en artikel.
Her er en af disse herlige, originale artikler, der ikke opbygger præmisserne logisk og systematisk for læseren - men hopper lige ud i en hjemmespunden begrebsverden, der ikke desto mindre antyder sin almengyldighed - suverænt og uden at ryste på hånden.
Ikke desto mindre står man tilbage, efter at have genfundet fodfæstet, med en klar fornemmelse af, hvad det hele handlede om …. tror jeg nok. /O
Denne kommentar er anbefalet af:
Kære Jens Bruus,
Det bliver en sort dag for karriereryttere af alle køn, den dag hvor “husmorafløserne” alias hjemmehjælpere, rengøringskoner, sosu-assistenter, småbørnspædagoger og au pairs m.fl. slår sig sammen om at nedlægge arbejdet og går i strejke for en løn, de kan leve af, og arbejdsvilkår, de kan leve med uden at ende i brokkassen som førtidspensionister med slidgigt og andre arbejdsskader.
Og ved du hvad? Modsat dig, så tror jeg faktisk også, det er de færreste mænd, der i det lange løb kan acceptere at leve med køkkener, der ligner affaldsdepoter,badeværelser, der stinker som rastepladslokummer, og hjemlige omgivelser, der ser ud, som om beboerne har evakueret dem i al hast efter en naturkatastrofe.
Så den der med husalferne og de “uautentiske” kvindelige hustyranner kan du godt stikke up yours. Den har ingen gyldighed andre steder end i mænds fantasier på “hjælp min kone er skidesur”-niveauet.
Denne kommentar er anbefalet af:
Hej Grethe Preisler.
Der får du læst en del ting ind i det jeg skriver som overhoved intet har med mit udsagn at gøre.
Jeg taler om at gøre op med egne forstillinger, og om en fremstilling som ikke holder, og om de konsekvenser det har.
Og giver et bud på hvad der virker bedre for den enkelde.
jæ har sgu altid sev gjort rent, og kan ikke forstå alt vrøvlet hvad husalferne angår, men hvad arbejdsalferne angår, så synes det at være et forbigået faktum i kommentarerne, at også inden for det offentlige er der arbejdsalfer, og det er selvfølgelig fordi det offentlige er blevet effektiviseret af den foregående regering for at tilpasses den neoliberale samfundsorden.
Kære Jens og Bob,
Det, der virker bedst for den enkelte arbejder, er ikke altid det, der virker bedst for de fleste af dem, der arbejder.
De fleste af de “arbejdsalfer”, der er ansat i den offentlige sektor, er faktisk kvinder, der udfører det arbejde, som tidligere blev udført af husalfer og hjemmegående husmødre.
Hvis de begyndte at kræve overenskomstmæssige løn- og arbejdsforhold, der bare tilnærmelsesvis ligner, det som mænnerne i SID og andre mandsdominerede fagforbund har forhandlet sig til, så skulle I bare se løjer.
Godnat og sov godt - nu skal jeg i seng. I morgen gyldnes der atter en arbejdsdag.
Ændringer i ansattes ansættelsesvilkår sker som en del af en forhandling. Sagt på en anden måde: Virksomheder kan ikke lave reglerne for ansættelse om uden at informere medarbejderen og tilbyde en ny ansættelseskontrakt.
Der står kampen. Ikke alene, men sammen og eventuelt i samarbejde med din fagforening.
Der er rigtig mange “svage medarbejdere” (min titel), der helst ikke vil gøre sig ud til bens, helst ikke vil tage stilling til noget og bare finder sig i alt hvad virksomheden måtte stille op. Jeg har tidligere været ansat som ekstern og intern konsulent samt corporate controller inden jeg startede eget firma, og det var disse “svage medarbejdere” der til sidst gjorde udslaget. I ren afmagt konstaterede jeg, at en stor mængde medarbejdere helst vil behandles som kvæg, og på grund af dette var det umuligt at insistere på en ordentlig behandling fra ledelsen. Uden solidaritet, intet pres, intet pres ingen forhandlingsplatform.
Jeg holder på, at arbejdstagerrettigheder bliver taget lidt for meget for givet i Danmark. Det er ikke fordi jeg vil have strejke hver måned, men jeg mener, at ansatte bør have mod til at stå fast, stå sammen og stå stærke.
Denne kommentar er anbefalet af:
Rigtig god artikel og spændende kommentarer som. …. selv om de ser meget forskellige ud, faktisk ikke er det.
Jens Brus giver ganske rigtigt et godt bud, og Hartfelt har sådan set også ret, problemet er ‘bare’ den megen propaganda i medierne om at bare man bliver alf vil alt gå dig godt!
Hjælp mennesker til mere selvværd og viden er vist den eneste vej, og det kan denne artikel og disse kommentarer. ….. Måske :-)
God artikel, der peger på nogle væsentlige faktorer.
Jeg kom straks til at tænke på en af mine veninder, en dygtig, veluddannet kvinde - offentligt ansat - som fornylig fortalte, at hun seriøst overvejer at droppe sit job til fordel for ansættelse i en pølsevogn eller lignende. Hun var dødhamrende træt af de evige omorganiseringer, det stigende papirarbejde og de stigende “kvalitets- (læs: kvantitets-)krav”, der forhindrede hende i at udføre de arbejdsopgaver, hun eller har varetaget med stor glæde for bare nogle få år siden.
*eller=ellers